Den Kongelige Samling

Hop ombord på Kongeskibet Dannebrog på Koldinghus i vinterferien

8.2.2023 12:27:47 CET | Den Kongelige Samling | Pressemeddelelse

Del
H.K.H. Kronprinsen åbnede 2. februar udstillingen Kongeskibet Dannebrog på Koldinghus. I skolernes vinterferie i uge 7 og 8 inviteres børnefamilier med ombord på det flydende slot, hvor de kan lære om livet til søs.
Foto: Steen Pedersen
Foto: Steen Pedersen

Udstillingen "Kongeskibet Dannebrog" indeholder flere elementer, som indbyder børn og andre nysgerrige gæster til at få fingrene i nogle af de ting, som sømandslivet byder på. Bl.a. er hele den øverste etage i udstillingen indrettet til børn med styrehus, søkort, signalflag og mulighed for udklædning. Og man kan prøve, hvordan det er at ligge i en af mandskabets køjer nede i ”banjerne” under dæk.

I vinterferien sætter Koldinghus særligt fokus på disse elementer. Børnene får udleveret en lille logbog, hvori de kan notere målet for deres egen sejltur, besætningens navne, og hvordan vejret er på dagen. Herefter kan man bl.a. lære at binde nogle af de vigtigste knob, som en matros skal kunne, man kan lære om betydningen af de mange forskellige signalflag og prøve at ”tale skibsk”. Ombord på et skib er sproget nemlig et helt andet, end det er på land. De fleste ved, at det hedder ”styrbord” og ”bagbord” i stedet for højre og venstre, men hvad betyder f.eks. ”pøs”, ”banje” og ”skaffe”?

Dét og meget andet kan gæsterne lære meget mere om i vinterferien, hvor Den Kongelige Workshop også arbejder med temaet ”Udsigten fra dit koøje”. Her kan børnene lave deres eget koøje i forskellige materialer og fantasere om, hvilken udsigt de kunne forestille sig at have, hvis de selv var ombord på Dannebrog.

Fakta

Hvornår: 11.-26. februar kl. 10.00-17.00

Entré: Aktiviteterne er gratis, når der er betalt entré til museet. Gratis adgang for årskortholdere samt børn og unge under 18 år.


OM UDSTILLINGEN KONGESKIBET DANNEBROG

Koldinghus’ 800 m2 store ruinsal på fire etager danner ramme om udstillingen, som formidler livet ombord på Kongeskibet - for både Kongefamilien og mandskabet. Ruinsalens fire “dæk” er sat i spil i udstillingen og giver de besøgende en oplevelse af selv at stå ombord på skibet med sejldug, dækstole, redningskranse og udsyn til indsejlingen gennem Kolding Fjord – alt sammen tilsat lyden fra maskinrummet blandet med stemmerne fra skibets gaster og mågeskrigene fra de øvre dæk.

Det første, som publikum møder i udstillingen, er en 1:1-genskabelse af Kongeskibets stævn, der med en længde på 13,5 meter og en højde på 6 meter bryder gennem slotsruinens rustikke mure. I udstillingen er publikum også inviteret med helt ind i skibets værelser, hvor man kan opleve det smukke og elegante skibs indre. Udstillingen viser en lang række genstande med tilknytning til Kongeskibet, for eksempel Dronningens broderede puder til skibet, akvareller malet ombord af Majestæten, H.K.H. Kronprinsen og H.K.H. Prins Joachims matrostøj fra 1970’erne og det strålerør, der blev brugt til Frederik 9.s morgenbad på agterdækket. Historien om livet ombord igennem tre generationer bliver fortalt gennem Kongefamiliens private film og fotografier.

Kongeskibet Dannebrog er mere end et skib, det et flydende slot, der fra start af var bygget og designet til at være en kongelig residens. Skibet er derfor et personligt hjem, der danner rammen om den kongelige families liv til søs og bringer den kongelige familie ud til danskerne. Det er dog også et topmoderne skib, en arbejdsplads, hvor Søværnets værnepligtige arbejder og står i oplæring.

Kongeskibet Dannebrog blev bygget i 1931-1932 og tjener som officiel og privat residens for H.M. Dronningen samt øvrige medlemmer af den kongelige familie, når de er på sommertogt i hjemlige farvande eller på oversøiske officielle besøg. Skibet tager under sine togter også del i opgaver som for eksempel farvandsovervågning, søredning og uddannelse af kommende officerer.

Udstillingen er en nyopsætning og udvidelse af udstillingen ”KONGESKIBET DANNEBROG”, som kunne opleves på M/S Museet for Søfart i 2022.

Kontakter

Billeder

Foto: Steen Pedersen
Foto: Steen Pedersen
Download
Foto: Stævnen af Kongeskibet er genskabt 1:1 i udstillingen. Maria Tuxen.
Foto: Stævnen af Kongeskibet er genskabt 1:1 i udstillingen. Maria Tuxen.
Download

Information om Den Kongelige Samling

Den Kongelige Samling
Den Kongelige Samling
Øster Voldgade 4A
1350 København K

3315 3286https://www.denkongeligesamling.dk/

Følg pressemeddelelser fra Den Kongelige Samling

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Den Kongelige Samling

Koldinghus åbner stor udstilling om H.M. Dronning Margrethes kirketekstiler22.10.2026 16:36:20 CEST | Pressemeddelelse

Fra 4. juni 2027 kan besøgende på Koldinghus opleve udstillingen TROENS TRÅD – H.M. Dronning Margrethes kirketekstiler. Udstillingen samler omkring 30 af Dronning Margrethes kirketekstiler og fortæller historien om Dronning Margrethes arbejde med at skabe messehagler, bispekåber og altertekstiler med broderier og patchwork til kirker i Danmark, Grønland og udlandet. Med værker, skitser, syprøver og personlige fortællinger åbner udstillingen døren til et kunstnerisk virke, hvor tro, farver, symbolik og håndværk går hånd i hånd.

Dronningen åbner Christian 4.s nyrestaurerede vinterstue på Rosenborg Slot22.10.2026 13:48:12 CEST | Pressemeddelelse

Torsdag 5. november kl. 16.30 åbner H.M. Dronning Mary officielt Vinterstuen på Rosenborg Slot efter tre års restaurerings- og forskningsarbejde. Restaureringen har omfattet rummets historiske udsmykning, herunder næsten 100 malerier, det rigt udskårne panelværk og kaminen, og giver samtidig ny viden om et af de mest autentisk bevarede rum fra Christian 4.s tid. Åbningsarrangementet er for inviterede og for pressen.

Dronning Mary bærer Dronning Alexandrines safirsmykke for første gang20.10.2026 08:17:28 CEST | Pressemeddelelse

For første gang har H.M. Dronning Mary båret Dronning Alexandrines historiske safirsmykke som diadem og den tilhørende broche på et armbånd. Dermed er et smykke med mere end 125 års kongelig historie igen taget i brug af en dansk dronning. I et tæt samarbejde mellem H.M. Dronning Mary, Den Kongelige Samling og smykkedesignerne Diana Holstein og Hanan Emquies fra Emquies-Holstein er der udviklet nye, fuldt reversible monteringer, som gør det muligt at bære det historiske safirsmykke på flere forskellige måder. Fra 24. oktober 2026 kan smykket ses på Amalienborgmuseet, når Dronningen ikke bærer det ved officielle lejligheder.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye