Danske Andelskassers Bank A/S

HTX-elever på EUC Syd lærte om innovation og iværksætteri

Del
En undervisningsdag med innovation, produktudvikling og gode idéer i centrum løb af stablen på EUC Syd tirsdag den 5. december. Nu deltager 57 HTX-elever i Andelskassens innovationskonkurrence ”Fremtiden Spirer”.

Hvordan får man en rigtig god idé? Og hvad skal der til, for at den idé bliver en blomstrende virksomhed, der skaber vækst og arbejdspladser i lokalområdet?

Disse spørgsmål var i fokus på EUC Syd tirsdag den 5. december, hvor skolens 1.z og 1.xy fra Teknologilinjen samt anden og tredje års elever fra valget innovation deltog i innovationskonkurrencen ”Fremtiden Spirer”, som Andelskassen står bag og afholder for tredje år i træk.

Inspiration fra en idérig iværksætter
Dagen blev indledt med et underholdende og inspirerende oplæg af den lokale iværksætter Jesper Kock, der sammen med forretningspartneren Sune Axelsen står bag Det Sønderjyske Køkken. Jesper fortalte om medgang og modgang som iværksætter og om sin spændende rejse fra gymnasieelev og sidenhen studerende til kokkeelev på Restaurant Bind og den tostjernede Michelin-restaurant Alter Meierhof for til slut at kaste sig over ”Jespers Kockkerier” og ”Københavns Madhus” – og i dag er han altså medindehaver af Det Sønderjyske Køkken.

Derudover er Jesper Kock medlem af Sønderborg Byråd siden 2005, så ingen af tilhørerne kunne efter oplægget være det mindste i tvivl om, at der her var tale om en iværksætter med mange jern i ilden og fuld fart frem. Formålet med Jesper Kocks besøg var at inspirere eleverne – og det lykkedes fuldt ud.

Gode idéer bliver til film
Som næste punkt på undervisningsdagen skulle eleverne i gang med selv at generere idéer og omsætte dem til konkrete projekter. Her var det underviser Rune Schou fra VIA Center for Undervisningsmidler, der hjalp eleverne gennem processen og præsenterede dem for en række værktøjer, der kan lette den kreative proces og sætte gang i idéerne. På undervisningsdagen deltog også filialdirektør i Andelskassen i Sønderborg og Augustenborg, Helle Brodersen, samt Camilla Arp og Nana Brink Thomsen, der underviser i hhv. teknologi og innovation på EUC Syd.

Eleverne arbejdede resten af dagen i grupper med at udvikle og konkretiserer deres idéer. Dette arbejde fortsætter i den kommende tid, hvor alle grupperne skal producere en video, som præsenterer deres idé. 

Herefter udvælges de seks bedste film, som vil blive bedømt af et lokalt dommerpanel, der består af advokat Claus Plum, direktør Janus Beck Christensen, ejendomsmægler Ole Bredgaard samt Jesper Kock og filialdirektør Helle Brodersen.

Panelet udvælger så én film, som skal dyste mod videoer fra de i alt 12 andre gymnasier, der deltager i ”Fremtiden Spirer”. Alle vil få mulighed for at stemme på deres favoritfilm online. De tre film, der får flest stemmer, mødes i en endelig finale – og den dygtige klasse, der vinder, kan tage 15.000 kr. med hjem til klassekassen.
 

For yderligere information, kontakt venligst:
Tine Martlev Pallesen, kommunikationschef i Danske Andelskassers Bank, på telefon 8799 3033 / 2372 5570 eller pr. mail tmp@dabank.dk.

Billeder

Information om Danske Andelskassers Bank A/S

Danske Andelskassers Bank A/S
Danske Andelskassers Bank A/S
Baneskellet 1, Hammershøj
8830 Tjele

https://www.andelskassen.dk

Om Danske Andelskassers Bank
Danske Andelskassers Bank er en børsnoteret bank, der har rødder tilbage til stiftelsen af den første danske andelskasse i 1915. Banken har under navnet Andelskassen 17 filialer, tre erhvervscentre og et landbrugscenter beliggende i Jylland og på Fyn. Der er ca. 350 medarbejdere, og hovedkontoret ligger i Hammershøj mellem Randers og Viborg. Banken har en balance på ca. 10,6 mia. kr. I Danske Andelskassers Bank tager vi ansvar for en bæredygtig udvikling sammen med vores kunder og de samfund, vi er en del af. Læs mere på andelskassen.dk.

Følg pressemeddelelser fra Danske Andelskassers Bank A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danske Andelskassers Bank A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye