HK Danmark

HK: Kommuneaftale giver massivt pres på ansatte

Del
Medarbejderne i landets kommuner risikerer at blive presset yderligere, fordi luftige hensigtserklæringer om effektiviseringer skal finansiere skattelettelser, lyder det fra HK Kommunal om kommuneaftalen for 2018.

Regning uden vært. Sådan karakteriserer formand for HK Kommunal, Bodil Otto, den aftale om kommunernes økonomi for 2018, der netop er indgået mellem Finansministeren og KL.

- Sagen er jo, at regningen for kommuneaftalen i vid udstrækning bliver tørret af på de kommunale medarbejdere, der i forvejen løber alt for stærkt. For ifølge aftalen skal finansieringen hentes fra et væld af mere eller mindre uhåndgribelige hensigtserklæringer om afbureaukratiseringer og effektiviseringer, der alle stiller nye uigennemskuelige krav til og giver utryghed for de ansatte, konstaterer Bodil Otto.

Hun vurderer, at alene presset på de ansatte vil give borgerne dårligere service. HK Kommunal anslår, at kommuneaftalen derudover betyder færre ansatte i kommunerne i størrelsesordenen 2.000. Det kommer oveni i de 35.000 ansatte, der er forsvundet i kommunerne over de seneste ti år.  

HK Kommunals formand fremhæver aftalens afsnit om en forenklet beskæftigelseslovgivning som et eksempel på det, hun betegner som ’fugle på taget’.

- I HK Kommunal har vi netop sendt vores forslag til beskæftigelsesministeren om en forenklet beskæftigelseslovgivning, som vi er enige i trænger til en gevaldig aflusning. Men når regeringen og KL på forhånd vil tage et betragteligt beløb fra området til at finansiere andre tiltag, ja så er det som at fodre hunden med dens egen hale, mener Bodil Otto.

Medarbejderne i beskæftigelsesindsatsen er ifølge Bodil Otto i forvejen under et gigantisk pres.

- Den usikkerhed og det pres, de ansatte på jobcentrene blandt andet som følge af de seneste års reformamok på området oplever, bliver naturligvis ikke mindre af, at man vil høste nogle helt igennem ukonkrete gevinster på forhånd. Det ville have klædt parterne at få skabt ro på området, lyder det fra HK Kommunals formand.

Kommuneaftalen bærer endelig ifølge Bodil Otto præg af, at den statslige styring i højere og højere grad gennemsyrer kommunernes drift.

- Regeringen og Moderniseringsstyrelsen formår desværre i stadigt højere grad at sætte deres fingeraftryk på det kommunale selvstyre, der ellers bliver besunget så højt ude omkring i verden. Detailstyringen om alt fra ledelse over lønadministration til bogholderi bidrager efter min bedste overbevisning til at svække mulighederne for innovative, lokale løsninger, der er tæt på borgerne, siger Bodil Otto.     

Kontakter

Kontakt
Formand for HK Kommunal Bodil Otto, tlf. 2946 9670

Information om HK Danmark

HK Danmark
Weidekampsgade 8
2300 København C

70 11 45 45http://www.hk.dk/

Følg pressemeddelelser fra HK Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HK Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye