Børnecancerfonden

IPQ Capital støtter børn med kræft med 1,75 mio. kr.

Del

Med donationerne fra Søren Fryland Møller og IPQ Capital har Børnecancerfonden uddelt midler til en række projekter, der direkte støtter op om børn og unge med kræft. Blandt de støttede projekter er legater til omsorg. Legaterne giver børn med kræft noget at glæde sig til i en tid, hvor der ellers ikke er mange lyspunkter – det er særlig kærkomment i julen, hvor mange kræftsyge børn er afskåret fra traditionelle jule-aktiviteter i børnehaven og skolen.

Hver 2. dag får et barn i Danmark kræft. Behandlingsforløbet er intensivt og indebærer lange indlæggelses- og isolationsperioder for de kræftramte børn. Det betyder, at børnene er afskåret fra det sociale fællesskab i skole og institution og ikke kan deltage i aktiviteter sammen med andre børn. Samtidig giver behandlingen med intensiv kemoterapi 50 % af børnene svære bivirkninger og senfølger.

Børnecancerfonden arbejder for, at alle børn med kræft skal overleve til et liv uden senfølger – og for, at børnene og deres familier kommer så godt igennem behandlingen som muligt. Derfor kan alle børn med kræft op til 18 år ansøge fonden om et legat til omsorg til en værdi af 5.000 kr. Børnecancerfonden har uddelt cirka 180 forkælelseslegater hvert år de seneste år.

”Støtte fra virksomheder som IPQ Capital er afgørende for, at Børnecancerfonden kan fastholde og udvikle vores støtte til projekter og tilbud, der hjælper kræftsyge børn og deres familier. Det gælder ikke mindst i år, hvor markedssituationen og uro i verden skaber ekstra behov for stabilt fokus på børn med kræft. Vi er derfor taknemmelige for Søren Fryland Møllers støtte til fonden,” siger Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden

Siden 2020 har IPQ Capital doneret 1,75 mio. kr. til projekter og tilbud til gavn for børn og unge med kræft.

Giver børnene glæde og lindring – og hjælper familierne økonomisk

Legaterne er ubundne, så familierne bestemmer selv, hvad der giver barnet mest værdi. Nogle familier bruger legatet til en aktivitet, der kan virke lindrende og smerteafledende for barnet. Det kan fx være et LEGO-sæt, som barnet kan fordybe sig i sammen med sin familie og på den måde få afledning fra sygdom og smerter. Andre familier bruger legatet til at opfylde et særligt ønske hos det syge barn, fx om en fælles familieoplevelse, og endelig vælger nogle familier at benytte legatet til mere sygdomsrelaterede formål såsom at købe en paryk til unge med kræft.

Når et barn bliver syg af kræft, kræver det ofte orlov på sygedagpenge for én af forældrene. Den normale hverdag med arbejde bliver sat på pause, og det kan nemt medføre en trængt økonomi for familierne. For forældrene er legaterne derfor en vigtig økonomisk opbakning i en svær tid.

”Selv i disse usikre tider er det vigtigt at støtte og investere i fremtiden, hvis man kan. Vi er stolte af at støtte Børnecancerfondens holistiske og utrættelige arbejde for børn med kræft og deres familier,” udtaler Søren Fryland Møller.

Kontakter

Information om Børnecancerfonden

Børnecancerfonden
Børnecancerfonden
Vester Farimagsgade 1, 3. sal
1606 København V

+45 35 55 48 33https://boernecancerfonden.dk/

Fakta IPQ Capital

  • Family Office for Fryland Møller-familien, med kontorer i København og London
  • Langsigtede investorer med fokus på vækstinvesteringer i healthtech og fintech
  • For mere info: ipqcapital.com

Fakta Børnecancerfonden

  • Stiftet i 1995 af tidligere overlæge Henrik Hertz
  • Selvstændig fond med særskilt fokus på børnekræft
  • Støtter forskning i børnekræft, oplysning om sygdommen og projekter, der direkte støtter op om børn med kræft og deres familier
  • Den enkeltorganisation, der har finansieret flest danske forskningsprojekter inden for børnekræft
  • Børnecancerfonden arbejder alene på baggrund af bidrag og gaver udefra
  • For mere info: børnecancerfonden.dk

 

Følg pressemeddelelser fra Børnecancerfonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.