Hospitalscaféer genåbner for syge børn og unge

Del

Pandemien har smækket dørene i for Ungdommens Røde Kors’ hopsitalscaféer landet over, men nu er genåbningen i gang og søndag kunne vores populære ungecafé på Rigshospitalet i København igen tilbyde syge unge et frikvarter fra sygdom.

Hannah har børnegigt og er jævnligt på Rigshospitalet til behandling. Søndag aften den 12. september kunne hun igen træde ind i ungecaféen HR. BERGs lokaler på Rigshospitalet og hænge ud med blandt andre unge frivillige fra Ungdommens Røde Kors, som bemander caféen i aftentimerne.

”Det er fedt at komme et sted, hvor der er andre ligesom mig. Her kan jeg holde en pause fra min sygdom og tale om andre ting,” siger 17-årige Hannah.

Omkring halvdelen af Ungdommens Røde Kors’ (URK) 15 hospitalscaféer landet over tager igen imod børn og unge efter corona-nedlukningen, og der arbejdes pt. hårdt på at få de sidste med.

Med kampagnen #SygtUng sætter vi i efteråret 2021 fokus på netop URKs hopsitalscaféer for børn og unge, og behovet for en pause fra sygdom. Udover indlæggelser, smerter og medicin betyder sygdom nemlig ofte, at et normalt børne- og ungdomsliv forsvinder, og her byder URKs hospitalscaféer ind med et frirum, hvor man kan hænge ud med andre syge unge og unge frivillige fra URK.

Savnet efter normal ungdom
Hannah kender til behovet for at møde unge ligesindede. Børnegigt får leddene til at hæve op, blive smertefulde og svære at bevæge, og for Hannah betød det, at hun følte sig anderledes end sine venner. De forstod ikke hendes udfordringer, og sygdommen lagde forhindringer i ungdomslivet.

”Jeg var ret sur på verden, da jeg fik min diagnose,” fortæller Hannah.

Før pandemien kom hun ofte i caféen, og derfor er Hannah glad for at have fået et frirum igen. Mens sprøjten lindrer smerterne og hævelserne, lindrer ungecaféen på hospitalet nemlig savnet på en normal ungdom.

”Og de har altid gode snacks her. Det er kun gået galt én gang, hvor vi lavede pandekager. Nogen var nemlig kommet til at bytte om på salt og sukker,” griner den 17-årige.

Glade frivillige
Inden corona-nedlukning tvang HR BERG på Rigshospitalet til at lukke ned, var 90 unge frivillige fra Ungdommens Røde Kors med til at drive ungecaféen om aftenen. Blandt dem er der også stor begejstring over igen at kunne byde indenfor på den populære ungecafé.

Anneline har været en del af aftenbemandingen i snart tre år, og hun har personligt også selv kunne mærke, at caféen har været lukket ned i så lang tid. For Anneline er det nemlig også et frirum at være der for andre.

”Jeg tror, at dagligdagen nogle gange bliver for meget navlepilleri og kommer til at handle for meget om en selv, arbejdet og kæresten derhjemme. Så er det godt at komme her og få livet til at handle om andre,” fortæller hun.

HR. BERG på Rigshospitalet har åbent hverdag mellem kl. 14 og 16. Tirsdag, torsdag og søndag mellem kl. 18.30 og 21 er ungecaféen bemandet af frivillige fra Ungdommens Røde Kors.

Kontakter

Tina Tjørner
Presse- og kommunikationskonsulent
Ungdommens Røde Kors
+ 45 27 74 72 81 // tina.j@urk.dk // www.urk.dk/SygtUng

Billeder

Links

Information om Ungdommens Røde Kors

Ungdommens Røde Kors
Hejrevej 30, 2. sal
2400 København

35372555http://www.urk.dk

FAKTA

Ny kampagne: #SygtUng – Sæt sygdom på pause

  • I efteråret 2021 sætter Ungdommens Røde Kors fokus på vores indsats på hospitalsområdet for indlagte børn og unge.
  • Ungdommens Røde Kors driver 15 hospitalscaféer landet over, hvor indlagte børn og unge fra psykiatriske såvel som somatiske afdelinger kan få et frirum og en pause fra en hverdag fyldt sygdom.
  • Ungdommens Røde Kors’ 15 hospitalscaféer drives af 250 frivillige og besøges af 600 børn og unge.
  • Der er 10 børne og ungecaféer på somatiske afdelinger (fysiske sygdomme, red.) og fem børne- og ungecaféer på psykiatriske afdelinger.
  • Kampagnen kulminerer i uge 40 op til søndag den 10. oktober, som er WHO's, World Mental Health Day.
  • Ungdommens Røde Kors er den eneste civilsamfundsorganisation, der har adgang til psykiatriske afdelinger med vores ungecaféer.
  • Læs mere om #SygtUng-kampagnen og mød vores tre seje ambassadører på urk.dk/sygtung
  • Læs mere om vores hospitalscaféer: urk.dk/hospitalscafeer

Følg pressemeddelelser fra Ungdommens Røde Kors

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Ungdommens Røde Kors