Industriens Pension

Industriens Pension opfører 89 nye boliger i grøn bydel i Odense

Del
Industriens Pension og entreprenøren Skjøde har indgået en aftale om et nyt boligprojekt med 89 nye boliger i Odenses nye grønne kvarter, Gartnerbyen. Planen er, at de nye ejendomme bæredygtighedscertificeres med DGNB Guld.
Nye punkthuse i Gartnerbyen i det centrale Odense. Illustration: Arkitema Architects.
Nye punkthuse i Gartnerbyen i det centrale Odense. Illustration: Arkitema Architects.

Et nyt bæredygtigt byggeri med 89 attraktive boliger vil i løbet af de kommende år skyde op i det nye store grønne byområde, Gartnerbyen, i det centrale Odense. Industriens Pension investerer et trecifret millionbeløb i boligprojektet, der bliver et af de sidste projekter i den nye bydel. I alt kommer Gartnerbyen, der ligger to kilometer vest for Odense centrum, til at rumme 2.000 boliger.

Det nye boligprojekt fra Industriens Pension får navnet ”Trekløveren” og kommer til at bestå af tre punkthuse, der symboliserer hver deres blad i trekløveren. Det forventes, at ejendommene bæredygtighedscertificeres med DGNB Guld, der betyder, at byggeriet skal leve op til høje krav for bl.a. miljømæssig bæredygtighed.

”Odense er inde i en rivende udvikling med mange nye spændende boligområder og betydelige investeringer i at udvikle byen. Gartnerbyen er ved at tage form som et attraktivt grønt byområde, der bl.a. er kendetegnet ved varierede boligformer, rekreative områder og god infrastruktur med et letbanestop som nabo. Vi er glade for at kunne bidrage til udviklingen af den sidste del af området med et kvalitetsprojekt, der samtidig forventes at kunne give medlemmerne i Industriens Pension et stabilt langsigtet afkast,” siger ejendomschef i Industriens Pension, Søren Tang Kristensen.

Mange grønne områder

De 89 nye boliger indrettes med lyse materialer, og alle lejligheder får rummelige terrasser eller altaner. Der bliver grønne gårdrum mellem punkthusene, og hele Gartnerbyen er karakteriseret ved mange rekreative områder, små butikker og en kombination af erhverv og boli­ger.

Entreprenørvirksomheden Skjøde er totalentreprenør på det nye byggeri, mens ejendomsmæglervirksomheden EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af projektet. Arkitema Architects har stået for arkitekturen.

”Hos Skjøde er vi meget tilfredse med at have indgået aftale med Industriens Pension om 'Trekløveren', som ligger ved ankomsten til Gartnerbyen. Projektet er medvirkende til, at vi forventeligt i 2024 kan se Gartnerbyen som fuldt udbygget bydel til glæde for alle beboere og odenseanere,” siger Allan Nielsen, adm. direktør i Skjøde.

De 89 nye boliger forventes at stå klar i løbet af 2023. Hele Gartnerbyen forventes at være færdigudbygget i 2024.

Fakta: Gartnerbyen og Trekløveren

  • Industriens Pension investerer et trecifret millionbeløb i boligprojektet Trekløveren, der består af tre punkthuse med 89 boliger centralt i Odense.
  • De 89 boliger får et samlet bygningsareal på 6.432 m²
  • De nye boliger forventes bæredygtighedscertificeres med DGNB Guld.
  • Kuben Management, Accura, Deloitte, DEAS og Colliers har rådgivet Industriens Pension om forskellige forhold i forbindelse med investeringen.
  • Ejendomsmæglervirksomheden EDC Erhverv Poul Erik Bech har stået for salget af projektet.
  • Trekløveren er en del af det nye store byområde Gartnerbyen, der er en ny grøn bydel i Odense.
  • Gartnerbyen ligger 2 km vest for Odense centrum på en grund, hvor blomstergrossisten GASA tidligere har handlet med blomster og planter.
  • Gartnerbyen kommer samlet til at bestå af ca. 1.950 ejer- og lejeboliger til unge, familier og ældre med tilhørende grønne områder og et butikstorv.

Kontakter

Allan Nielsen, adm. direktør i Skjøde, mobil: 27 22 17 11

Billeder

Nye punkthuse i Gartnerbyen i det centrale Odense. Illustration: Arkitema Architects.
Nye punkthuse i Gartnerbyen i det centrale Odense. Illustration: Arkitema Architects.
Download

Information om Industriens Pension

Industriens Pension
Industriens Pension
Nørre Farimagsgade 3
1364 København K

https://www.industrienspension.dk/

Industriens Pension er blandt Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskaber med ca. 429.000 medlem­mer. Næsten 8.000 virksomheder inden for industri og fødevarebranchen i Danmark indbetaler til pensions­ordningen. Hele overskuddet går til medlemmerne. De samlede investeringer udgør 220 mia. kr. Mere information på www.industrienspension.dk

Følg pressemeddelelser fra Industriens Pension

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Industriens Pension

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye