DI Hovedstaden

Høje-Taastrup farer til tops i DI’s erhvervsklimaundersøgelse

Del
Kun få kommuner i hovedstadsområdet blandt de mest erhvervsvenlige

Høje-Taastrup til tops i DI’s Lokalt Erhvervsklima - men det kniber med resten af hovedstadsområdet. Virksomhederne i Høje-Taastrup er glade for at drive virksomhed i deres kommune. Så glade, at de i år sender Høje-Taastrup op på en samlet femteplads i DI’s Lokalt Erhvervsklimaundersøgelse, det er rekord.

- Den flotte placering betyder, at Høje-Taastrup nu er den bedst placerede kommune på Sjælland. Et synligt bevis på, at det betaler sig at arbejde systematisk med at forbedre forholdene og servicen for det lokale erhvervsliv. Høje-Taastrup Kommune har de seneste år sat flere ting i gang, bl.a. i regi af kommunens to erhvervskontaktudvalg for hhv. store og små virksomheder, hvor borgmesteren og erhvervschefen lytter til de lokale virksomheder, ligesom borgmesteren har sat virksomhedsbesøg i system, siger formand for DI Hovedstaden Poul Skadhede.

Høje Taastrup er ikke den eneste kommune, der klarer sig godt. Med en plads som nummer 28 rykker Herlev Kommune frem i den øverste tredjedel i DI-undersøgelsen.

Virksomhederne i Herlev Kommune er især tilfredse med den kollektive transport og trafikforholdene på kommunens veje, som vurderes så positivt, at kommunen nu er Danmarks syvende bedste, når det gælder infrastruktur og transport. Men også dialogen mellem politikere, embedsmænd og virksomheder bliver vurderet højt.

- Lydhørhed og en konstruktiv dialog er helt centralt i et godt erhvervsklima, og det samme er trafikforholdene, som virksomhederne opfordrer kommunerne til at prioritere højt de kommende år. Hele 80 pct. af virksomhederne i Herlev vil da også anbefale andre virksomheder at etablere sig i kommunen. Det er godt gået, siger Poul Skadhede.

Ishøj Kommune ligger lige foran Herlev med en placering som nummer 26 – en lille fremgang i forhold til sidste år.

- I Ishøj har kommunen blandt andet udstykket et område til erhvervsgrunde, det betyder meget for de lokale virksomheder. I hovedstadsområdet er der nemlig mange kommuner, der ikke har den mulighed, men også nogle kommuner, der prioriterer boliger frem for erhverv. Erhvervsgrundene i Ishøj er et positivt signal om, at kommunen gør plads til flere arbejdspladser, og det kan bl.a. være et af de tiltag, der afspejler sig i et løft i virksomhedernes overordnede tilfredshed med det lokale erhvervsklima, siger Poul Skadhede.

Til gengæld er hele 14 kommuner i hovedstadsområdet placeret i den nederste tredjedel i DI’s Lokalt Erhvervsklimaundersøgelse.

Det drejer sig om: Albertslund (92), Brøndby (73), Dragør (83), Egedal (94), Fredensborg (82), Gribskov (75), Halsnæs (87), Helsingør (91), Hørsholm (71), København (93) Lyngby-Taarbæk (70), Rudersdal (81), Rødovre (78) og Tårnby (90).

- Det er ærgerligt, at så mange af kommunerne i hovedstadsområdet igen i år ligger i den tunge ende, når det gælder det lokale erhvervsklima. Virksomheder og kommuner har en fælles interesse i at sørge for, at de lokale virksomheder er konkurrencedygtige, at de bevarer deres arbejdspladser i kommunen og er i stand til at skabe nye job. Derfor opfordrer vi i DI Hovedstaden til, at kommunerne i bunden af DI’s undersøgelse lærer af de gode eksempler fra bl.a. Høje-Taastrup, siger Poul Skadhede.

Det gælder også Københavns Kommune, der igen i år ligger i den nederste ende af DI’s undersøgelse.

- Det er særligt ærgerligt, at landets hovedstad er dårligt placeret, fordi København skal være med til at trække væksten i hele landet. Københavns Kommune har mange gode projekter - herunder internationale aktiviteter og initiativer på turismeområdet, men der er brug for flere tiltag, der reelt forbedrer de helt basale forhold for virksomhederne, særligt sagsbehandlingen og niveauet af skatter og afgifter, siger DI Hovedstadens formand.

Der er lige mange kommuner i hovedstadsområdet, der går frem i årets undersøgelse, som der går tilbage.

Kommuner med størst tilbagegang er Hørsholm (-39 pladser), Lyngby-Taarbæk (-28 pladser) og Helsingør (-18 pladser).

- I Helsingør Kommune har politikerne ellers taget mange initiativer, der skal forbedre servicen for virksomhederne. Vi kan derfor kun opfordre til, at man fortsætter ad samme vej – og gør mere ud af at informere om de forbedringer, der bliver sat i værk, så alle virksomheder bliver opmærksomme på dem, siger Poul Skadhede.

Virksomhederne i andre nordsjællandske kommuner har til gengæld lagt mærke til, at forholdene og servicen er blevet bedre. Højdespringerne i Lokalt Erhvervsklima 2017 er Frederikssund Kommune (+32 pladser), Allerød Kommune (+23 pladser) og Ballerup Kommune (+18 pladser).

- At Frederikssund Kommune har sagt endeligt farvel til den særlige erhvervsskat, dækningsafgiften, er et meget positivt signal til virksomhederne om, at man vil det lokale erhvervsliv. At den omstridte afgift nu er væk, gør de lokale virksomheder mere konkurrencedygtige, og det kan samtidig være med til at få nye virksomheder til at etablere sig i kommunen. Derfor vil jeg på det kraftigste opfordre de øvrige kommuner i hovedstadsområdet til at gøre det samme, siger DI Hovedstadens formand Poul Skadhede.

I Gladsaxe Kommune, som i år er placeret som nummer 40, har man de seneste år valgt at sætte dækningsafgiften ned i etaper. Det kan være en af grundene til, at den overordnede tilfredshed er steget i årets undersøgelse.

- Det er ærgerligt, at der stadig er kommuner i hovedstadsområdet, der har så svært ved at afskaffe den omdiskuterede dækningsafgift. Langt de fleste danske kommuner opkræver den slet ikke - herunder Gribskov, Halsnæs og Frederikssund kommuner. Og jeg vil opfordre de nye byråd, der bliver valgt til november, til at arbejde for at afvikle den konkurrenceforvridende afgift, siger DI Hovedstadens formand Poul Skadhede.

FACTS OM LE 2017

- DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2017, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er ottende år i træk, at DI laver undersøgelsen.

- 7.600 virksomheder inden for Dansk Industris brancher, bl.a. produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen i 2017. De har bl.a. vurderet kommunernes overordnede erhvervsvenlighed og helt specifikke erhvervsvilkår som f.eks. skattetryk, kommunal sagsbehandling, adgang til arbejdskraft, infrastruktur, kommunernes image mv.

- Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.

- 96 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. To mindre kommuner Læsø og Fanø deltager ikke.

Følg Dansk Industri på:

    

Kontakter

For yderligere oplysninger kontakt chefkonsulent i DI Hovedstaden Hanne Sundin, tlf.: 2215 1332 eller pressekoordinator Helen Jensen, tlf.: 2124 4702.

Billeder

Download
Dækningsafgift er en kommunal særskat på erhvervsejendomme, som en kommune kan vælge at opkræve. Dækningsafgiften betales i givet fald ud over selskabsskat og grundskyld. 

Kortet viser en oversigt over DI Hovedstadens 28 kommuner, hvor meget de opkræver i dækningsafgift i 2017. 
Kilde: Danmarks Statistik 2017
Dækningsafgift er en kommunal særskat på erhvervsejendomme, som en kommune kan vælge at opkræve. Dækningsafgiften betales i givet fald ud over selskabsskat og grundskyld. Kortet viser en oversigt over DI Hovedstadens 28 kommuner, hvor meget de opkræver i dækningsafgift i 2017. Kilde: Danmarks Statistik 2017
Download

Links

Information om DI Hovedstaden

DI Hovedstaden
DI Hovedstaden



For yderligere information om DI Hovedstaden:

Chefkonsulent Hanne M. Sundin
Mail: hasu@di.dk
Tlf. 3377 4604
Mobil: 2215 1332

Adm. koordinator Vinnie Røslau
Mail: vir@di.dk
Tlf. 3377 3675

Følg pressemeddelelser fra DI Hovedstaden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye