I Aarhus og på Møn virker det: Nu skal frivillige hjælpe dansk turisme i hele landet

De bedste til at reklamere for Danmark som turistland er danskerne selv. Derfor skal tusinder af frivillige hænder i Aarhus nu hjælpe med at løfte og udvikle dansk turisme i tiden efter COVID-19.
Sådan lyder filosofien bag det ambitiøse turismeprojekt ”ASK ME”, som nu støttes med ca. 7,0 mio. kr. af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. I første omgang sættes der ind i Østjylland, og med tiden skal frivilligheden udvides og skabe resultater i turismeprojekter over hele landet.
Frivillighedsindsatsen blev opbygget i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus i 2017, og i dag tæller frivilligorganisationen ca. 2.200 ressourcestærke frivillige. De mange frivillige tog imod kulturhovedstadens gæster og er en af de vigtigste årsager til, at Aarhus siden har kunnet løfte store events som VM i sejlsport og The Tall Ships Race.
Pia Lange Christensen, direktør for destinationsselskabet VisitAarhus, som har udviklet projektet, udtaler:
”I Aarhus er det lokale engagement nerven i vores gæsteservice. Vores frivillige kan med deres lokale viden og store engagement give den bedste service til vores gæster, og på grund af dem kan vi skabe mere attraktive oplevelser og besøgsmål. Her under COVID-19 er der blevet endnu mere brug for synlige værter, der kan indgå tryghedsskabende dialoger med gæsterne. Jeg glæder mig derfor til at udvikle vores frivilligkoncept yderligere via ASK ME og til at give vores erfaringer videre til turismevirksomheder i hele landet”.
VisitAarhus har indgået partnerskab med Syddjurs, Randers og Aarhus Kommuner, hvor projektet først udrulles. En række centrale turismeaktører bakker op om frivillighedsindsatsen – bl.a. Aarhus Havn, Aarhus Airport, Nationalpark Mols Bjerge og Scandic Hotels. Og når ”ASK ME” senere skal udbredes nationalt, sker det i tæt samarbejde med VisitDenmark, Danske Destinationer og Dansk Kyst- og Naturturisme.
Bygger på dansk tradition
Efter 14 måneder i skyggen af COVID-19 står dansk turisme efter mange års fremgang midt i en alvorlig og længerevarende krise. Turisternes rejsemønstre har ændret sig, turismeerhvervets konkurrenceevne er svækket, særligt i de større byer, og beskæftigelsen inden for turismeerhvervet er faldende.
Derfor er Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart Kommune og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, begejstret for projektet:
”ASK ME” er et unikt og ambitiøst projekt, udviklet af en organisation, som har meget stor erfaring med at drive frivillige i turismeindsatsen. Projektet bygger på en dansk tradition for fællesskabsånd, tillid og frivillighed, og vi ser unikke muligheder for dansk turisme i det. ”ASK ME” taler direkte ind i vores ambitioner om, at Danmark skal være en sikker og nærværende turistdestination, hvor vi sammen med vores gæster skaber ægte og mangfoldige oplevelser af høj kvalitet – altid i øjenhøjde og tæt på.”
Frivillige værter på Møn
Frivillighed er også det bærende tema i projektet ”Autentisk lokalt værtskab på Sydsjælland & Møn”, som støttes med op til 1,25 mio. kr. Destinationsselskabet VisitSydsjælland-Møn vil med projektet udvikle en værtskabsuddannelse, som gennemføres for lokale værter i området.
Mikael Smed, borgmester i Vordingborg Kommune, er glad for støtten til Sydsjælland-Møn, der rummer turistattraktioner som Dark Sky, Camønoen og Møn UNESCO Biosfære:
”Efter et år med aflysninger er der brug for at udvikle events og oplevelser til turisterne, og heri indgår værter med lokalkendskab og et personligt engagement i lokalområdet. Turismen på Sydsjælland og Møn i forvejen er kendt for lokale ildsjæles sammenhold og drivkraft, og vi venter os meget af projektet, fordi vi kan se, at den lokale forankring skaber kvalitet for turisterne. De frivillige er med til at sætte vores område på landkortet, og det er et vigtigt stykke arbejde, de udfører.”
Også erhvervsminister Simon Kollerup roser de iderige og innovative projekter:
”Danmark er et dejligt ferieland, og det er positivt med så mange gode og fælles projekter, som styrker og udvikler dansk turisme. Vi har mere end nogensinde brug for, at alle gode kræfter arbejder sammen, så vi også efter corona-krisen har nogle stærke turismevirksomheder, som både danske og udenlandske turister kan nyde godt af.”
Fakta om turismeindsatsen
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har på sit møde den 21. april 2021 besluttet at uddele i alt 60,6 mio. kr. til lokale og tværgående turismeprojekter i 2021. Der er kommet 24 ansøgninger, og 17 projekter får nu støtte, finansieret af de decentrale erhvervsfremmemidler.
Turisme er et centralt fokusområde for bestyrelsen: I 2020 blev 63 mio. kr. udmøntet til turismeinitiativer, og i 2020 blev i alt 225 mio. kr. udmøntet i omstillingspuljen, der har turisme- og oplevelseserhvervet som en central målgruppe.
Desuden har bestyrelsen i 2019 og 2020 medfinansieret konsolideringen af Danmarks destinationsselskaber. Denne proces er nu afsluttet med 19 tværkommunale destinationsselskaber, der dækker 90 kommuner. Selskaberne har ansvaret for destinationsudviklingen i de respektive områder.
Nøgleord
Kontakter
Kontakt os, hvis du vil vide mere om de støttede projekter og bestyrelsens turismepulje:
Rikke Angel, kommunikationskonsulent, tlf. 35 29 17 89 og rikang@erst.dk
Billeder

Information om Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Vejlsøvej 29
8600 Silkeborg
3529 1700https://erhvervsfremmebestyrelsen.dk/
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse skal bidrage til at styrke udviklingen i dansk erhvervsliv. Det sker ved at fremme en sammenhængende, efterspørgselsdrevet og lokalt forankret erhvervsfremme- og turismeindsats for virksomheder på tværs af hele Danmark.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse igangsætter og finansierer decentrale erhvervsfremmeindsatser, der tager højde for forskelle i de regionale og lokale erhvervsmæssige udfordringer, muligheder og prioriteter.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Danske virksomheder er mere produktive end virksomheder i vores nabolande: ”Vi deler aktuelt data”30.6.2025 14:06:24 CEST | Pressemeddelelse
Det går godt for små og mellemstore virksomheder i Danmark, mens europæiske virksomheders konkurrenceevne generelt er udfordret. Herhjemme ligger produktiviteten mellem fem og 20 procent højere end i vores nabolande. Det glæder forperson i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Christian Motzfeldt, da det er, hvad bestyrelsen er sat i verden for at fremme – og pointerer, at de også spørger virksomhederne selv, hvordan det går. Aktuelle data, han nu vil dele.
Vækstiværksættere fra Brande: ”Iværksætterforløbet er en af hovedårsagerne til, at vi er her i dag”23.6.2025 12:10:53 CEST | Pressemeddelelse
3DCP Group er i gang med at opføre 36 studieboliger i Holstebro. Nok ikke en nyhed, der for alvor ville trække overskrifter, hvis ikke det var fordi, at det er Europas indtil videre største 3D-printede byggeri. Med et kæmpe drive, tårnhøje ambitioner og hjælp fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses iværksætterindsats er de unge iværksættere bag den bare fire år gamle virksomhed i fuld gang med at skabe nye standarder for byggebranchen.
Eksportsamarbejde har åbnet døren til det tyske marked20.6.2025 09:31:11 CEST | Pressemeddelelse
Esbjerg-virksomheden Dansk Scanning A/S har fået hjælp til at realisere det store potentiale, som virksomheden havde identificeret syd for grænsen. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses eksportindsats åbnede for et eksportsamarbejde med det lokale erhvervshus, og det betød, at Dansk Scanning kunne få rådgivningsassistance i forbindelse med markedsafsøgning og deltagelse i udbud i Tyskland – og effekten har været tydelig.
Styrket indsats for danske iværksættere med vækstpotentiale18.6.2025 12:54:08 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse investerer 113 mio. kr. i at få flere vækstiværksættere i Danmark og i bedre betingelser for, at nye virksomheder kan vokse sig stærke og konkurrencedygtige.
Målrettede indsatser skal løfte tusindvis af SMV'er17.6.2025 12:51:48 CEST | Pressemeddelelse
Mere end 300 mio. kr. annoncerer Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse til at styrke danske SMV’ers robusthed og omstillingsevne i en hastigt foranderlig verden. Ved at samle og forenkle en række behovsdrevne tilbud er målsætningen at løfte det brede SMV-segments produktivitet, omsætning, eksport og bæredygtighed.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum