Kræftens Bekæmpelse

Kaloriemærkning på fastfood får folk til at spise mindre

Del

Vi spiser mindre, når vi på menutavlen kan se, hvor mange kalorier der er i maden. Det viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, som sammen med tre andre organisationer opfordrer fastfoodbranchen til at indføre kaloriemærkning i restauranterne. Det kan være med til at forebygge overvægt, som er årsag til kræft og andre sygdomme. DR’s forbrugermagasin Kontant sætter i aften fokus på kaloriemærkning.

En kaffe og to croissanter koster 25 kr. og indeholder 1787 kilojoule/427 kilokalorier. Sådan bør menukortet se ud på en fastfoodrestaurant, mener bl.a. Kræftens Bekæmpelse. Kaloriemærkning forebygger overvægt, som er årsag til kræft og andre sygdomme. Fotomontage: Punch Design
En kaffe og to croissanter koster 25 kr. og indeholder 1787 kilojoule/427 kilokalorier. Sådan bør menukortet se ud på en fastfoodrestaurant, mener bl.a. Kræftens Bekæmpelse. Kaloriemærkning forebygger overvægt, som er årsag til kræft og andre sygdomme. Fotomontage: Punch Design

Hvor mange kalorier er der i en bakke pommes frites, en sandwich eller en cafe latte? I USA og flere andre lande kan forbrugerne se disse oplysninger på menutavlerne i restaurantkæder som Burger King og Dominos Pizza. Formålet er at forebygge overvægt ved at inspirere forbrugerne til at vælge et måltid med færre kalorier.

Og det virker: Når forbrugerne bliver præsenteret for kalorieindholdet, bestiller de et måltid med gennemsnitligt 78 færre kilokalorier (kcal) – og de spiser gennemsnitligt 100 færre kcal. Det er konklusionen på den nye undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, som er en gennemgang af 15 nyere undersøgelser af kaloriemærkning fra USA, Canada og Australien og omfatter i alt næsten 18.000 mennesker. Undersøgelsen er bragt i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Public Health Nutrition.

Færre kalorier – færre kilo

Undersøgelsen dokumenterer værdien af kaloriemærkning som et redskab til at forebygge overvægt i befolkningen, mener seniorkonsulent i Kræftens Bekæmpelse, Susanne Tøttenborg. I Danmark er 47 pct. af befolkningen overvægtig og har dermed højere risiko for sygdomme som kræft, diabetes og hjertekarsygdom.

- 100 sparede kcal på et måltid lyder ikke umiddelbart af meget, men på den lange bane kan det være med til at forebygge en vægtstigning. Blot ti ekstra kcal dagligt kan betyde op til et halvt kilo mere på et år, siger Susanne Tøttenborg.

Anbefalinger til fastfoodindustrien

Kræftens Bekæmpelse har sammen med Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og Forbrugerrådet Tænk udarbejdet et sæt anbefalinger til, hvordan fastfoodindustrien i Danmark på en enkel måde kan indføre kaloriemærkning. Kalorieangivelserne er allerede lovpligtige på færdigpakket mad i supermarkeder, og ordningen bør udvides til også at omfatte fastfood og mad fra såkaldte konceptstyrede restauranter, mener de fire organisationer.

- Danskerne spiser i dag ofte fastfood og takeaway, som typisk indeholder flere kalorier end den hjemmelavede mad. Derfor giver det god mening, at vi også i kaffebaren, fastfoodrestauranten eller ved disken på tankstationen kan få oplysning om kalorieindholdet i den mad, vi skal til at købe, siger Susanne Tøttenborg.

Ting tager tid

Den nye undersøgelse konkluderer også, at effekten af kaloriemærkning bliver større med tiden, efterhånden som forbrugerne vænner sig til mærkningen. Det er naturligt, siger Susanne Tøttenborg.

- Både branchen og forbrugerne har selvfølgelig brug for tid til at vænne sig til kaloriemærkning. Mange ved først ikke, hvordan de skal bruge oplysningerne, så det skal de lære. Da den australske delstat New South Wales indførte kaloriemærkning, blev ordningen bakket op af en kampagne for at øge folks viden, om hvor mange kalorier man egentlig har brug for, og hvor de kommer fra, siger Susanne Tøttenborg.

Kaloriemærkning på menutavler er indført ved lov i USA samt i visse australske og canadiske delstater. I England, Irland og Nordirland har man indført kaloriemærkning ad frivillighedens vej.

Den nye forskning er offentliggjort her: Littlewood J.A. et al.: Menu labelling is effective in reducing energy ordered and consumed: a systematic review and meta-analyses of recent studies. Public Health Nutrition

Forbrugermagasinet Kontant sendes på DR1 torsdag 28. april kl. 21

Kontakter

Susanne Tøttenborg
Seniorkonsulent
Kræftens Bekæmpelse
Tlf. 3038 2303

Marianne Vestergaard
Kommunikationskonsulent
Kræftens Bekæmpelse
Tlf. 2889 6055

Billeder

En kaffe og to croissanter koster 25 kr. og indeholder 1787 kilojoule/427 kilokalorier. Sådan bør menukortet se ud på en fastfoodrestaurant, mener bl.a. Kræftens Bekæmpelse. Kaloriemærkning forebygger overvægt, som er årsag til kræft og andre sygdomme. Fotomontage: Punch Design
En kaffe og to croissanter koster 25 kr. og indeholder 1787 kilojoule/427 kilokalorier. Sådan bør menukortet se ud på en fastfoodrestaurant, mener bl.a. Kræftens Bekæmpelse. Kaloriemærkning forebygger overvægt, som er årsag til kræft og andre sygdomme. Fotomontage: Punch Design
Download

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Hvad har brøleaben, tigermissen og dansetrolden til fælles? Svaret handler om alkohol og kræft20.11.2017 06:00pressemeddelelse

Alkohol gør noget ved os. Når vi har fået et par genstande indenbords, bliver mange af os mere snakkesalige, nogle er ikke til at hive væk fra dansegulvet, og andre bliver pludselig ekstra charmerende – synes de selv. Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholkampagne ’Fuld af liv’ sætter i en ny indsats fokus på, hvad alkohol gør ved os, og bag den humoristiske indpakning gemmer sig et alvorligt budskab: Uanset hvilken type du bliver, når du drikker alkohol, så øger alkohol risikoen for kræft.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum