HK Danmark

Husk de privatansatte, når der tales whistleblowerordninger!

Del
Lastbiler med farligt gods uden sikkerhedsgodkendelser, udbredt moms – og skattesnyd, potentielt socialt bedrageri og svindel med miljøprøver. Privatansatte HK’ere sidder ofte i nøgleroller i virksomheden med indsigt i fx økonomi, personaleforhold og godkendelsesprocedurer. Men muligheden for at handle på denne viden er for privatansatte i dag desværre voldsomt begrænset.

I disse timer holder regeringen en konference på Christiansborg, hvor man drøfter whistleblowerordninger for offentligt ansatte. Lars Løkke Rasmussen, Søren Pape Poulsen og Anders Samuelsen varsler i en fælles kronik i dagens Berlingske, at man allerede per 1. marts vil oprette en digital løsning, hvor man anonymt kan tippe om uregelmæssigheder og ulovligheder. Målet er, at undgå sager som Tibet-sagen og Britta-sagen. Men behovet for en whistleblowerordning, og ikke mindst en bedre ansættelsesretlig beskyttelse, begrænser sig bestemt ikke til det statslige område:

”Ud over den finansielle sektor, så er der i dag ingen lovregulerede whistleblowerordninger for ganske almindelige lønmodtagere, der bliver opmærksomme på kritisable eller ligefrem kriminelle forhold på deres arbejdspladser. Samtidig kan vi også se, at de medarbejdere, der gør det, de bør gøre, og går til virksomhedens ledelse med bekymringer og observationer, risikerer at blive mødt med alt fra irritation og hovedrysten til trusler og chikane. Det vil sige, at den enkelte medarbejder skal lide dobbelt under dels at kende til potentielle ulovligheder, og dels at gå på arbejde hver dag med en knude i maven over, hvad ledelsen kan finde på. Og det er altså ikke en situation, vi kan være bekendt i 2019!” siger Simon Tøgern, formand i HK/Privat, og fortsætter:

”Flere og flere statslige opgaver bliver desuden lagt ud til private firmaer, og her kan en mistanke om misbrug af virksomhedens penge eller forsømmelse af fx plejeopgaver, altså ikke bare ligge og putte internt, fordi hensynet til ledelsesret og loyalitet vejer tungere end samfundets interesser og det fælles bedste.”

Knap hvert 6. medlem har oplevet kritisable og/eller kriminelle forhold
Knap hvert 6. medlem af HK/Privat svarer i en undersøgelse udarbejdet af Epinion fra september, at de har haft kendskab til kritisable og/eller kriminelle forhold på deres nuværende eller tidligere arbejdsplads. Ligesom næsten hvert 5. medlem har haft på fornemmelsen, at en eller flere kolleger eller chefer har haft et uhensigtsmæssigt forbrug af virksomhedens penge. Analysebureauet Epinion har lavet undersøgelsen for HK/Privat blandt 2.059 medlemmer.

Desværre har de menige medarbejdere ofte ingen steder at gå hen med mistanker – og konsekvenserne ved at tage det op internt er altså alt fra chikane til en fremprovokeret opsigelse eller ligefrem en fyreseddel.

HK/Privat arbejder derfor netop nu på at få skitseret en lovpligtig whistleblowerordning for private virksomheder, hvor der tages hensyn til netop beskyttelse af den enkelte medarbejder i form af mulighed for anonymitet, rådgivning i forbindelse med mistanke om ulovligheder samt eventuel kompensation. EU er nemlig på vej med et direktiv, som gør det til et lovkrav, at blandt andet alle virksomheder med mindst 50 ansatte skal oprette en whistleblowerordning, som beskytter ansatte mod ansættelsesretslige repressalier.

”Jeg har da også meddelt justitsminister Søren Pape Poulsen, at der er kaffe på kanden hos os, så vi kan få drøftet mulighederne på det danske arbejdsmarked, hvor også ansatte på mindre virksomheder kan have et behov for beskyttelse – og det gerne inden, at EU overhaler os indenom ”afslutter Simon Tøgern.

Nøgleord

Kontakter

Simon Tøgern, formand HK/Privat, simon.toegern@hk.dk, 50 90 96 42
Tina Mellergaard, journalist i HK/Privat, tina.mellergaard@hk.dk, 42 72 23 78

Information om HK Danmark

HK Danmark
Weidekampsgade 8
2300 København C

70 11 45 45http://www.hk.dk/

Følg pressemeddelelser fra HK Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HK Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye