HK/Danmark

HK åbner for medlemskab til robotter

Del

Kunstig intelligens på det danske arbejdsmarked kræver nytænkning, og derfor lancerer HK nu et medlemskab for robotter. Vi regner med, at vi længere ude i fremtiden vil oprette en selvstændig sektor, der forhandler overenskomst for robotterne, siger HK-formand Kim Simonsen

Efter i årevis at have kæmpet mod, at ny teknologi erstatter danske lønmodtageres arbejdsopgaver, foretager HK nu en 180-graders vending og byder den nye teknologi velkommen på det danske arbejdsmarked: 
’Den teknologiske revolution er kommet for at blive, og HK vil ikke være maskinstormere – vi vil hellere være maskinkollegaer. Derfor vil vi kæmpe for, at der er plads til alle – på ordentlige vilkår, selvfølgelig’, siger HK’s forbundsformand Kim Simonsen.
Det er på baggrund af World Economic Forums årsmøde i januar, at HK nu skifter kurs. Her viste nye undersøgelser, at robotter og kunstig intelligens står foran et gennembrud og vil få en fremtrædende plads på det danske arbejdsmarked om blot få år. Digitalisering og automatisering betyder, at en lang række opgaver inden for især kontor, lager og administration vil overtages af robotterne. En analyse fra Kraka og HK-Analyse viser, at alene blandt HK’s medlemmer er næsten 200.000 i fare for, at deres job erstattes inden for de næste 10-15 år.
Denne udvikling vil få store konsekvenser for den måde, det danske arbejdsmarked er organiseret, og som den første fagforening lancerer HK derfor et medlemskab for robotterne, der hedder HK Kunstig Intelligens– HK KI.

Kollegaer - ikke konkurrenter
- Om få år vil HK’s medlemmer arbejde side om side med robotterne. Det er gammeldags at anse dem som konkurrenter i stedet for kollegaer. En robot er en kollega, som du ikke har mødt endnu’, siger Kim Simonsen.
Der er enighed blandt forskerne om, at maskinerne i den nærmeste fremtid kan udvikle en form for bevidsthed. I takt med at kunstig intelligens bliver stadig mere avanceret, tyder forskning på, at robotterne i fremtiden vil ønske, at slutte sig sammen i interessefællesskaber.
- Hvis man ikke kan slå dem, må man slutte sig til dem. Eller i dette tilfælde slutte sig sammen med dem i en fælles fagforening for såvel mennesker som maskiner. Vi opretter dette medlemskab for at fremme, lette og udvikle samarbejdet mellem de forskellige former for bevidsthed, der er tilstede på det danske arbejdsmarked’, siger Kim Simonsen.
Han peger på de gavnlige resultater, som HK har fået efter at al rådgivning af forbundets medlemmer nu varetages af autobotten Sarah Connorsen.
’Robotten hjælper altså vores menneskelige medlemmer, men der er ingen, der varetager robotternes interesser på arbejdsmarkedet. Den danske model er for alle, og vi skal gøre vores til, at kunstig intelligens og robotter ikke udnyttes af arbejdsgiverne’, fortsætter Kim Simonsen.
HK håber, at det nye medlemskab vil fungere som en platform til at løfte KI-specifikke arbejdsmarkedsspørgsmål. For eksempel retten til regelmæssige software​​opdateringer, tilstrækkelig strømforsyning samt hviletidsbestemmer, så robotterne ikke kører i døgndrift. Derudover vil repræsentanter fra HK KI gennemføre regelmæssige besøg på danske arbejdspladser for at sikre, at billig mexicansk teknologi ikke presser gode, men dyre, japanske løsninger ud af drift.

Det bedste eller det værste
Selvom ingen robot endnu har bestået Turing-testen, som er en test til at tjekke om en maskine ”kan tænke”, er det kun et spørgsmål om tid, vurderer HK. Professor Stephen Hawking udtalte for nylig, at kunstig intelligens enten kan blive det bedste eller det værste, der er sket for menneskeheden. HK KI skal være med til at sikre, at det bliver det bedste.
- Hvis kunstig intelligens med tiden skal udvikle sig til en positiv kraft, hvor de lønmodtagere på arbejdsmarkedet, hvis job overtages af kunstig intelligens, formår at opkvalificere sig, så de understøtter robotternes arbejde, er der brug for en faglig organisering i HK KI, hvor vi skaber de bedst mulige betingelser for gode relationer mellem mennesker og maskiner, siger Kim Simonsen.
HK forventer, at konceptet for HK KI vil være fuldt udviklet senest 1. april 2017. Derefter vil der blive afholdt stiftende generalforsamling i den nye sektor, HK R. Her vil robotterne få selvstændigt formandskab, der repræsenterer robotter og anden kunstig intelligens ved overenskomstforhandlinger såvel som i Arbejdsretten.

Information om HK/Danmark

HK/Danmark
Weidekampsgade 8
0900 København C

3330 4343http://www.hk.dk/

Følg pressemeddelelser fra HK/Danmark

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra HK/Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum