Novo Nordisk Fonden

Kan podcasts skabe bedre behandlingsforløb for patienter?

Del
Kompleksiteten i patientbehandlingen i det danske sundhedsvæsen er stigende, og mange patienter har derfor mange forskellige kontakter til sundhedsvæsenet. Novo Nordisk Fonden støtter derfor syv projekter, der sætter fokus på at skabe bedre sammenhæng i behandlingen for patienter med langstrakte eller komplicerede behandlingsforløb.

Novo Nordisk Fonden har bevilget 6 mio. kr. til syv forskningsprojekter, der skal frembringe ny viden om, hvordan der kan skabes bedre og mere sammenhængende behandlingsforløb for patienter i den danske sundhedssektor.

Patientbehandlingen i Danmark er stigende grad kompleks og fordelt på mange forskellige sektorer, hvilket bl.a. skyldes, at flere patienter har mere end én sygdom, og flere er kronisk syge. Samtidig skaber nye digitale sundhedsteknologier både nye muligheder og nye udfordringer for sundhedsvæsenet. Der er derfor behov for ny viden om, hvordan man organiserer de ofte lange behandlingsforløb bedst muligt til gavn for patienterne

De syv bevillinger er givet til projekter i hele landet, bl.a. Aarhus, Kolding, København og Region Sjælland.

I et af projekterne, der nu igangsættes, vil en forskergruppe på Vejle Hospital undersøge, om brug af podcast kan være med til at forberede patienter bedre på et undersøgelses- og behandlingsforløb på hospitalet.  

I dag sendes information til patienter forud for et besøg på hospitalet for det meste skriftligt. Ifølge Danmarks Evalueringsinstitut mangler 16 pct. af voksne i Danmark imidlertid basale læsefærdigheder, og nogle patienter vil have problemer med at træffe beslutninger og følge sundhedsråd, hvis informationen ikke er ordentligt forstået. Forskergruppen vil derfor undersøge virkningen af brugen af podcasts til at forberede patienterne bedre til deres næste hospitalsbesøg. Ligeledes vil forskerne undersøge, hvordan og hvornår de enkelte patienter og sundhedsprofessionelle bruger podcasts i deres møder for derved at kunne optimere indholdet og effekten af podcasts.

Sårbare arbejdsløse
Et andet projekt sætter fokus på de mest sårbare arbejdsløse med store helbredsproblemer, som påvirker deres liv og beskæftigelsesmuligheder. Et kommunalt ressourceforløb, der indeholder en behandlingsplan, kan igangsættes for at bringe dem tættere på at komme i arbejde, men ofte fører mangelfuld koordination mellem sundhedsvæsenet og beskæftigelsesområdet i kommunen til et usammenhængende forløb og manglende bedring for disse borgere.

Forskere ved Odontologisk Institut ved Københavns Universitet og Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet vil i samarbejde med Høje-Taastrup Kommune i projektet afdække de sårbare borgeres oplevelse af det behandlingsforløb, der er en del af ressourceforløbet. Målet er at opnå en viden om både barrierer og de virkemidler, der eventuelt kan skabe sammenhæng i behandlingsforløbet. Denne viden kan bruges til at optimere initiativer til at forbedre borgernes sundhed, muligheder på arbejdsmarkedet og livskvalitet.

Niels-Henrik von Holstein-Rathlou, Senior Vice President i Novo Nordisk Fonden, siger: ”Behandlingen i sundhedsvæsenet er under forandring, og der er behov at undersøge, hvordan man kan organisere behandlingen bedre og benytte nye teknologiske muligheder bedst muligt til gavn for patienterne. Vi har modtaget rigtig mange højt kvalificerede ansøgninger og spændende projekter, som har potentiale til at forbedre sammenhængen i patientbehandlingen, og vi ser meget frem til at følge de bevilgede projekter.”

De syv bevillinger er en del af Novo Nordisk Fondens fokus på temaet Coherence in Health Care. Heri ønsker fonden at støtte tværsektoriel forskning, der understøtter skabelse af øget sammenhæng i behandlingsforløb for patienter i det danske sundhedsvæsen.

Ny ansøgningsrunde åben
Fonden har allerede åbnet en ny ansøgningsrunde, hvor der kan søges om projektstøtte til eksplorative studier i sammenhængende behandlingsforløb. Deadline for ansøgninger er 2. juni 2021. Læs mere i opslaget her.

De syv støttede projekter:

Bevillingsmodtager: Rigshospitalet
Beløb: 1 mio. kr.
Projekttitel: The effect of cross-sectoral patient empowerment on health service usage and quality of life
Forskernes projektbeskrivelse:
Nogle mennesker har kroniske lidelser, der gør, at de bliver tilset af mange forskellige behandlere (praktiserende læger, hospitalslæger, fysioterapeuter og sygeplejersker) over en længere periode. Det kan være udfordrende at skulle kommunikere omkring patientens sundhedstilstand og behandlingshistorik blandt læger, andet sundhedspersonale og patienten. Over tid kan patienten også have svært ved at huske, hvordan situationen var tidligere, og om den nuværende situation er bedre eller værre end dengang.

Dette projekt sigter mod at teste en løsning på disse problemer. Patienter med kroniske skulder- eller lændeproblemer vil blive fulgt i to år. Alle patienter udfylder hver anden måned et spørgeskema (PRO-data) om deres tilstand. Den ene halvdel af patienterne, og deres behandlere og læger, vil sammen kunne se historikken, som en hjælp til at understøtte yderligere behandling, mens hverken behandlerne, lægerne eller patienterne får adgang til PRO-data for den anden halvdel af patienterne.

Resultaterne kan hjælpe med at finde nye måder at organisere sundhedssektorens arbejde på.

Bevillingsmodtager: Region Sjælland
Beløb: 987.000 kr.
Projekttitel:
Designing Virtual-4-Meeting: aligning multimorbid patients’ and relatives’ wishes and goals in cross-sectoral rehabilitation processes.
Forskernes projektbeskrivelse:
Et virtuelt tværsektorielt samarbejdsmøde er et forum, hvor sundhedsprofessionelle fra sekundær- og primærsektoren mødes med patienter med flere sygdomme (multimorbiditet) og deres pårørende (de 4 partnere) for at forberede og koordinere tværsektorielle rehabiliteringsprocesser i et digitalt miljø (Virtual-4-Meeting).

Målet er at udvikle organiserede retningslinjer for det tværsektorielle Virtual-4-Meeting og at teste og evaluere dets betydning, så det tværsektorielle samarbejde kan styrkes. Patientens ønsker, mål og deltagelse i planlægningen af rehabiliteringsprocesserne er et nøgleelement i Virtual-4-Meeting.

Bevillingsmodtager: Aarhus Universitet
Beløb: 926.000
Projekttitel: PeerCare – producing continuity of care in peer-led online communities for patients with chronic conditions
Forskernes projektbeskrivelse:
Ifølge WHO beskriver konceptet ”sammenhængende behandling” ”i hvilket omfang mennesker oplever en række adskilte hændelser i sundhedsvæsenet som sammenhængende og sammenkoblede over tid og i overensstemmelse med deres sundhedsbehov og præferencer” (WHO 2018, 9). Danske patienter oplever i stigende grad manglende sammenhæng i deres behandlingsforløb; mange synes, at de møder for mange forskellige behandlere, at der er for meget ventetid, og at deres behandling koordineres ineffektivt. Målet med PeerCare er at forstå, hvilken rolle brugerstyrede onlinefællesskaber spiller for kroniske patienters oplevelse og håndtering af (u)sammenhæng i deres behandlingsforløb.

PeerCare-projektet vil være nybrydende ved at undersøge, hvordan oplevelser af (u)sammenhængende behandlingsforløb ikke kun handler om mødet eller forholdet mellem mennesker med kroniske lidelser og sundhedsvæsenet. Disse oplevelser bliver også delt, afhjulpet eller måske endda forstærket gennem patienters selvorganiserede interaktion med hinanden på de sociale medier.

Bevillingsmodtager: Sygehus Lillebælt (Vejle)
Beløb: 513.000 kr.
Projekttitel: Using podcasts to prepare patients for hospital consultations: a qualitative evaluation of user experiences
Forskernes projektbeskrivelser:
Information til patienter inden deres kommende hospitalskonsultation udsendes for det meste skriftligt, for eksempel i form af foldere eller digitale breve. Men 16% af voksne i Danmark har læsevanskeligheder, og patienter har problemer med at træffe beslutninger og følge sundhedsråd, hvis informationen ikke er modtaget eller ordentligt forstået. Derfor er der brug for nye måder at kommunikere med og engagere patienterne på i collaborative care (behandling og pleje gennem tværsektorielt samarbejde).

Medicinsk Afdeling på Vejle Hospital har taget initiativ til en spørgeskemabaseret undersøgelse med det formål at undersøge virkningerne af brugen af podcasts til bedre at forberede patienterne til deres næste konsultation på hospitalet. Et supplerende studie vil gennem fokusgruppeinterviews og videobaseret overvågning af konsultationer undersøge, hvordan og hvornår de enkelte patienter og sundhedsprofessionelle bruger podcasts i deres kliniske møder for at optimere indholdet og leveringen af podcasts.

Bevillingsmodtager: Bispebjerg og Frederiksberg hospitaler
Beløb: 1 mio. kr.
Projekttitel: PORT: Primary Organization and Relations Team
Forskernes projektbeskrivelse:
Andelen af personer, der lever med flere samtidige kroniske sygdomme, er i vækst. Patienter med flere samtidige sygdomme og deres omsorgspersoner er belastet af både sygdommene og en reduceret livskvalitet. Personer som lever med flere samtidige sygdomme har kontakt med mange forskellige sundhedspersoner og organisatoriske enheder i sundhedsvæsenet. I disse fragmenterede behandlingsforløb er det ofte kun patienten og omsorgspersonen, der har det fulde kendskab til patientens situation.

Formålet med dette projekt er derfor at udvikle og evaluere modellen Primary Organizational and Relations Team (PORT) – en model til at sikre fælles tværsektorielle sundhedsydelser for patienter med adskillige kroniske sygdomme. Målet med PORT er at skabe patientcentrerede behandlingsforløb og derved reducere behandlingsbyrden og dermed forbedre livskvaliteten. Derudover er målet med PORT at forbedre omsorgspersonernes livskvalitet og lette den medfølgende belastning.

Bevillingsmodtager: Københavns Universitet
Beløb: 662.000
Projekttitel: Vulnerable unemployed citizens’ perspectives on coherence in care pathways
Forskernes projektbeskrivelse:
I Danmark har de mest sårbare arbejdsløse store helbredsproblemer, som påvirker deres liv og beskæftigelsesmuligheder. Et ressourceforløb, der indeholder en behandlingsplan, kan igangsættes for at bringe dem tættere på at komme i arbejde. Desværre fører dårlig koordination mellem sundhedsvæsenet og kommunen til et usammenhængende behandlingsforløb og ingen bedring for disse borgere.

Odontologisk Institut ved Københavns Universitet og Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet vil i samarbejde med Høje-Taastrup Kommune – gennem kvalitative interviews og observationer af mødet med sundhedsvæsenet og de kommunale systemer – afdække de sårbare borgeres oplevelse af det behandlingsforløb, der er en del af ressourceforløbet. En sådan dybdegående forståelse af både barrierer og virkemidler, der skaber sammenhæng i behandlingsforløbet for disse borgere, kan bruges til at optimere initiativer, der sigter mod at forbedre deres sundhed, muligheder på arbejdsmarkedet og livskvalitet.

Bevillingsmodtager: Sygehus Lillebælt (Kolding)
Beløb: 911.000
Projekttitel: Rehabilitation for Life: implementation and assessment of a new pathway for older adults after hip fracture
Forskernes projektbeskrivelse:
Når ældre mennesker bliver ramt af et hoftebrud, er det ofte en livsødelæggende begivenhed, der får alvorlige konsekvenser for dem. Det er ca. halvdelen der aldrig genvinder deres fysisk funktionsniveau og mange bliver genindlagt på grund af komplikationer eller sygdom, det på trods af de systematiske kvalitetsprogrammer. Vi tror, at den manglende succes skyldes, at der ikke er et stort fokus på samarbejdet mellem de ældre mennesker og de sundhedsprofessionelle på tværs af sektorerne.

Med projektet ”Rehabilitation for Life” er målet at forbedre livet for ældre mennesker efter et hoftebrud ved at implementere og evaluere en ny rehabiliteringsvej gennem den sekundære og primære sektor. Vi ønsker at etablere et tæt samarbejde imellem sektorerne, implementere tidlig rehabilitering og sørge for at måle vitalparametre kort efter udskrivningen. Vi mener, at ældre mennesker aktivt bør inddrages i deres egen rehabilitering. Desuden vil vi vurdere det nye behandlingsforløb ud fra to andre synsvinkler: en ph.d.-undersøgelse med et sundhedsøkonomisk perspektiv og en ph.d.-undersøgelse, der fokuserer på patienternes og de sundhedsprofessionelles oplevelser og perspektiver.

Nøgleord

Kontakter

Christian Mostrup, Pressechef, +45 3067 4805, cims@novo.dk

Information om Novo Nordisk Fonden

Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden
Tuborg Havnevej 19
2900 Hellerup

3527 6600http://novonordiskfonden.dk/

Novo Nordisk Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond med to hovedformål: 1) at udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed, som drives af selskaberne i Novo Gruppen; og 2) at yde støtte til videnskabelige, humanitære og sociale formål.

Fondens vision er at yde et betydende bidrag til forskning og udvikling, der forbedrer menneskers liv og bæredygtigheden i samfundet. Siden 2010 har fonden uddelt mere end 30 milliarder kroner, primært til forskning ved offentlige vidensinstitutioner og hospitaler i Danmark og de øvrige nordiske lande samt behandling og forebyggelse af diabetes. 

Følg pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden

Danmark bygger en af verdens kraftigste AI-supercomputere for at sætte skub i løsninger på samfundsmæssige udfordringer18.3.2024 23:00:00 CET | Pressemeddelelse

Danmark indgår et samarbejde med NVIDIA om at etablere et nationalt center for AI-innovation, der skal huse en af verdens kraftigste AI-supercomputere. Målet er at sætte skub i forskning og innovation inden for områder, som spænder fra sundhed og life science til grøn omstilling, og derigennem understøtte udviklingen af innovative løsninger på nogle af de største problemer, verden står overfor.

Britiske pionerer inden for genomsekventering modtager Novo Nordisk Prisen15.3.2024 09:00:00 CET | Pressemeddelelse

Professor Sir David Klenerman og Sir Shankar Balasubramanian modtager Novo Nordisk Prisen 2024 for deres banebrydende arbejde, som gør det muligt at bestemme DNA-sekvensen af det menneskelige genom på blot én time. Dette har åbnet døren for brugen af invidualiseret behandling og har forbedret vores forståelse af såvel sygdom som menneskelig mangfoldighed. Med prisen følger et beløb på 5 mio. kr.

Forlængelse af succesfuldt pilotprojekt skal styrke forskningssamarbejde og bane vej for mere innovation7.3.2024 13:00:00 CET | Pressemeddelelse

Novo Nordisk Fonden afsætter op til 180,2 mio. kr. over fem år til at forlænge og udvide Open Discovery Innovation Network (ODIN), en patentfri samarbejdsplatform, der succesfuldt har etableret den første ramme for Open Innovation in Science (OIS) i Danmark. OIS er en samarbejdsmodel, hvor industrien og offentlige forskningsmiljøer går sammen om at skabe forskningsprojekter og dele deres resultater åbent med offentligheden. Pilotprojekt har vist gode resultater.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye