HK Hovedstaden

HK og Google sender 1000 på digitale kurser

Del
Digitaliseringen vil fremover ændre hverdagen for landets kontormedarbejdere, og det skærper kravet til efteruddannelse. Nu går HK Hovedstaden og Google sammen om at tilbyde kurser i digitale værktøjer, der har vist sig uundværlige i det seneste år.

Et nyt banebrydende initiativ mellem HK Hovedstaden og Google vil puste liv i efteruddannelse af kontormedarbejdere og gøre HK’ere endnu mere konkurrencedygtige på fremtidens arbejdsmarked. Det sker med kurser i blandt andet dataforståelse, no coding og søgemaskineoptimering. Kurserne går under navnet ’DigiTAL med fremtiden’ og henvender sig til 80.000 medlemmer af HK Hovedstaden.

Konkret har over 100 jobsøgende HK’ere tilmeldt sig 4 ugers digital opkvalificering på kurset ’Digital Koordinator’, som giver praktisk erfaring med optimering af hjemmesider, sociale medier og nyhedsbreve. Samtidig har flere end 800 HK’ere - i arbejde - allerede tilmeldt sig 10 kurser i blandt andet digital projektstyring, automatisk bogføring, sociale medier og video.

- Vi ønsker at give vores medlemmer de bedste muligheder for at udvikle sig i deres arbejdsliv. HK’erne er ofte kulturbærere på arbejdspladsen, og derfor har de også potentiale til at spille en nøglerolle i den digitale udvikling, siger formand René Knudsen fra HK Service Hovedstaden. 

For Google er samarbejdet en kærkommen mulighed for at bidrage konkret og direkte til den digitale omstilling af det danske arbejdsmarked

- Jeg håber, at vi kan hjælpe HK’erne til at spille en hovedrolle i den digitale udvikling, sådan at de bliver en endnu større gevinst for deres virksomheder og deres kunder, påpeger Googles danske direktør, Malou Aamund.

HK Hovedstaden er helt enig i ambitionen.

- Medlemmernes faglige udvikling skal ikke bygges på frygten for ikke at være en del af fremtidens arbejdsmarked. Den skal bygges på nysgerrighed og lyst. Og det er præcis det, ’DigiTAL med fremtiden’ handler om, konstaterer René Knudsen.

Løft efteruddannelsen i Danmark

Teknologi vil i de kommende år overtage arbejdsopgaver, som i årtier er blevet udført af mennesker - en udvikling, som kun er accelereret under coronakrisen. Men selvom digitaliseringen kommer til at forandre det danske arbejdsmarked markant, rummer den også store muligheder og vil ifølge undersøgelser føre til flere – ikke færre – job i Danmark på sigt.

Det kræver imidlertid, at medarbejdere og virksomheder formår at gribe mulighederne. Og centralt for de nye opgaver, der erstatter tidligere mere rutineprægede, er et øget krav til teknisk og digital forståelse. Det gælder ikke mindst for de hundredtusindvis af kontoransatte, som er en af de faggrupper, hvor digitaliseringen vil ændre hverdagen mest.

- Coronakrisen har understreget behovet for, at vi i Danmark igangsætter et historisk løft af efteruddannelsen på det digitale område. Korte og intensive kurser giver nogle helt hands-on kompetencer, og det gør en enorm forskel fra nærmest dag ét i de små og mellemstore virksomheder, siger Malou Aamund fra Google.

- Formel kompetencegivende efteruddannelse er for os stadig nummer 1. Men det kræver, at medlemmerne føler sig klar til det. Vores rolle er at inspirere til faglig udvikling. Derfor er vi stolte over, at Google har valgt at donere pengene til os, så vi kan styrke HK’eres digitale kompetencer og inspirere dem til at lære endnu mere, supplerer René Knudsen fra HK Hovedstaden.

De første byggesten blev lagt i 2018

Det er ikke første gang, at Google og HK Hovedstaden fletter fingre i et uddannelsessamarbejde. I 2018 testede fagforeningen og IT-giganten succesfuldt 5 moduler, hvor kontoransatte tog deres nærmeste leder med på kursus. Målet var, at den kontoransatte i samarbejde med lederen skulle drive den digitale omstilling indefra. Deltagende kontoransatte blev med andre ord en slags digitale forandringsagenter, hvilket også affødte uddannelsestitlen: “Digital Forandringsagent”. Indsatsen løb videre i 2019 og 2020 med meget gode resultater til følge. Det er mange af de erfaringer, som samarbejdet bygger videre på i 2021 med “DigiTAL med Fremtiden”

Fakta

  • ‘DigiTAL med fremtiden’ er en ny indsats etableret af HK Hovedstaden i samarbejde med IVÆKST og støttet af Google.org. Formålet er at styrke HK-medlemmernes digitale færdigheder i fællesskab med ligesindede.
  • Google har doneret 266.000 dollars til HK Hovedstaden til at dække uddannelsesindsatsen i 2021.
  • Indsatsen løber gennem hele 2021, og kurserne henvender sig både til medlemmer, der er jobsøgende og i job.
  • Over 100 jobsøgende HK’ere har allerede tilmeldt sig 4 ugers digital opkvalificering som ’Digital Koordinator’ inden for optimering af landingssider, sociale medier, digital strategi, budgettering, planlægning og nyhedsbreve. Hertil eftertragtede certificeringer. 
  • Over 800HK’ere i job har allerede tilmeldt sig et af de 10 kurser i bl.a. søgemaskineoptimering, programmering, sociale medier, video og datavisualisering. 
  • Læs mere her: https://digitalmedfremtiden.dk/

Kontakt:

Information om HK Hovedstaden

HK Hovedstaden
HK Hovedstaden



Følg pressemeddelelser fra HK Hovedstaden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HK Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye