Hvert tredje barn med særlige behov har sjældent eller aldrig lyst til at komme i skole
I 2012 kom lovændringen om inklusion med hensigten om, at flere børn skulle være en del af folkeskolen. Elevernes faglighed skulle løftes, og trivslen fastholdes.
Det er dog langt fra alle børn, der er i trivsel, viser en ny analyse fra Børns Vilkår. Analysen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse gennemført i 2021 blandt 2.672 børn i 4. og 7. klasse og data fra BørneTelefonen. Begrebet ’børn med særlige behov’ dækker over børn, som selv har angivet, at de har en eller flere af følgende diagnoser: ADHD/ADD, angst, autisme, depression og OCD.
Undersøgelsen viser, at omkring hvert tredje barn med særlige behov sjældent eller aldrig har lyst til at gå i skole - dette gælder for 12 pct. af børnene uden særlige behov. 43 pct. af børnene med særlige behov svarer også, at de altid eller for det meste er bange for at blive til grin i skolen, mens 21 pct. svarer, at de sjældent eller aldrig lykkes med at lære dét, de gerne vil i skolen. Blandt børnene uden særlige behov svarer hhv. 20 pct. og 8 pct. det samme.
”Når et barn ikke trives i skolen, kan det hurtigt komme til at handle om, hvad ’barnets problem’ er. Man kan være optaget af, hvordan barnet kan komme til at passe ind i skolen – i stedet for at se på, hvordan skolen kan tilpasses barnet. Man taler om problembørn og inklusionsbørn og får det derigennem til at handle om barnet. Vi er nødt til at gøre op med de individrettede forståelser af inklusion og sikre, at blikket også rettes mod de fællesskaber og sammenhænge, barnet indgår i. Vores undersøgelse fortæller meget tydeligt og med børnenes egne ord, hvor svært det er at gå i skole, når skolen ikke er indrettet til at rumme alle børn,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
Mere fravær og flere sociale udfordringer
Hvert tredje barn med særlige behov svarer, at de på grund af deres diagnose nogle gange ikke kan deltage i undervisningen. 30 pct. af børnene med særlige behov spørger mindst et par gange om måneden de voksne derhjemme, om de må slippe for at tage i skole, selvom de ikke er syge, mens andelen er halvt så stor (14 pct.) hos børnene uden særlige behov.
“Det betyder altså, at hvert tredje barn med særlige behov oplever, at fordi de har de behov, de har, så kan de ikke i samme grad som deres klassekammerater deltage i undervisningen. Det er jo det helt modsatte af formålet med inklusion?” siger Rasmus Kjeldahl.
Tallene peger også på, at en del af børnene med særlige behov kæmper med forskellige psykiske og sociale udfordringer og har fysiske symptomer på mistrivsel. 36 pct. har lav livstilfredshed og 28 pct. lavt selvværd. Blandt børnene uden særlige behov gælder det samme for hhv. 12 og 10 pct. Ligeledes svarer 22 pct. af børnene med særlige behov, at de føler sig ensomme, mens dette gælder for 6 pct. af den øvrige børnegruppe.
”Det er helt afgørende, at skolerne får de nødvendige kompetencer og rammer, så alle børn kan deltage ligeværdigt i undervisningen og skolens sociale liv. Skolerne skal have mulighed for tidligt og systematisk at handle på mistrivsel, og kommunerne skal sikre, at skolerne kan få konkret rådgivning på opgaven. Og det kan ikke vente – tid er en afgørende faktor for alle børn, der mistrives, ikke mindst hvis vi vil forebygge højt skolefravær,” siger Rasmus Kjeldahl.
Om undersøgelsen
I perioden 20. maj til 25. juni 2021 har 2.672 elever i 4. og 7. klasse besvaret et elektronisk spørgeskema udsendt af Børns Vilkår. Børnene, som har besvaret spørgeskemaet, er en del af Børns Vilkårs seneste børnepanel, som består af skoleklasser i hele landet. Det seneste panel er etableret i efteråret 2020 gennem en stratificeret udvælgelse, som sikrer repræsentivitet på skoleniveau på forskellige parametre, for eksempel skolestørrelse og elevsammensætning. Samlet set er elevbesvarelserne i skolepanelet repræsentative på køn og delvist på region (Sjælland og Midtjylland) samt for gruppen af indvandrere.
Kontakter
Pressetelefon
Tlf:20204459Billeder
Information om Børns Vilkår
Følg pressemeddelelser fra Børns Vilkår
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Børns Vilkår
Børns Vilkårs Landsindsamling slår endnu engang rekord: 16 mio. kr. på vej til BørneTelefonen og HØRT5.4.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det rekordhøje beløb går til at drive og udvikle Børns Vilkårs rådgivningslinjer BørneTelefonen og HØRT, så der altid sidder en voksen klar, når børn og unge har brug for det – også om natten.
Rekordmange samler ind til Børns Vilkår i dag17.3.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Børns Vilkår afholder i dag landsindsamling med det højeste antal tilmeldte indsamlere nogensinde. Pengene går til at sikre, at børn og unge kan komme igennem til BørneTelefonen og ungerådgivningen HØRT, når de har brug for det.
Børns Vilkår: Anbringelsessteder kan gøre børn og unge så utrygge, at de stikker af27.2.2024 05:00:00 CET | Pressemeddelelse
Når børn og unge stikker af fra deres anbringelsessted, kan det bunde i følelsen af at være utryg, ensom og ligegyldig. De stikker af som sidste udvej, når de oplever, at voksne gang på gang ikke lytter og inddrager dem i, hvor de skal bo. Det fortæller anbragte børn og unge i ny analyse af Børns Vilkår.
To år med krig i Ukraine: Angst, stress og trivsel i skolen fylder hos børn og unge på BørneTelefonens ukrainske rådgivningslinje23.2.2024 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
På knap to år har BørneTelefonens ukrainske rådgivningslinje hos Børns Vilkår haft 870 rådgivningssamtaler med ukrainske børn og unge om det, der fylder hos dem efter ankomsten til Danmark.
Ny undersøgelse: Skoleelever har det dårligere med sig selv og er mindre fysisk aktive, når de rammer udskolingen8.2.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Børn og unge på de ældste klassetrin har dårligere livskvalitet end deres yngre skolekammerater – det gælder især for pigerne. I udskolingen er det mere end hver femte pige, der ikke er glad for, hvem hun er. Det viser en ny undersøgelse fra Børns Vilkår og Ole Kirk’s Fond, der udkommer i dag.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum