Deloitte

Hver femte har stjålet eller snydt på jobbet

Del

Danskerne vilde med at småsvindle

Thomas Brun
Thomas Brun

København, 6. juni 2016

Snyd med timesedlen. Et par flasker rødvin under bordet. Varer til privatforbrug og en klipsemaskine i lommen. Danskerne er flittige til at omgås reglerne på jobbet, viser en ny undersøgelse fra Deloitte. Her indrømmer hele 20 pct., at de har snydt på vægten inden for de seneste to år. Selv små sager kan gøre skade på arbejdspladsens renomme, advarer ekspert.

- Det er heldigvis sjældent, at danske medarbejdere laver større svindelnumre for egen vindings skyld. Til gengæld er der rigtig mange, der snyder i det små. Man synes nok, at det ikke er så slemt, når det drejer sig om mindre beløb, eller når det bare er bittesmå uregelmæssigheder med udlæg og løn, siger partner i Deloitte Thomas Brun, der rådgiver virksomheder om krisehåndtering.

Særligt uretmæssige gaver givet til leverandører og kunder er noget, der forekommer på flere arbejdspladser. Samtidig er varekøb gennem virksomheden også en kilde til snyd.

- For nogle medarbejdere er det fristende at bestille varer til arbejdspladsen, som i virkeligheden skal bruges privat. Endelig er der også en del medarbejdere, der propper ting i tasken, der ikke burde være der. Det er alt fra virksomhedens egne varer til kontorartikler, it-udstyr, potteplanter, te og kaffe samt i nogle ganske få tilfælde også kontanter, siger Thomas Brun.

Ifølge Thomas Brun er danskerne meget pragmatiske, når det gælder svindel i det små. Alligevel er der god grund til at passe på:

- For det første kan man naturligvis blive opdaget, hvilket typisk vil føre til, at man mister sit job. Man risikerer dog også at gøre skade på organisationens renomme, hvis svindlen sker på mere systematisk vis. Den skandinaviske kultur er jo kendetegnet af en høj grad af tillid, men det tager lang tid at genoprette tilliden, hvis den først bliver brudt.

Thomas Brun opfordrer derfor arbejdspladserne til at kommunikere klart til medarbejderne om både regler og etik:

- Medarbejderne skal vide, at de er arbejdspladsens repræsentanter i alt, hvad de gør, og at deres handlinger altid har konsekvenser. Derfor er det vigtigt at have en løbende dialog om etik kombineret med gode opdagende interne kontroller. Det er den bedste metode til at undgå snyd, siger han.

Fakta:

Så mange danske medarbejdere indrømmer at have snydt på jobbet:

15 pct. har taget kontorartikler fra arbejdspladsen

4 pct. har taget varer fra arbejdspladsen

2 pct. har givet eller modtaget gaver uretmæssigt fra kunder eller leverandører

2 pct. har snydt med timesedler, overarbejde eller ferie

1 pct. har snydt med kørepenge

1 pct. har bestilt varer til privatforbrug, som arbejdspladsen betalte

1 pct. har givet rabatter til kunder, de ikke havde mandat til at give

Mindre end 1 pct. har taget penge fra arbejdspladsen

Mindre end 1 pct. har givet bestikkelse til myndigheder

80 pct. af danskerne siger, at de ikke har snydt.

Tallene er baseret på i alt 1165 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.

Nøgleord

Kontakter

Thomas Brun
Tlf. +45 30 93 65 71
tbrun@deloitte.dk

Billeder

Thomas Brun
Thomas Brun
Download

Information om Deloitte

Deloitte
Deloitte
Weidekampsgade 6
2300 København S

http://www2.deloitte.com/dk/da.html

Thomas Brun er leder af Deloitte Enterprise Risk Services.

Mød hele Deloittes panel af eksperter på twitter.com/pressepanelet samt på pressepanelet.dk

Følg pressemeddelelser fra Deloitte

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Deloitte

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum