DI - Dansk Byggeri

Jobbene bliver primært skabt i de mindre virksomheder og ikke i de største virksomheder

Del
En analyse fra Danmarks Statistik viser, at tre ud af fire af gigantvirksomhederne (med flere end 1.000 fuldtidsansatte) i Danmark i 2016 også var giganter i 2009. Det indikerer, at der er lav dynamik og jobvækst blandt de store virksomheder, når ikke flere af dem vokser sig til gigantstørrelse. Det er nemlig heller ikke gigantvirksomhederne, der står for jobvæksten.

I 2016 var der 76 virksomhedsgiganter i Danmark, hvoraf 56 af dem også var virksomhedsgiganter i 2009. Dermed er der kun kommet 20 nye gigantvirksomheder til i Danmark siden 2009, umiddelbart efter krisen.

- Det tager tid for virksomheder at vokse sig større. Det er dog alligevel påfaldende, at kun tre ud af de 20 nye gigantvirksomheder har vokset sig til giganter via organisk vækst, det vil sige reel vækst frem for via opkøb eller fusioner, som er tilfældet for de 17 andre virksomheder, siger økonomisk konsulent Jacob Hangaard, Dansk Byggeri.

12 af de nye gigantvirksomhed havde mellem 750-999 fuldtidsansatte i 2009, fire havde mellem 500-749 fuldtidsansatte, mens de sidste fire havde mellem 250-499 fuldtidsansatte i 2009.

To af de 20 nye gigantvirksomheder hører til i bygge- og anlægsbranchen. Det lyder ikke af så meget sammenlignet med branchegrupperne handel samt industri, der tegner sig for flest af de nye gigantvirksomheder med henholdsvis syv og fire nye giganter. Men handel og industri repræsenterer væsentligt flere ansatte og flere store virksomheder end bygge- og anlægsbranchen.

Gamle giganter taber arbejdspladser
Det er ikke blandt gigantvirksomhederne, man skal finde jobvæksten.

I 2009 var der 73 gigantvirksomheder i Danmark, og i perioden 2009 til 2016 faldt antallet af fuldtidsansatte i disse virksomheder samlet set med 10.560 personer. 17 ud af de 73 virksomheder var ikke længere gigantvirksomheder i 2016, og det er disse virksomheder, der trækker tilbagegangen i antallet af ansatte. Omvendt har der været beskæftigelsesvækst blandt de nye giganter.

- Skal man evaluere udviklingen i antallet af ansatte i gigantvirksomhederne i Danmark, tegner der sig altså et billede af, at størstedelen af gigantvirksomhederne i Danmark klarer sig stabilt, en mindre del klarer sig godt og vækster i medarbejderantallet, mens igen en mindre del af gigantvirksomhederne har klaret sig skidt siden 2009, siger Jacob Hangaard.

- Samlet set over de syv år fra 2009 til 2016 giver det nogenlunde status quo uden nogen væsentlig fremgang i antallet af fuldtidsansatte blandt gigantvirksomhederne. Så det er ikke blandt giganterne, at der har været gang i jobvæksten. Beskæftigelsesfremgangen skal findes andre steder, især i de mindre virksomheder.

Giganter er en betegnelse for virksomheder med flere end 1.000 fuldtidsansatte, mens store virksomheder har mindst 250 fuldtidsansatte.

Kontakter

Økonomisk konsulent Jacob Hangaard, Dansk Byggeri, jha@danskbyggeri.dk, tlf. 61 66 53 58
Kommunikationskonsulent Karin Skolnik, Dansk Byggeri, kas@danskbyggeri.dk, tlf. 23 25 84 69

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye