Eva - Danmarks Evalueringsinstitut

Hver fjerde kvindelige studerende frygter grænseoverskridende studiestart

Del

Hver fjerde kvindelige nye studerende frygter, at der i studiestarten vil være sociale aktiviteter, som de opfatter som grænseoverskridende, mens det kun gælder hver tiende mandlige studerende. Det viser undersøgelse fra EVA.

Nye studerende myldrer i denne tid ind på de videregående uddannelser, men for hver fjerde af de nye kvindelige studerende er det med en frygt for, at der i studiestarten vil være grænseoverskridende sociale aktiviteter.

I alt er det 24 procent af de kvindelige studerende, der frygter at opleve de sociale aktiviteter i studiestarten som grænseoverskridende, mens det gælder 11 procent af de nye mandlige studerende. Det viser en ny EVA-undersøgelse blandt mere end 20.000 nye studerende på videregående uddannelser. Her fremgår det også, at langt de fleste nye studerende ser studiet som en vej til nye venskaber. Således svarer 74 procent, at de synes, det er vigtigt at få venner på studiet.

”Langt de fleste studerende glæder sig til det sociale liv på studiet, og vil gerne have nye venner, men for nogle er studiestarten også forbundet med en frygt for, at man vil få sine grænser overskredet. Vi ved, at det for nogle kan være grænseoverskridende at være sammen med mange nye mennesker på en gang, og nogle frygter grænseoverskridende aktiviteter i studiestartsforløbene. Der er også dem, der måske frygter festerne med de store mængder alkohol og måske risiko for seksuelle krænkelser” siger Andreas Pihl Kjærsgård.

Ud over kvindelige studerende, er det især studerende med lav trivsel, der frygter, at studiestartens aktiviteter bliver grænseoverskridende. Blandt disse studerende, der scorer lavt på WHO’s trivselsskala, er det hele 39 procent, der frygter grænseoverskridende aktiviteter.

Forskellige typer studerende

Den aktuelle undersøgelse er en udbygning af en kvalitativ undersøgelse fra 2021, der viste, at de nye studerende kan deles ind i fire arketyper, som både har forskellige forventninger til studiestarten, og deltager i sociale og faglige fællesskaber på forskellig vis. Mens nogle kaster sig ud i introaktiviteter og sætter gang i festen, så bliver andre nervøse ved tanken om sociale arrangementer. De fire studerende bliver beskrevet som Den eftertænksomme studerende, Den sociale netværker, Den faglige netværker og Initiativtageren.

”De forskellige typer studerende har selvfølgelig forskellige behov, også i studiestarten. Det er vigtigt, at uddannelsesinstitutionerne tilrettelægger studiestarten, så der også er muligheder for at være med, for de kommende studerende, der ikke er til store forsamlinger, fester og meget alkohol. Det er centralt, at de også får en god studiestart, for vi ved det betyder meget for at fastholde dem på studiet. De studerende er forskellige: Nogle vil helst lære de andre at kende gennem faglige aktiviteter, mens andre gerne selv vil være med til at sætte sociale aktiviteter i gang,” siger Andreas Pihl Kjærsgård.

I den nye EVA-undersøgelse svarer hver fjerde, at de gerne vil være med til at sociale aktiviteter i gang på uddannelsen. Det gælder især på de kunstneriske uddannelser, hvor 39 procent gerne vil være med. I alt er det 17 procent af de nye studerende, der foretrækker at lære nye medstuderende at kende ved at lave noget fagligt frem for socialt. Det er især udbredt blandt kommende studerende på 26 år eller derover.

Resultater fra undersøgelsen

  • 24% af kommende kvindelige studerende frygter at opleve de sociale aktiviteter i studiestarten som grænseoverskridende. Det gælder 10 % af de kommende mandlige studerende og 18 % i alt. Frygten er også særligt udbredt blandt kommende studerende med lav trivsel (39%) samt kommende kvindelige studerende (24 %).
  • Tre ud af fire (74 %) synes det er vigtigt at få venner på studiet.
  • En fjerdedel (25 %) vil gerne være med til at sætte sociale aktiviteter i gang på uddannelsen. Det især på de kunstneriske uddannelser (39 %), og blandt kommende studerende uden risiko for mistrivsel (27 %).
  • Knap en femtedel (17 %) foretrækker at lære nye medstuderende at kende ved at lave noget fagligt frem for socialt. Det gælder især kommende studerende på 26 år eller derover (29 %).

Om undersøgelsen

Analysen bygger på spørgeskemadata fra EVA’s forløbsundersøgelse på de videregående uddannelser samt data fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT). Data i dette notat blev indsamlet blandt kommende studerende i august 2021, dvs. umiddelbart inden studiestart. Der er svar fra 20.127 respondenter, som er vægtede, så undersøgelsespopulationen afspejler den samlede population af kommende studerende bedst muligt

Nøgleord

Kontakter

Rasmus Giese JakobsenKommunikationskonsulentDanmarks Evalueringsinstitut

Tlf:51208172rgj@eva.dk

Links

Information om Eva - Danmarks Evalueringsinstitut

Eva - Danmarks Evalueringsinstitut
Eva - Danmarks Evalueringsinstitut
Tidemansvej 1
4300 Holbæk

35 55 01 01http://www.eva.dk/

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) gør uddannelser og dagtilbud bedre - gennem evalueringer, analyser og redskaber, som bidrager til at udvikle kvalitet. Vores viden bruges på alle niveauer - fra institutioner og skoler til kommuner og ministerier.

Følg pressemeddelelser fra Eva - Danmarks Evalueringsinstitut

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Eva - Danmarks Evalueringsinstitut

Tidlig SFO betyder skoleforberedelse for flere og flere børn allerede som 4-årige17.2.2022 06:00:00 CET | Pressemeddelelse

En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, viser at flere og flere kommuner benytter sig af tidlig SFO. Det betyder, at børn i en stadigt tidligere alder skal forholde sig til skolen igennem skoleforberedende aktiviteter i børnehaven. Men vi mangler viden om, hvordan de skoleforberedende aktiviteter tilrettelægges, og hvad det tidlige stop i børnehaven betyder for børnenes trivsel og udvikling.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum