L&F

Hvor kommer maden fra?

Del

Hældes mælken fra koens patter direkte ned i mælkekartonen? Hvor på grisen sidder flæskestegen? Og får får får? Få svarene og stil dine egne spørgsmål, når hele Danmarks spisekammer åbner stalddørene til Åbent Landbrug den 18. september. Landmænd over hele landet tager imod børn og voksne, der gerne vil vide mere om, hvor maden kommer fra

Vil du se, hvor din bøf, mælken og den sprøde bacon kommer fra, inden det havner på supermarkedets køledisk? Så har du muligheden søndag den 18. september, hvor 50 danske landmænd byder interesserede helt ind i stalden og med ud på marken.

Åbent Landbrug er en enestående lejlighed for både børn og voksne til at blive klogere på, hvor og hvordan dyrene på landet lever, hvordan afgrøderne på markerne kommer ind i laden sidst på sommeren, og hvordan maden ser ud, inden den havner på spisebordet.

- Vi er stolte af vores gårde, den moderne produktion og de fødevarer af høj kvalitet, der kommer derfra. Derfor viser vi gerne vores landbrug frem for de danskere, som vil have en god oplevelse og blive klogere på, hvor deres mad kommer fra. Ved at åbne stalddørene håber vi på at skabe dialog mellem land og by, så vi kan komme tættere på de danskere, der hver dag køber de fødevarer, som vi producerer, siger formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.

Besøget ved Åbent Landbrug er et blik ind i en moderne fødevareproduktion, hvor teknologi og robotter er en del af landmandens hverdag til gavn for både dyrevelfærden og fødevaresikkerheden.

- Danskerne har ikke den samme nære og familiære relation til erhvervet som tidligere. Men de vil gerne vide, hvor maden kommer fra. Åbent Landbrug giver mulighed for at komme tæt på produktionen, dyrene og menneskene bag, siger Jan Morre Christensen, projektleder på Åbent Landbrug.

Og der er rig mulighed for at opleve køer, kalve, grise, kødkvæg, får, høns samt frugt- og grøntsagsproduktion, når landmænd over hele landet søndag den 18. september åbner dørene kl. 10-16. Alle er velkomne, og det er gratis.

Allerede nu kan du på www.aabentlandbrug.dk finde oplysninger og detaljer om de gårde, der åbner stalddøren i forbindelse med Åbent Landbrug.

Følg også Åbent Landbrug på facebook.com/aabentlandbrug

Åbent Landbrug koordineres af Landbrug & Fødevarer i samarbejde med landbo-, familielandbrugs- og fællesforeningerne, Arla, Mammen Mejerierne, Them Andelsmejeri, Bornholms Andelsmejeri, Danish Crown, Tican, SB Pork, Hjalmar Nielsen, Hedegaard, Gasa Nord Grønt og Dansk Gartneri. I 2015 slog Åbent Landbrug rekord med 118.156 besøgende.

Yderligere info via Mille Marie Christensen, pressekonsulent i Landbrug & Fødevarer, mobil: 6170 2047, mail: mic@lf.dk

Information om L&F

L&F
L&F
Axeltorv 3, 1. sal
1609 København V

3339 4000http://www.lf.dk/
Landbrug & Fødevarer er erhvervsorganisation for landbruget, fødevare- og agroindustrien. Med en eksport på 156 milliarder kroner årligt og med 169.000 beskæftigede repræsenterer vi et af Danmarks vigtigste eksporterhverv. Ved at nytænke og synliggøre erhvervets bidrag til samfundet sikrer vi vores medlemmer en stærk placering i Danmark og globalt.

Følg pressemeddelelser fra L&F

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra L&F

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum