Org. Familier med kræftramte børn

Indsamling koster kræftramte børn to millioner kroner

Del
Når Danmarks Radio og TV2 lørdag den 27. august blænder op for endnu et indsamlingsshow til fordel for Afrika, koster det Danmarks største børnekræftorganisation omkring to millioner kroner i tabte indtægter over de næste seks måneder samt dårligere forhold for de danske børn med en kræftsygdom. Organisationen efterlyser en indsamling til fordel for organisationer med fokus på nationale problemer.

Danmarks Radios og TV2s indsamlingsshows til fordel for Afrika støvsuger hele indsamlingsmarkedet i Danmark. - Til skade for de organisationer, der ikke er med i de omtalte shows. Det er anden gang i år, at der er en landsdækkende indsamling via tv. Hver gang er en række støtte- og hjælpeorganisationer, som kun opererer nationalt blevet forbigået.

”For mange af disse organisationer er sådanne landsdækkende indsamlinger ødelæggende for deres arbejde med at samle penge ind. Vi kan se, at når der er disse store indsamlinger, så falder vores donationer typisk med et millionbeløb i de følgende måneder. Det betyder i værste fald, at vi må skære kraftigt ned på vores tilbud til skade for familier med kræftramte børn,” siger Kurt Hansen, der er sekretariatsleder hos ”Familier med kræftramte børn” (FMKB).

Der går minimum 4-6 måneder efter et sådant indsamlingsshow, før der er nogenlunde normale tilstande for den daglige fundraising, som ”Familier med kræftramte børn” udfører. Der er derfor tale om en virkelig alvorlig situation, ikke kun for ”Familier med kræftramte børn”, men for mange andre store og mindre organisationer, for hvem donationer fra erhvervslivet og private er alt afgørende. Svigter donationerne, kan det betyde alt fra nedskæringer i aktiviteter til afskedigelse af medarbejdere.

”Vi er meget bevidste om den forfærdelige situation i Afrika og har selvfølgelig fuld forståelse for, at der er hårdt brug for hjælp. Men, det ville være godt, hvis der også blev givet plads til lignende indsamlinger, hvor målet er, at samle ind til de organisationer, der primært har fokus på udsatte grupper i det danske samfund,” siger Kurt Hansen.

Indsamlingsshow favoriserer enkelte organisationer

Tilbage i januar indsamlede Danmarks Radio 87 millioner kroner til fordel for Afrika. 87 millioner er en uhyggelig stor del af de samlede tilgængelige midler for de organisationer, der samlet set fundraiser på det danske marked. Til dette skal lægges at en del af de organisationer, som modtager donationerne fra det store tv-show den 27. august også er indehaver af en tilladelse til at udføre store husstandsindsamlinger. En tilladelse kun ganske få organisationer har mulighed for at komme i besiddelse af. En række af de organisationer, der deltager i tv-showet er endvidere fast på finansloven, og modtager derudover ofte betydelige ekstraordinære statstilskud i forbindelse med større akutte katastrofer. ”Familier med kræftramte børn” samt mange andre organisationer, der primært arbejder på at skabe bedre vilkår for udsatte grupper i det danske samfund med en svær hverdag har ikke adgang til nogle af ovenstående tilbud eller muligheder. ”Det er forfærdeligt, at situationen i Afrika er, som den er - indiskutabelt, men hvorfor skal alle de store
nationale indsamlinger på tv kun være til fordel for alle andre end de mange personer i det danske samfund, der ligeledes kæmper en kamp og har en svær hverdag,” forklarer Kurt Hansen.

I Danmark oplever vi som børnekræftorganisation utrolig mange udfordringer for vore medlemmer. En børnekræftramt familie gennemlever i meget lange perioder en svær tid, hvor de offentlige tilbud, ud over behandlingen, simpelthen ikke holder, og slet ikke står mål med behovet.

Derfor arbejder ”Familier med kræftramte børn” på 28. år for at skabe ro og overskud for disse mange familier. ”Familier med kræftramte børn” er en selvstændig landsdækkende patientorganisation, og er primært afhængig af de bidrag, der kommer ind via indsamlinger hos det danske erhvervsliv. Med et årligt budget på 12-15 millioner kroner årligt, bliver organisationen hårdt ramt af de store landsdækkende tv-indsamlinger.

”Vi er ikke forsmåede eller smålige. Vi efterlyser hos ”Familier med kræftramte børn” udelukkende en lille smule fairness, når det kommer til fordeling af goderne. Samt en forståelse for, at på trods af et ellers velfungerende velfærdssamfund, er der stadig mange alvorlige og vigtige opgaver, som står for at blive løst i det danske samfund,” siger Kurt Hansen.

Hvorfor ikke landsindsamling til gode formål i Danmark hvert andet år?

Samtlige borgere i Danmark er med til at finansiere produktionen af disse indsamlingsshows igennem skattebilletten og licensbetalingen. Alligevel er mange af de organisationer, der samler ind til gode formål i det danske samfund ikke en del af disse tv-shows. Det er ifølge ”Familier med kræftramte børn” decideret konkurrenceforvridende, at der ikke kan findes fælles fodslag om, at f.eks. landsindsamlingen i januar hvert andet år skal være til fordel for organisationer, der primært opererer i Danmark.

Til brug for redaktionen:
For yderligere kommentarer:

Kurt Hansen, Sekretariatsleder,

Familier med kræftramte børn Kontor: 86 94 69 30 Mobil: 20 12 69 30


Statistik om børnekræft:

  • Hvert år får ca. 160 børn i alderen 0-14 år konstateret kræft i Danmark. Det tal har været konstant siden 1943.

  • Børn rammes af andre kræftformer end voksne. Leukæmi, lymfekræft og hjernesvulster er de mest udbredte kræftformer hos børn, mens de derimod sjældent rammes af lungekræft, brystkræft og tarmkræft.

  • Ca. tre ud af fire børn helbredes i dag for kræft – dog med variationer fra sygdom til sygdom. Ved nogle kræftformer er helbredelsesprocenten over 75 procent, mens den for andre er lavere.

  • Et behandlingsforløb for børn strækker sig typisk over to til tre år. Børn reagerer generelt bedre på behandling end voksne, lige meget hvilken kræftsygdom der er tale om. Børnene behandles med operation, kemo- eller stråleterapi – ofte i kombination med hinanden. Derudover suppleres kræftbehandlingen af f.eks. blodtransfusioner og antibiotika.

  • Der er forskellige bi- og senfølgevirkninger ved behandling, som kan være mere eller mindre alvorlige. Det drejer sig bl.a. om svækket korttidshukommelse og indlæringsevne, nedsat syn, hørelse og funktionsevne på vitale indre organer, lever, lunger, nyre og hjerte m.v.

Fakta om organisationen Familier med kræftramte børn:

  • Familier med kræftramte børn er en selvstændig, landsdækkende organisation, der formidler personlig kontakt og støtte til familier med kræftramte børn og udbreder kendskabet til de vilkår, som børn og unge med kræft og deres familier lever under.

  • Familier med kræftramte børn afholder en række faglige, sociale og rekreative aktiviteter for børn og unge med kræft og deres familier samt arbejder for forbedringer i behandlingen af og omsorgen for børn og unge med kræft.

  • Familier med kræftramte børn driver et mindre ferie- og rekreationscenter, hvor familier med kræftramte børn og unge fra hele Danmark kan få et ophold.

  • Familier med kræftramte børn blev etableret i 1983 og har i dag over 2.000 familiemedlemmer, der alle repræsenterer en familie, som har eller har haft et kræftramt barn. Hertil kommer et større antal støttemedlemmer. Størstedelen af arbejdet i organisationen med gennemførelse af aktiviteter og arrangementer sker på frivillig og ulønnet basis

Information om Org. Familier med kræftramte børn

Org. Familier med kræftramte børn
Org. Familier med kræftramte børn
Århusvej 51
8643 Ans By

8694 6930http://www.fmkb.dk/

'Familier med kræftramte børn´ er en selvstændig, landsdækkende patientorganisation, der formidler personlig kontakt og støtte til familier med kræftramte børn og udbreder kendskabet til de vilkår, som børn og unge med kræft og deres familier lever under.

Følg pressemeddelelser fra Org. Familier med kræftramte børn

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Org. Familier med kræftramte børn

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye