H.M. Dronningen åbner ny særudstilling på Moesgaard Museum
Med en ny stor særudstilling sætter Moesgaard lys på en mørk periode i Europas historie med krig, magtkampe og flygtningestrømme, men også med drømme, håb og guld i store mængder

Moesgaard Museums nye særudstilling Ud af kaos – mellem Roms ørne og Odins ravne åbnes 11. november af Hendes Majestæt Dronningen ved en åbningsreception for inviterede gæster. Udstillingen vil være åben for publikum fra lørdag 12. november.
Den nye særudstilling blænder op for en af Europas mest spændende og komplicerede perioder, hvor det store Romerrige kollapsede i vest, nye krigeraristokratier og riger opstod og grundstenene blev lagt til det Europa, vi kender i dag.
Den nye særudstilling handler om perioden fra ca. 300-600 e.Kr, dvs. tiden mellem det vestlige Romerriges fald og vikingetiden. En tid, som også kaldes folkevandringstiden, på grund af store krige, flygtningestrømme og forskydninger. Særudstillingens tema lægger sig dermed ind i rækken af særudstillinger på Moesgaard, hvor ambitionen er at give museets gæster viden om de store verdenshistoriske sammenhænge.
Den kommende udstilling giver indblik i det kaos, som Europa blev født ud af.
”Det er en af de største kriser i Europas historie, som vi tager op i udstillingen. Det meste af kontinentet var i voldsomt opbrud, og ud af det voksede et væld af forskellige folkeslag og identiteter, som vi stadig kan genkende i nutidens Europa. Vi håber derfor, at udstillingen vil kunne give et dybt historisk perspektiv på nogle af de forskelle og spændinger, der stadig præger vores tid. Den er også et perspektiv på, hvor lange historiske konsekvenser store kriser kan have. Noget der jo desværre er meget aktuelt,” siger Mads Kähler Holst, direktør for Moesgaard Museum.
Udstillingen Ud af kaos tager sit udgangspunkt i år 376 e.Kr., hvor hunniske rytterkrigere fordrev goterne, som måtte flygte ind i Romerriget over floden Donau.
Publikum kastes direkte ind i folkevandringstidens mørke, der var fyldt med kaos, drømme og håb, og hvor guldet flød i stride strømme fra Romerriget til de omkringliggende folkeslag, som gør alt for at vise, at de kan måle sig med hinanden i pragtfuld udrustning. Hvor de frygtede hunnere, rytterkrigerfolket fra øst, med deres pres på goterne satte skub i de magtkampe, som folk i Norden også deltog i og ikke mindst oplevede efterdønningerne af. Det var også i denne tid danerne trådte ind på den historiske scene, og forsvarsvolden Danevirke blev opført formodentlig som et værn mod de kaotiske tilstande mod syd.
Selvom hunnerne og goterne var vigtige spillere i kampen om magten, var der langt flere aktører i spil. Der var ikke én årsag men mange til, at det vestlige Romerrige måtte opgives. Af kaos blev der født en ny orden, hvor et stort imperium blev til flere kongeriger, der med tiden blev til en del af de nationer, som vi kender i dag.
Til udstillingen låner Moesgaard Museum arkæologiske genstande fra blandt andet museer i Sverige, Spanien, Rumænien og Ungarn foruden Nationalmuseet herhjemme. Blandt meget andet imponerende guldskatte fra Rumænien, et hunnerkranie fra Ungarn og en krigerhjelm fra et bådgravfund i Valsgärde ved Uppsala i Sverige.
Særudstillingen Ud af kaos er støttet af Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Krogagerfonden. Udstillingen vil være åben for publikum fra lørdag 12. november.
Nøgleord
Kontakter
Bodil JensenKommunikationschef
Tlf:20 46 63 73bj@moesgaardmuseum.dkBilleder



Information om Moesgaard Museum
Moesgaard Museum er et kulturhistorisk museum, der viser arkæologiske og etnografiske udstillinger i international klasse. Museet forsker i og formidler menneskelivets mangfoldighed i et tæt samarbejde med Aarhus Universitet. Moesgaard Museum omfatter afdelingen i Højbjerg ved Aarhus, Vikingemuseet i Aarhus, Odder og Samsø museer.
Følg pressemeddelelser fra Moesgaard Museum
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Moesgaard Museum
Et flot og travlt år på Moesgaard22.12.2022 13:17:31 CET | Pressemeddelelse
Museet kommer stærkere ud af 2022 end årene før Corona-epidemien
Mød julevæsnerne på Moesgaard Museum23.11.2022 10:37:47 CET | Pressemeddelelse
Tre lørdage op til jul kan man igen i år opleve den europæiske julemytologi, når nogle af julens glemte og misforståede væsner for en stund vender tilbage til Moesgaard Museum.
Oplev Festen for de Døde på Moesgaard25.10.2022 11:35:34 CEST | Pressemeddelelse
Børn og voksne inviteres traditionen tro til at fejre ’Festen for de Døde’ på Moesgaard Museum i anledning af den mexicanske højtid De Dødes Dag.
Dead and Alive - Foredrag med fotograf Klaus Bo på Moesgaard18.10.2022 15:02:49 CEST | Pressemeddelelse
Moesgaard Museum inviterer til foredrag med Klaus Bo, der som fotograf har dokumenteret dødsritualer i mange kulturer verden rundt. Foredraget afholdes 2. november kl. 19.00 i forbindelse med Moesgaards årlige fejring af den mexicanske højtid De Dødes Dag.
Skal det være en nydelse at gå på museum?4.10.2022 15:37:46 CEST | Pressemeddelelse
Museumseksperter fra hele verden mødes i denne uge på Moesgaard Museum for at inspirere hinanden til at skabe nye former for museumsoplevelser
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum