Aalborg Universitet

IBM-profil bliver ny innovationsdirektør på Aalborg Universitet

Del

Afdelingsdirektør i IBM Søren Damgaard bliver efter nytår øverste ansvarlige for Aalborg Universitets omfattende samarbejde med virksomheder og organisationer. Hans ambition er at øge og systematisere indsatsen på innovationsområdet.

Søren Damgaard, kommende innovationsdirektør på Aalborg Universitet (AAU)
Søren Damgaard, kommende innovationsdirektør på Aalborg Universitet (AAU)

Det er med 30 års erfaring fra it-branchen og stor indsigt i samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv, at 62-årige Søren Damgaard efter nytår tiltræder som ny innovationsdirektør på Aalborg Universitet (AAU). Søren Damgaard kommer fra en stilling som afdelingsdirektør hos it-giganten IBM, hvor han bl.a. har været ansvarlig for at outsource it-leverancer for nogle af koncernens største kunder.

Søren Damgaard har desuden en baggrund i forskningens verden. Han er uddannet lic.scient. i fysik fra Aarhus Universitet og har arbejdet en årrække hos forskningscentret CERN i Schweiz. Han har i en årrække været formand for it-branchens og ITEK’s (DI Digital) forsknings- og uddannelsesudvalg og har siden 2012 været medlem af Dansk Industris forskning- og uddannelsesudvalg.

I en årrække har han derudover været udpeget til flere programkomiteer under Det Strategiske Forskningsråd og Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd samt ministerudpeget formand for Naturvidenskabeligt Uddannelsesråd. Siden januar 2014 har han også været medlem af Akkrediteringsrådet.

Som ny innovationsdirektør bliver Søren Damgaard chef for en stærkt opprioriteret innovationsafdeling på AAU, hvor han får det øverste ansvar for universitetets omfattende innovationssamarbejde med virksomheder og organisationer. Afdelingen får på længere sigt til huse i det planlagte prestigebyggeri AAU Science and Innovation Hub, som A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har doneret 100 millioner kroner til.

Netop muligheden for at bruge sine mange års erfaring med innovation fra den private sektor til at gøre nytte i et større samfundsmæssigt perspektiv var blandt de faktorer, som motiverede Søren Damgaard til at søge stillingen som AAU’s innovationsdirektør.

- Jeg kender jo mekanismerne i samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv og ved, hvor faldgruberne ligger, og hvilke fejl man typisk begår. Samtidig har jeg stor erfaring med at bringe talenterne sammen og få dem til at arbejde. Det vil jeg gerne udnytte fra forskningens side af bordet, siger Søren Damgaard.

Han glæder sig til at arbejde sammen med AAU’s over 2.000 forskere og godt 20.000 studerende om at øge indsatsen på innovationsområdet.

- Der er jo en enorm talentmasse at trække på. Alene en brøkdel af dem vil kunne gøre en fantastisk forskel i en hvilken som helst større virksomhed. Hvis vi kan sætte innovationsarbejdet mere på formel – bl.a. ved at sætte nogle mål for indsatsen – kan vi få et endnu større udbytte ud af talenterne, siger Søren Damgaard.

Læs mere om Søren Damgaard og hans tanker om innovation på aau.dk

CV Søren Damgaard (resume)

2008 – 2016  Global Delivery Executive, IBM Global Technology Services

2004 – 2007  Project Executive, IBM Global Services

1999– 2004   Business Operations Manager, Paris, IBM EMEA

1997 – 1998  Afdelingsleder, IBM Software Manufacturing

1994 – 1996  Global Business Manager, Bruxelles , IBM EMEA

1992 – 1994  Uddannelseschef for IBM Danmark

1984 – 1991 Salgskonsulent, Marketing Manager og afdelingsleder, IBM Sales & Marketing

1983              Helsefysiker, Sundhedsstyrelsen

1978 – 1982  Forsker (fysiker), CERN og Aarhus Universitet

Nøgleord

Kontakter

Rektor Per Michael Johansen, tlf. 2778 7302, e-mail rektor@aau.dk

Kommende innovationsdirektør Søren Damgaard, tlf. 2880 4622

Billeder

Søren Damgaard, kommende innovationsdirektør på Aalborg Universitet (AAU)
Søren Damgaard, kommende innovationsdirektør på Aalborg Universitet (AAU)
Download

Links

Information om Aalborg Universitet

Aalborg Universitet
Aalborg Universitet
Fredrik Bajers Vej 5, Postboks 159
9100 Aalborg

9940 9940http://www.aau.dk/

Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum