Danmarks Statistik

Hver femte er digitalt udfordret

Del

10 pct. af befolkningen vurderer selv, at de ikke har digitale kompetencer til at begå sig på internettet, mens 13 pct. ikke ved, hvordan man installerer en app, viser ny publikation.

18 pct. af de 15-89-årige, svarende til næsten 900.000 personer, er digitalt udfordrede. Det viser resultater i den nye publikation ’It-anvendelse i befolkningen’ fra Danmarks Statistik. ”Digitalt udfordrede” er i denne undersøgelse defineret som personer, der enten selv vurderer, at de slet ikke eller kun i mindre grad er rustet til at bruge internettet med deres nuværende digitale færdigheder, eller personer der ikke ved, hvordan man installerer en app.

Andelen af udfordrede personer stiger med alderen og er lavest blandt personer under 45 år. Det er især de ældre aldersgrupper, der har svært ved at navigere på internettet samt at installere apps. For 75-79-årige er det halvdelen, der er digitalt udfordret, mens det for 80-årige og op gør sig gældende for mindst tre ud af fire personer.

”De yngre aldersgrupper har haft computere, mobiltelefoner, tablets og spillekonsoller til rådighed fra en tidlig alder og er derfor naturligt bedre til at begå sig digitalt end ældre aldersgrupper, der først har stiftet bekendtskab med digitale løsninger i en moden eller sen alder,” siger Agnes Tassy, chefkonsulent i Danmarks Statistik.

Tre fjerdedele af gruppen af digitalt udfordrede ved ikke, hvordan man installerer en app, og 70 pct. vurderer slet ikke eller kun i mindre grad at være rustet til at bruge internettet. Omkring halvdelen af gruppen vurderer, at de ikke har de nødvendige kompetencer til at være på nettet, samtidig med at de ikke ved, hvordan man installerer en app på en tablet eller en smartphone.

Læs mere om befolkningens brug af it i publikationen ’It-anvendelse i befolkningen’. Heraf fremgår det bl.a. også, at:

• 1,8 millioner borgere anvender ’smart home’-produkter i 2022. Det svarer til 42 pct. af de 16-74 årige.

• 98 pct. bruger kontantløse betalinger i 2022. Kortbetaling er mest udbredt med 97 pct. Den næstmest udbredte betalingsmåde er mobilbetaling med 84 pct. og 62 pct. betaler stadig med fysiske mønter og sedler en gang imellem. 

• 85 pct. af de 16-74-årige bruger sociale medier, en stigning fra 55 pct. i 2011.

Kontakter

Har du spørgsmål til tallene i publikationen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent i Danmarks Statistik Agnes Tassy på ata@dst.dk eller tlf. 3917 3144.

Danmarks Statistik

Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Statistik

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Statistik

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye