HK Danmark

HK: Sundhedsreform er centralistisk skrivebordsøvelse

Del
Patienter og ansatte bliver med regeringens sundhedsudspil kastebolde i en udemokratisk og centralistisk ommøblering. Sundhedsvæsnet har brug for ro og resurser, lyder det fra HK Kommunal og lægesekretærerne.

- Får Løkkes sundhedsudspil ben at gå på, risikerer sundhedsvæsenet at blive kastet ud i en centralistisk og udemokratisk strukturøvelse, hvor patienter og vores i forvejen pressede sundhedspersonale bliver kastebolde i en årelang ommøblering. Sundhedsudspillet er med andre ord fuld af sygdomstegn. Sådan lyder det fra HK Kommunals formand, Bodil Otto, der repræsenterer 15.000 lægesekretærer og andet administrativt regionspersonale.

En nedlæggelse af regionerne vil ifølge Bodil Otto betyde, at borgerne mister muligheden for at stille beslutningstagerne til ansvar for styringen af det lokale sundhedsvæsen.

Hvis regeringen får held med sit udspil, kaster den vores sygehuse ud i et politisk tomrum, der kan ende i en solid omgang ansvarsforflygtigelse. Det er helt urimeligt, lyder det fra HK Kommunals formand.

Hun peger på, at den afdemokratisering, der ligger i regeringens udspil, kan gøde jorden for en model med et mere privatiseret sundhedsvæsen.

- Det ønsker vi ikke. Vi har brug for mere demokrati i styringen af vores sundhed. Ikke mindre, siger Bodil Otto.

Den statslige bestyrelse, der ifølge regeringen og DF skal have ansvaret for den overordnede planlægning af sundhedsvæsnet i form af ’Sundhedsvæsen Danmark’, kan på ingen måde varetage de enkelte landsdeles særegne og forskellige behov, vurderer Bodil Otto.

- Jeg er ikke i tvivl om, at Løkkes sundhedsudspil vil give betydeligt større geografiske uligheder, end det i dag er tilfældet med den regionale styring. Regeringen vil ganske vist angiveligt styrke den nære sundhed via en nærhedsfond på 8,5 milliarder kroner. Men for en stor dels vedkommende er der jo tale om gamle penge, der findes gennem omprioriteringer. Andre milliarder skal blandt andet findes ved de besparelser på administration, der følger af regionsrådenes nedlæggelse. Det lyder fuldkommen urealistisk – som fugle på taget. Det ligner mest af alt en skrivebordsøvelse, der er ude af trit med virkeligheden i sundhedssystemet, siger HK Kommunals formand.

Bodil Otto understreger, at landets førende sundhedseksperter, patientforeninger og fagforeninger hver og en er enige om, at regionerne har gjort det godt, og at der ikke er noget brugbart alternativ til den nuværende struktur.

- Jeg ser frem til, at et kommende Folketings-flertal vil fokusere på at løse sundhedsvæsnets reelle udfordringer, der handler om mangel på hænder og resurser, lyder det fra Bodil Otto.

Hos Danske Lægesekretærer fremhæver formand, Nathali Degn, at sundhedspersonalet er presset til det yderste og mindst af alt har brug for årelange bureaukratiske omvæltninger.

- Og uden valgte politikere risikerer læger, sygeplejersker og alle vi andre at løbe forgæves i uoverskuelige, administrative labyrinter, hvis vi vil råbe vagt i gevær over urimelige arbejdsforhold eller tåbelige arbejdsgange.

De nuværende udfordringer med mangel på sammenhæng i dele af sundhedssystemet kan ifølge Nathali Degn kun løses, hvis sundhedsvæsnet har det rigtige antal hænder at gøre godt med.

- Det handler om antallet af hænder, men det handler også om at bruge de rigtige hænder til opgaverne. I den sammenhæng er det vigtigt, at lægesekretærerne bliver tænkt ind i de nye opgaveløsninger, hvis vi skal give vores sundhedsydelser endnu et løft. Lægesekretærer kan frigøre ressourcer, så et betydeligt antal læger og sygeplejersker får markant mere patienttid. Sekretærerne er i det hele taget garanter for, at patienterne får en oplevelse af sammenhæng, kvalitet og professionalisme på sygehusene, lyder det fra lægesekretærernes formand.

Nøgleord

Kontakter

- Formand for HK Kommunal Bodil Otto, tlf. 2946 9670
- Formand for Danske Lægesekretærer, Nathali Schaap Degn, tlf. 2988 6511

Information om HK Danmark

HK Danmark
Weidekampsgade 8
2300 København C

70 11 45 45http://www.hk.dk/

Følg pressemeddelelser fra HK Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HK Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye