Danmarks ErhvervsfremmebestyrelseDanmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Jobtørstige ukrainere får fast job: Serhii blev fastansat og vil nu uddanne sig i Danmark

Del

En særlig Ukraine-indsats i Randers Kommune har fået flere ukrainske flygtninge i job, og projektet har samtidig gjort en række lokale virksomheder motiverede for at ansætte medarbejdere fra Ukraine. En af disse medarbejdere er 33-årige Serhii Kuzmenko.

Foto: Natascha Kalika Østergaard
Foto: Natascha Kalika Østergaard

Han kommer drønende i fuld fart på den røde truck på de smalle gange på Brdr. Dahls lager i Randers. Det er ikke til at se, at Serhii kun har kørt i så sikker stil i tre måneder, efter han tog et truckcertifikat i Danmark.

59 ukrainere har ligesom Serhii deltaget i Ukraine-indsatsen, som er støttet af EU’s Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. 21 af dem har nu landet et fast job. Det fortæller virksomhedskonsulent i Jobcenter Randers Erhverv, Jevgenia Karg, som er tovholder på projektet i Randers Kommune.

”De er så jobtørstige. De står nærmest på spring. Når jeg taler med de ukrainere, der har været med, vil de være uafhængige og forsørge sig selv og deres familie. De er godt klar over, at der er en sprogbarriere, som gør det sværere for danske virksomheder at ansætte dem, men det her projekt sætter fokus på, at de lærer sproget langt hurtigere, når de er på en arbejdsplads hver dag,” siger hun.

Projektet startede i oktober 2022, hvor der særligt inden for brancher med mangel på arbejdskraft blev skabt nye jobmuligheder. Derfor står mange virksomheder også med åbne arme over for at ansætte flere ukrainere, efter de har været med i projekt ”Rummelig Genstart", der hjælper ukrainske krigsflygtninge i arbejde, forklarer afdelingsleder i Jobcenter Randers Erhverv, Tine Arensbach.

”Vi er gået ind i samarbejdet, fordi vi ved, at virksomhederne i Randers har et behov for arbejdskraft, som kan løses af ukrainere. Vi vil derudover gerne stimulere resultater via jobskabelse og en aktiv indsats for at lave flere jobmatch for de borgere, som både kan og vil arbejde.”

”Jeg tog mig af ham”

Tilbage på lageret arbejder én af dem, som hele projektet handler om, nemlig 33-årige Serhii Kuzmenko fra Mariupol. I marts, da Serhii startede hos Brdr. Dahl, tog lagermedarbejder Mads Nielsen imod ham på en råkold mandag morgen.

”Jeg tog mig af ham. Han var nervøs, men faldt hurtigt bare ind. Han har fortalt mig om Ukraine og turen hertil, hvor han kørte en faretruende tur sammen med sin kone gennem Rusland i en bil på ukrainske plader. Det er så vildt, hvad han har været igennem,” fortæller han.

Nu har Serhii rundet de første tre måneder som medarbejder, og han møder trofast ind på lageret hver dag klokken 14.00 til 22.00.

”Jeg tænkte først, at det kunne blive en rigtig svær opgave, men han er vokset så meget med opgaven og udvikler sig hver dag. Han har en helt særlig arbejdsmoral, og han taler allerede rigtig godt dansk. Det er vildt, så hurtigt han har rykket sig,” siger han og fortsætter:

”Det har været så spændende og givende for mig, afdelingen og virksomheden. Det kræver tid, vilje og indsigt, men hvis man giver det, så får man det også 120 gange igen. Jeg var nok heller ikke helt forberedt på, hvad det var, han kom med. Det sætter virkelig tingene i perspektiv, når han fortæller om sine oplevelser.”

”Jeg kan ikke bare sidde og vente.”

Serhii har parkeret trucken og kommer hen til Mads. Mads giver ham hånden, et stort smil og et kærligt klap på skulderen.

”Jeg hedder Serhii, jeg er 33 år, og jeg arbejder her,” siger Serhii på stort set fejlfrit dansk.

Han fortsætter med en sætning, hvor danske ord er blandet med engelske.

”Det er et meget svært sprog at lære, der er ingen nemme regler, og udtalen er næsten umulig, men jeg gør alt, hvad jeg kan. Jeg kan rigtig godt lide at være her, og så er alle smilende og imødekommende. Her er så roligt og fredeligt – det er slet ikke, som det var i Ukraine,” fortæller han med dirrende stemme.

To dage om ugen er han på et fem-timers sprogkursus, inden han møder ind på lageret.

”Jeg kan ikke bare sidde og vente. Vi vil ikke have økonomisk hjælp fra kommunen, vi vil klare os selv. Da vi kom til Danmark, besluttede min kone og jeg os for, at vi ville finde et job hurtigst muligt, så vi kunne forsørge os selv. Så nu arbejder jeg her, og min kone er rengøringsassistent.”

Fra selvstændig i Ukraine til uddannelse i Danmark

I Ukraine var Serhii selvstændig, han ejede en butik på 180 kvm., hvor han solgte spilkonsoller, gamer-tilbehør, og som samtidig fungerede som et servicecenter. Da krigen brød ud, samlede han alle varer i butikken og kørte det hele hjem til sine forældre. Derefter satte han kurs mod Danmark med konen ved sin side og deres to katte og en chinchilla på bagsædet af den koksgrå KIA.

”Mine forældre bor stadig i Mariupol, frisørsalonen er bombet i småstykker og jeg ved ikke, hvad der er sket med min butik GAME WORLD. Der kan gå flere uger mellem, at jeg hører fra mine forældre, så jeg ved aldrig, om de er levende eller døde,” fortæller Serhii.

Parret havde en opsparing med fra Ukraine, men den brugte de på at etablere sig i en lejlighed og leve for i starten. Godt et år senere ser han lysere på fremtiden og ønsker inderligt at uddanne sig.

”Jeg satser på at kunne starte på Lager- og logistikoperatøruddannelsen i starten af næste år på Tradium i Randers. Nu skal jeg blive lidt bedre til dansk, men så kan jeg også være færdig i 2027,” siger han beskedent.

Hos Brdr. Dahl uddanner de selv deres personale, så da Serhii fik tilbudt et job i virksomheden, kom det sammen med et tilbud om en elevplads. Derfor er han ansat på lige fod med alle andre i afdelingen. Det forklarer lagermedarbejder Mads.

”Serhii kunne engelsk til husbehov, da han kom her, men vi sørger for at snakke rigtig meget dansk, når Serhii er på arbejde, for det er den eneste måde at lære det på,” siger han og kigger på Serhii:

”Hvis min chef kom i morgen og sagde, at der bliver ansat flere som Serhii, så ville jeg sige, ’det er i orden’ helt uden at blinke. Sæt bare i gang. Ansatte som ham er en kæmpe gevinst for en arbejdsplads,” slutter han.

Fakta om projektet

Indsatsen for at få ukrainske krigsflygtninge i beskæftigelse i Randers Kommune er en del af det EU-finansierede projekt ”Rummelig Genstart,” hvor også Silkeborg Kommune og Aarhus Kommune er med.

Projektet ”Rummelig Genstart” er en del af ”Projekter imidt,” som er ejet af FH-sektionerne i Region Midtjylland, og deres DNA ligger derfor dybt forankret i fagbevægelsen. De arbejder for, at det enkelte individ, uanset baggrund, skal have lige rettigheder og muligheder for at få et godt liv. 

Ukrainere får i projektet hjælp af lokale partnere, der i samarbejdet med Projekter imidt har opbygget en solid erfaring med at oparbejde eller generhverve sårbare menneskers arbejdsevne i miljøer kendetegnet af rummelighed, engagement og fællesskab.

​Indsatsernes aktiviteter sikrer inklusion af ukrainske flygtninge på det danske arbejdsmarked, og samtidig vedligeholder og videreudvikler deltagerne erhvervsevnen under deres ophold i Danmark. Det betyder, at der bliver sikret et højt og relevant kvalifikationsniveau blandt ukrainere, hvis de på et tidspunkt får mulighed for at vende tilbage til Ukraine.

Ved at samarbejde med i forvejen kendte projektpartnere er det planen, at optag af ukrainere med brug for beskæftigelseshjælp kan ske hurtigst muligt. 

Indsatsens startdato: 20. september, 2022

Indsatsens slutdato: 31. marts, 2023

Ukraine-indsatsen i "Rummelig Genstart" er kommet i stand via en tillægsbevilling fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og EU’s Socialfond.

Fakta om EU’s Socialfond

Projektet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og EU’s Socialfond. I perioden 2014-2020 investerede EU's Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skulle skabe vækst og beskæftigelse i hele landet.

Socialfondsprogrammet for 2014-2020 var målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion. Målet var flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke, som er afgørende forudsætninger for øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst. 

Derfor medfinansierede EU's Socialfond projekter, der skulle:

  • Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
  • Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
  • Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser

Om Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse skal bidrage til at styrke udviklingen i dansk erhvervsliv. Det sker ved at fremme en sammenhængende, efterspørgselsdrevet og lokalt forankret erhvervsfremme- og turismeindsats for virksomheder på tværs af hele Danmark.   

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse igangsætter og finansierer decentrale erhvervsfremmeindsatser, der tager højde for forskelle i de regionale og lokale erhvervsmæssige udfordringer, muligheder og prioriteter.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

”Vi har brug for at kunne tiltrække arbejdskraft fra hele verden”5.12.2024 15:06:17 CET | Pressemeddelelse

Hos DEIF i Skive producerer de højteknologiske styringsløsninger til energiproducerende anlæg på det globale energi- og marinemarked. Virksomheden har i alt 550 medarbejdere fordelt i 13 lande, og alene i Skive er der 33 medarbejdere med andet modersmål end dansk, så når der er behov for at tiltrække nye, højtuddannede kolleger med specialistviden, er det ikke altid tilstrækkeligt med en annonce i den lokale avis eller på en dansk jobportal.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye