Ishøj Kommune

Ishøjs borgmester: Giv os vores eget jobcenter

Del
Udligningsreformen skal motivere kommunerne til at få flere i job, men den kommune, der står til at blive hårdest ramt af alle, har ikke sit eget jobcenter
Ishøj Kommune har landets højeste arbejdsløshedsprocent. Foto: Colourbox.
Ishøj Kommune har landets højeste arbejdsløshedsprocent. Foto: Colourbox.

I denne uge er forhandlingerne gået i gang om en reform af landsudligningen, som fordeler tilskud mellem rige og fattige kommuner. Regeringens finansieringsudvalg har lagt et forslag frem, hvor udvalget blandt andet foreslår at afskaffe det selvstændige beskæftigelsestilskud til kommunerne, og i stedet give dem penge til beskæftigelsesindsatsen via landsudligningen.

Ishøj står til at blive hårdest ramt af alle landets kommuner. 22 kommuner vil tabe et beløb, der svarer til at sætte kommuneskatten op med 0,2 procent, hvis beskæftigelsestilskuddet bliver en del af landsudligningen. Men for Ishøj er det fem gange så meget – nemlig et beløb svarende til en skattestigning på 1 procent. Derfor undrer det Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp, at regeringen har meldt ud, at udligningsreformen skal give kommunerne et større incitament til vækst og beskæftigelse, når den samtidig rammer den kommune hårdest, som ikke har ansvaret for sin egen beskæftigelsesindsats. Samlet set står Ishøj til at miste 54 millioner kroner i tilskud.

”Vores beskæftigelsesindsats varetages af Vallensbæk Kommunes jobcenter på grund af det forpligtende samarbejde mellem de to kommuner, som vi blev pålagt som led i kommunalreformen i 2007. Med landets højeste kommunale ledighedsprocent vil vi meget gerne gøre en stor indsats på beskæftigelsesområdet, men det kræver også, at vi får mulighederne for dette. Det kan fx ske ved, at Ishøj Kommune får sit eget jobcenter,” foreslår borgmester Ole Bjørstorp, der indtil videre uden held har forsøgt at få økonomi- og indenrigsministerens tilladelse hertil.

Mangler jord til nye boliger og virksomheder

Ishøjs borgmester mener, at regeringen er med til at sætte en kæp i det hjul, der skal skabe vækst og beskæftigelse.

”Vi vil gerne klare os selv her i Ishøj, og vi har flere forslag til, hvordan regeringen kan hjælpe os med det. Hovedstadsregionen er inde i en højkonjunktur, og i Ishøj modtager vi mange henvendelser fra borgere og investorer, der gerne vil etablere virksomhed eller bygge private boliger i Ishøj. Vi kan imidlertid ikke imødekomme efterspørgslen, da staten har reserveret cirka 70 procent af kommunens arealer, som vi derfor ikke har råderet over. Vi har stærkt behov for, at staten frigiver nogle af de mange arealreservationer, så vi kan tiltrække flere virksomheder, flere arbejdspladser og gode skatteborgere,” lyder bønnen fra Ishøjs borgmester.

Ishøj står til at blive den helt store udligningstaber på to parametre i det udligningsforslag, som er lagt frem – det ene er som sagt beskæftigelse, mens det andet er integration. Finansieringsudvalget foreslår også at halvere landsudligningens tilskud til udlændinge fra ikke-vestlige lande – den såkaldte udlændingeudligningsordning. Det rammer Ishøj ekstra hårdt, da kommunen har landets suverænt største andel af indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund – helt præcist 33 procent. I alt har 39 procent af borgerne i Ishøj anden etnisk baggrund end dansk.


Fakta om beskæftigelsen i Ishøj

  • Ishøj har landets højeste arbejdsløshedsprocent. Den er lige nu på 7,2 procent.
  • 18 procent af borgerne i Ishøj er uden for arbejdsmarkedet, hvilket er det næsthøjeste i Region Hovedstaden.
  • Ishøj Kommune har 157 langtidsvarige kontanthjælpsmodtagere, som er i risikogruppen for at forblive på kontanthjælp.. 33 procent af dem er borgere med anden etnisk herkomst end dansk. Gruppen har den længste ledighedsperiode af borgere på langvarig kontanthjælp med et gennemsnit på 11,1 ledige år. For langtidsledige etniske danskere er ledighedsperioden 9,6 år.
  • 24 procent af de unge kontanthjælpsmodtagere i Ishøj er længere på kontanthjælp end landsgennemsnittet.

Kontakter

Billeder

Ishøj Kommune har landets højeste arbejdsløshedsprocent. Foto: Colourbox.
Ishøj Kommune har landets højeste arbejdsløshedsprocent. Foto: Colourbox.
Download
Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp.
Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp.
Download
Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp på sit kontor,
Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp på sit kontor,
Download

Links

Information om Ishøj Kommune

Ishøj Kommune
Ishøj Kommune
Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

43 57 75 75http://www.ishoj.dk

Følg pressemeddelelser fra Ishøj Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Ishøj Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye