Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen

INDRETNINGEN AF STORBYEN SKAL GENTÆNKES, OG PÅ AMAGER VIL DE VISE HVORDAN

Del
Visionen ”Fra Fælled Til Strand” viser, hvordan trafikkorridorer for bløde trafikanter kan være meget andet og mere end asfalt og grå fliser og gavne med både tryghed, biodiversitet og social sammenhængskraft. Det samlede projekt har en værdi af over 230 mio. kr.

Bilernes behov har sat deres præg på indretningen af Amager. Travle færdselsårer som Amagerbrogade, Ørestads Boulevard og Englandsvej løber fra nord til syd og lægger hver især dagligt asfalt til over 10.000 køretøjer. De markante trafikkorridorer opleves lokalt som grå, støjende, forurenende og hektiske byrum og hæmmer bløde trafikanters mobilitet på tværs af kvartererne. Og for de lokale beboere skaber de dermed store mentale afstande mellem de forskellige dele af Amager.

For at gøre op med problemerne og for at binde byen bedre sammen på tværs har en gruppe beboere i Sundby sammen med den lokale områdefornyelse i flere år arbejdet med visionen ”Fra Fælled til Strand”. Drømmen er at skabe et unikt grønt byrum på den tre kilometer lange strækning mellem Amager Fælled og Amager Strandpark, hvor de bløde trafikanter i høj grad er i centrum, og som binder skoler, institutioner, parker og kvarterer bedre sammen.

Visionen er blevet til på baggrund af bred borgerdialog, forskellige afprøvninger og en trafikanalyse, og det er på den baggrund, at Cobe Arkitekter har udarbejdet visionsplanen. Naturen skal være i fokus på strækningen, hvor grønne lommer, buske og træer skal tiltrække fugle og insekter og give en helt anden oplevelse af transport, end det ellers er tilfældet i hovedstaden i dag. Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) bakker op om de store planer:

- Det er på høje tid, at vi skaber byrum til fremtiden. De lokale sundbyborgere har i områdefornyelsen skabt en vision, som vi skal arbejde for at gøre til virkelighed. Vi skal prioritere mennesker og natur fremfor asfalt og biler. En grøn korridor fra Fælled til Strand kan blive et vigtigt element i realiseringen af vores nye biodiversitetsstrategi og samtidig give bedre muligheder for at cykle og gå på tværs af Amager. Vi skal turde at bryde med vanetænkning og i stedet skabe trafikårer, som taler ind i fremtiden i stedet for fortiden. De lokale sundbyborgere har det lange lys på, og det skal vi støtte, siger Line Barfod.

Det centrale greb er at opgradere og etablere nye cykelforbindelser og lade allerede eksisterende grønne arealer brede sig i gaderummene, hvilket indebærer en nytænkning af områdets mange rækker af parkerede biler. 


På en del af strækningen – ved den brede del af Peder Lykkes Vej – foreslås det, at fortidens meget brede vejareal gøres langt smallere for til gengæld at lade vejens grønne arealer brede sig. På den måde ville der skabes grønne kvadratmeter til at lege, mødes og leve til glæde for de mange beboere, der bor i nabolaget, og dermed indrettes byen til mennesker i stedet for biler. Andre steder på strækningen lægger visionen op til at omdanne parkeringspladser for at give bedre plads til cykelstier og mere grønt. Ved hver delstrækning af projektet er der altså et skarpt fokus på, hvordan man kan gentænke og transformere rummene fra at være grå flader til mere levedygtige kvadratmeter i fremtiden.

Fra Fælled Til Strand er et bud på, hvordan byudvikling i fremtiden kan være både grøn, social og tryghedsskabende for københavnerne, når der er fokus på at udvikle trygge trafikløsninger med et kraftigt grønt præg, som binder kvartererne bedre sammen og skaber mødesteder. Udover at blive en naturlig vej til skoler, institutioner og grønne byrum skal ruten også hjælpe til at styrke forbindelsen mellem de to naturområder og trækplastre Amager Fælled og Amager Strandpark. Forbindelsen kobler en lang række steder, brugere og kvarterer i en sammenhængende korridor, hvor veje og gader foreslås transformeret til et mere sammenhængende byrumsforløb, der prioriterer gående og cyklister over bilisme og øger adgang til grøn mobilitet til og fra området.

Det samlede projekt anslås ifølge rådgiver at koste 231,6 mio. kr. Det kan realiseres i etaper, og det kræver finansiering, hvis visionen skal blive til virkelighed. Midlerne kan både komme fra kommunale budgetter og fra fx fonde.

Fakta

Visionsoplægget for ’Sundby - fra fælled til strand’ er en del af kvarterplanen for Områdefornyelsen Sundby, der blev politisk godkendt i 2017.

Visionsplanen har inddelt den 3 km lange strækning fra fælled til strand i delstrækninger og giver et bud på, hvordan hver strækning kan udvikles i fremtiden med fokus på øget sikkerhed for de bløde trafikanter og øget begrønning.

Såfremt der findes finansiering til visionen, kan projektet realiseres over en årrække og i flere etaper.

Læs mere om og download visionsplanen her: https://express.adobe.com/page/DJYJfwIhpqQEN/

Udklip fra visionsplanen;

”Fælled til strand-forbindelsen kan i fremtiden samle Sundbys grønne byrum som perler på en snor. Fra fælleden til den summende Remisepark, igennem Englandsparkens dybe stille ro for siden at passere Amagerbrogades liv og mylder for at nå centrum af bydelen ved de grønne øer på Sundbyøster Plads. Østpå mod Filipsparken, der åbner sig ud mod Elbagade og giver mulighed for leg og en pause - inden Italiensvejs grønne strøg bringer én oplevelsesrigt og sikkert til stranden.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen

Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen
Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen
Københavns Rådhus, Rådhuspladsen 1
1550 København V

Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye