Hjerteforeningen

Hjerteforeningen: Ny regering - med hjertet på rette sted?

Del
Et nyt regeringsgrundlag med en stribe interessante tiltag er i dag blevet præsenteret, og Hjerteforeningen står klar til at agere konstruktiv medspiller. Særligt fire områder kalder på opmærksomhed, hvis et presset sundhedsvæsen skal tilbage på ret kurs
Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen
Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen

En ny regering er på plads, og i Hjerteforeningen ser vi frem til det kommende samarbejde med den nye SVM-regering. 

Der er blevet præsenteret interessante tiltag i form af blandt andet en akutplan, der skal nedbringe ventelisterne, og en strukturkommission, der skal belyse den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet, så vi får bedre sammenhæng og samarbejde på tværs af fagligheder og geografi, en bedre opgavefordeling mellem sygehuse og det nære sundhedsvæsen med patienten i centrum samt et opgør med uligheden i sundhedsvæsenet.  

Fokus bør da også fra start være på sundhedsområdet, hvor der flere steder er akut behov for en markant indsats. 

- Der er ingen tvivl om, at der er alvorlige udfordringer i sundhedsvæsenet. Derfor er det helt afgørende, at den nye regering lægger sig i selen for at få lavet varige strukturelle forandringer, der kommer patienterne til gode, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen, som fortsætter: 

- Alt i alt er det en helt igennem godkendt start af den nye regering, men vi forventer også, at sundhedsområdet rent faktisk får et gedigent løft - ellers er de fine initiativer ikke meget værd, siger hun. 

Hjerteforeningen noterer desuden med stor tilfredshed, at regeringens skattestop ikke inkluderer hverken tobaks- eller nikotinprodukter. 

- Når det lige præcis kommer til de to produkttyper, kunne det nok give bedre mening med et skattehop end et skattestop. Så vi er meget glade for, at regeringen tager ansvar for, at hverken tobak eller nikotin i hvert fald bliver billigere. Vi synes nemlig, prisen skal hæves i stedet, siger Anne Kaltoft.  

Hjerteforeningen har særligt fokus på fire områder: akutmodtagelserne, forebyggelse, bedre og mere nær rehabilitering samt et opgør med geografisk ulighed. 

Kortlæg akutmodtagelserne 

Gennem den seneste tid har man i medierne kunnet læse flere patienthistorier fra akutmodtagelserne, hvor patienten har fået et mindre hensigtsmæssigt forløb. Det skal der gøres noget ved, hvilket den nye regering da også adresserer i sit regeringsgrundlag. 

- Vi opfordrer regeringen til straks at få kortlagt tilstanden på landets akutmodtagelser, så vi på et oplyst grundlag kan diskutere, hvordan vi forbedrer systemet, siger Anne Kaltoft. 

De senest tilgængelige tal fra 2018 viser, at 29 procent af alle akutte indlæggelser er hjertepatienter. Patienter, der kan optage plads i akutmodtagelsen, og som har et straksbehov for at blive tilset af personale med de rette kardiologiske kompetencer. Kompetencer, som imidlertid ikke altid findes på akutmodtagelsen, hvorfor det giver god mening at lade patienterne komme direkte på hjerteafdelingerne: 

- Fremover bør man lade patienter med formodet hjertesygdom køre uden om akutmodtagelsen og direkte på hjerteafdelingen. På den måde aflastes de travle akutmodtagelser, mens hjertepatienterne samtidig får den hurtige udredning og behandling, de rent faktisk har brug for, siger Anne Kaltoft. 

Prioritér forebyggelsen 

I foråret var der lagt op til en ambitiøs forebyggelsespakke. Desværre blev forebyggelsesdelen af forskellige årsager udeladt af den sundhedsreform, der blev præsenteret i maj. Det er Hjerteforeningens helt store ønske og ambition at få vedtaget en omfattende og visionær aftale på forebyggelsesområdet, som blandt andet inkluderer øgede afgifter på tobaksprodukter, en gradvis forøgelse af aldersgrænsen for køb af tobak til 25 år samt en aldersgrænse på 18 år for køb af alkohol. 

- Forebyggelse er en investering i fremtiden, og det er på tide, at vi i Danmark tager forebyggelseskasketten på og går fra en henholdende tilgang til at gå forrest. En pakke cigaretter skal mindst koste 90 kroner, mens man fremover skal være 18 år for at købe alkohol – simpelthen for at beskytte vores unge, siger Anne Kaltoft.  

Rehabilitering skal hjælpe tilbage til livet 

Hjertepatienter har brug for hjælp og støtte under deres sygdomsforløb, heriblandt også i forhold til rehabilitering. Der er evidens for, at rehabilitering giver bedre livskvalitet, og eftersom flere overlever og derfor lever med en hjertesygdom, er det vigtigt at sætte fokus på, hvad de overlever til. 

- Det er vigtigt, at vi gør rehabiliteringen til en støtte på vejen tilbage mod et aktivt og sundt liv med størst mulig livskvalitet. I dag er der ingen nationale standarder for hjerterehabiliteringen, og aktiviteterne monitoreres kun i ringe grad. Flere patienter oplever tillige, at de bliver tabt i systemet, når de overgår fra sygehus til kommune. Det betyder, at mange ikke tilbydes eller ikke gennemfører den rette rehabilitering, siger Anne Kaltoft. 

Mindsk den geografiske ulighed 

Manglen på læger og sygeplejersker er over hele landet udtalt. Selvom nogle regioner er hårdere ramt end andre, er der ingen region, som går fri, når det drejer sig om mangel på sundhedsfagligt personale. Særligt i landdistrikterne og i byer væk fra universitetshospitalerne er problemet udtalt, og det kardiologiske område er ingen undtagelse. Samlet skaber det en geografisk ulighed, der skal gøres op med. 

- Tiden er inde til, at man prøver nye løsninger af og åbent tør tale om mere fælles ansvar for vores sundhed. Vi håber, at en kommende regering blandt andet vil se på muligheden for delestillinger regionerne imellem, som man for 2023 eksempelvis har indgået aftale om mellem Region Hovedstaden og Region Sjælland, siger Anne Kaltoft. 

Med delestillinger kan regionerne dele kompetencerne bedre imellem sig, så det ikke bliver afgørende for behandlingen, hvor i landet man bor. 

- Uanset om man bor i Næstved eller Nibe, skal man kunne regne med at få den rette behandling i rette tid. Sådan er det ikke i dag, hvor ens postnummer desværre i høj grad afgør, om man kan få den rette behandling. Derfor er vi også tilfredse med, at en strukturkommission har som erklæret opgave at være med til at mindske den geografiske ulighed, siger Anne Kaltoft. 

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen
Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen
Download

Information om Hjerteforeningen

Hjerteforeningen
Hjerteforeningen
Vognmagergade 7, 3. sal
1120 København K

70 25 00 00https://hjerteforeningen.dk/

Hjerteforeningen er Danmarks næststørste sygdomsbekæmpende organisation med mere end 116.000 medlemmer. Vi arbejder med forskning i hjerte-kar-sygdomme, forebyggelse af hjertesygdomme og patientstøtte.

Besøg os på hjerteforeningen.dk

Følg pressemeddelelser fra Hjerteforeningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Hjerteforeningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye