Haderslev Kommune

Kelstrup og Hejsager Strande skal klimasikres

Del

Sommerhusområderne i ved Kelstrup og Hejsager Strande er udfordret af klimaet. Senest i december 2015 stod områderne under vand på grund af flere dages regn og højt grundvand. Nu skal der findes en fælles løsning, og Haderslev Kommune har derfor inviteret ejere og beboere i området til borgermøde torsdag den 12. maj på VUC Syd i Haderslev.

Mandag sendte Haderslev Kommune invitationer til alle ejere og beboere i sommerhusområderne ved Kelstrup og Hejsager Strande. 119 har allerede tilmeldt sig borgermødet på VUC Syd i Haderslev, så det tegner til, at der kan blive fuldt hus.

"Det er rigtig positivt, at vi allerede nu har så mange tilmeldte. Det understreger bare, at klimaudfordringerne i området virkelig er noget, der påvirker dem, der ejer og bruger området", siger Benny Bonde, der er formand for Udvalget for Plan og Miljø, der har inviteret til borgermødet.

Haderslev Kommune gennemfører projektet ved Kelstrup og Hejsager Strande som et pilotprojekt under titlen "Vores Kyst". Området er udpeget som fokusområde i kommunens klimatilpasningsplan, og nogle af de løsninger, man vil kunne anvende her, vil forhåbentlig også kunne bruges i andre kystområder i kommunen, der oplever nogle af de samme udfordringer.

Projektets forudsætning er, at det er de lokale, der selv skal finde fælles, frivillige løsninger. Udvalget for Plan og Miljø har brugt 300.000 kroner på at lave forundersøgelser og projektforslag, men planerne skal realiseres af ejerne selv.

"Reglerne er skruet sådan sammen, at vi som kommune ikke kan komme og sige, at ejerne skal koble sig på den ene eller den anden løsning. Det skal ejerne selv blive enige om. Derfor har vi i stedet hjulpet projektet på vej med de nødvendige undersøgelser, og vil nu lægge op til, at man i området etablerer et eller flere laug, så man på den måde i fællesskab kan finde den løsning, der passer ejerne bedst", siger Benny Bonde.

Forundersøgelserne og idéer til mulige løsningsforslag vil blive præsenteret på mødet.

Tilmelding sker efter 'først til mølle-princippet', da det kan blive nødvendigt med et ekstra møde, hvis der kommer flere tilmeldinger end lokalet kan rumme.

Interesserede kan læse mere om projektet på www.haderslev.dk/vores-kyst.



Kontaktinformation:

Formand for Udvalget for Plan og Miljø, Benny Bonde, 40 17 52 66

Plan- og klimamedarbejder ved Haderslev Kommune, Lis Nowak, 74 34 21 39

Information om Haderslev Kommune

Haderslev Kommune
Haderslev Kommune
Gåskærgade 26
6100 Haderslev

http://www.haderslev.dk/

Følg pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum