HK/Danmark

HK: En god trepartsaftale om integration

Del

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har landet en god integrationsaftale og løst en stor fælles opgave. Aftalen tager højde for, at alle har lige ret til en plads på arbejdsmarkedet, og bringer samtidig flygtninge videre i uddannelse og arbejde, mener HK-formand Kim Simonsen. Han opfordrer nu alle parter til at tage ansvar for aftalen.

Halvdelen af alle de flygtninge, der kommer til Danmark, skal i arbejde.

Sådan lyder regeringens målsætning for den aftale, som netop er indgået med arbejdsmarkedets parter.
En målsætning, som HK-formand Kim Simonsen mener, kan nås.


- Vi gik ind til trepartsforhandlinger for at løfte en stor samfundsopgave, og nu er vi blevet enige om en løsning, som jeg mener er god og holdbar. Det er en stor opgave, og vi har løst den inden for rammerne af den danske model, siger Kim Simonsen.


Blandt flere tiltag giver aftalen bl.a. flygtninge mulighed for et to-årigt uddannelsesforløb på overenskomstbestemt elevløn. Danskundervisning skal styrkes. Og der vil blive sat yderligere fart i at vurdere flygtninges kompetencer, så de fra begyndelsen kan blive sat på rette hylde i forhold til det arbejde og den uddannelse, de måtte have med fra hjemlandet.


- Jeg er overbevist om, at aftalen vil virke, hvis alle parter giver håndslag på, at vi vil løfte vores ansvar. Vi har fundet løsningerne på et ekstraordinært problem, som statsministeren ønskede. Nu kræver det så en ekstraordinær indsats af os alle, at få aftalen oversat til resultater, siger Kim Simonsen og påpeger, at især de private virksomheder vil blive en bærende faktor i aftalen.

Der må ikke gøres forskel
HK-formanden har under trepartsforløbet haft støtte fra HK-medlemmerne, der har givet massivt udtryk for, at de gerne ser HK være med til at løse den fælles integrationsopgave. Men de har samtidig vist bekymring for, om flygtninge vil skubbe sårbare mennesker ud af arbejdsmarkedet. Den samme bekymring har lydt fra andre faggrupper indenfor LO.


Derfor har det været vigtigt for HK og resten af fagbevægelsen at sikre, at aftalen vil holde en fin balance mellem indsatserne for alle ledige på arbejdsmarkedet.


- Der skal ikke gøres forskel – det er meget vigtigt. Og derfor er der indbygget overvågning i aftalen, så vi kan holde øje med at ordningerne ikke skubber andre ud eller underminerer danske løn- og arbejdsvilkår. Alle skal sikres en fair behandling, siger Kim Simonsen.


Han glæder sig over, at de ekstraordinære forhandlinger om integration er endt med enighed, og han ser frem til endnu en runde trepartsforhandlinger om mere traditionelle trepartsemner.


- Nu har vi leveret en løsning på et ekstraordinært problem – nu går vi i gang med at løse de ordinære, men lige så vigtige, problemer. Uddannelse, praktikpladser og fremtidens behov for kvalificeret arbejdskraft bliver blandt de emner, vi tager fat på, siger Kim Simonsen.

Kontakt: Birgitte Hougaard, pressechef, HK, 23811114

Information om HK/Danmark

HK/Danmark
Weidekampsgade 8
0900 København C

3330 4343http://www.hk.dk/

Følg pressemeddelelser fra HK/Danmark

Skriv dig op her og modtag pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra HK/Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum