DGI

Ildsjæle i Kværkeby fordoblede midlerne til landsbyudvikling

Del
I Kværkeby løftede frivillige ildsjæle en kommunal bevilling til dobbelt størrelse. Det har styrket sammenholdet og foreningslivet i byen – og givet et udendørs aktivitetsområde.
Ildsjæle i Kværkeby har med vedholdenhed og hårdt arbejde sikret byen et flot udendørs aktivitetsområde. Foto: Henrik Larsen
Ildsjæle i Kværkeby har med vedholdenhed og hårdt arbejde sikret byen et flot udendørs aktivitetsområde. Foto: Henrik Larsen

"Hvis vi vil have noget, så må vi selv ordne det. Det er ikke noget, kommunen ordner for os. Det kan være træls altid at skulle tage initiativ selv, men det styrker også sammenholdet i sådan en lille by."

Jeanne Søndergaard Pedersen er klar i mælet, når hun sætter ord på den pionerånd, der har givet den midtsjællandske landsby Kværkeby et flot udendørs aktivitetsområde med nedgravede trampoliner, klatrevæg, fitnessredskaber, skaterrampe, volleyballbane og basketballbane.

Hun er den ene af to lokale tovholdere og ildsjæle på projektet, der tog mere end to et halvt år fra idéfase til indvielsen i april 2018 med festivitas og snoreklip af borgmesteren i Ringsted Kommune.

Aktivitetsområdet gør byen mere attraktiv

Kommunen bevilgede via Helhedsplanspuljen og Landsbyforum Ringsted 425.000 kroner til projektet, men sammen med sin makker mere end fordoblede Jeanne Søndergaard Pedersen den samlede projektsum til 949.000 kroner.

Lokale og Anlægsfonden, Nordea-fonden og Bjarne Jensen Fonden har været blandt de store bidragsydere, men Kværkeby Idrætsforening og KIF’s Venner har også spyttet 150.000 kroner i projektet, der er blevet et synligt bevis på sammenholdet og stædigheden i det lokalsamfund. Flere lokale sponsorer har også bakket op.

"Vi er nødt til selv at gøre noget for at skabe udvikling og for at fastholde folk i foreningslivet. Så folk har en grund til at blive boende i byen. Det gør også byen mere attraktiv for potentielle tilflyttere," mener Jeanne Søndergaard Pedersen.

Borgere og foreningsliv er en katalysator for udvikling

DGI Lokaludvikling har været sekretariat for Helhedsplanspuljen, og ifølge Carsten Blomberg, afdelingsleder for DGI Lokaludvikling, er kommunerne i stigende grad blevet opmærksomme på, at løsninger kan udvikles i et tættere samarbejde med borgerne.

”I Ringsted Kommune har de ganske rigtigt set, at borgerne og foreningslivet er en stor katalysator for den lokale udvikling. Borgerne og foreningslivet har fingeren på pulsen og ved, hvad der lokalt er brug for. Når borgerne er med til at finde lokale løsninger fremmer det glæden ved at bo i området, samarbejdet på tværs og det frivillige engagementet,” siger Carsten Blomberg.

Ringsted Kommune har i alt givet fire millioner kroner i perioden 2014-2017 til lokale projekter. Hertil har borgerne selv hentet yderligere knap otte millioner kroner fra fonde.

Ikke færdige endnu

Selvom Kværkeby nu har fået sit aktivitetsområde, så stopper lokaludviklingen ikke der. 

Successen med aktivitetsområdet har givet blod på tanden, og Jeanne Søndergaard Pedersen har sammen med frivillige kastet sig over at få opført en multibane til håndbold og fodbold i forlængelse af aktivitetsområdet. Den var på tegnebrættet fra begyndelsen, men blev skrinlagt på grund af økonomi.

"Vi har været vant til at kæmpe for alt. Det var det samme, da kommunen lukkede skolen, så lavede lokale kræfter bare en friskole. Det skaber en masse energi og motivation for at gøre det bedre hele tiden," siger hun.

Fakta: Lokaludvikling i Ringsted Kommune  

  • Ringsted Kommune har i årene 2014-2017 haft en Helhedsplanspulje på samlet fire mio. kr. til udvikling af landdistrikterne.
  • Kommunens ti lokalråd organiseret under Landsbyforum Ringsted, har hver udarbejdet en helhedsplan for den langsigtede og strategiske udvikling af deres lokalområde.
  • Lokalrådene har søgt om støtte til projekter på baggrund af deres egen helhedsplan.
  • I de fire år har der været i alt 44 projektansøgninger. 33 projekter har fået støtte. Otte har fået afslag og tre er trukket tilbage. 17 projekter er afsluttet og evalueret. 16 kører stadig.
  • Ud over støtten fra Helhedsplanspuljen har frivillige hentet næsten otte mio. kr. i ekstern støtte fra fonde og lokale indsamlinger.
  • Borgerne i lokalområderne har brugt mindst 6.431 frivillige timer på at realisere projekterne.
  • DGI Lokaludvikling har været sekretariat for samarbejdet i Helhedsplanspuljen og har lavet evaluering af samarbejdet. Byrådet i Ringsted Kommune har besluttet, at puljen på en million kroner om året fortsætter indtil videre.

Nøgleord

Kontakter

Carsten Blomberg, afdelingsleder for DGI Lokaludvikling
Tlf. 2991 1950
Mail: carsten.blomberg.hansen@dgi.dk

Billeder

Ildsjæle i Kværkeby har med vedholdenhed og hårdt arbejde sikret byen et flot udendørs aktivitetsområde. Foto: Henrik Larsen
Ildsjæle i Kværkeby har med vedholdenhed og hårdt arbejde sikret byen et flot udendørs aktivitetsområde. Foto: Henrik Larsen
Download

Links

Information om DGI

DGI
DGI
Vingsted Skovvej 1
7182 Bredsten

79 40 40 40https://www.dgi.dk/

DGI arbejder målrettet for at styrke motion og breddeidræt i Danmark. Vi tror på glæden ved idræt og på styrken i foreningsfællesskabet. DGI's 6300 foreninger har over 1,5 mio. medlemmer. 

Følg pressemeddelelser fra DGI

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DGI

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye