Kræftens Bekæmpelse

Hjemmetest øger deltagelsen i screening for livmoderhalskræft

Del
En hjemmetest for HPV skulle få flere kvinder i Region Hovedstaden med i screeningsprogrammet for livmoderhalskræft, og det ser ud til at lykkes. Resultater fra en pilot implementering af HPV hjemmetest viser nemlig, at flere bliver screenet, når de får lov til selv at teste i stedet for at gå til lægen. Det på sigt vil redde liv, mener forskerne.

Turen ned til lægen for at blive undersøgt for livmoderhalskræft er for mange kvinder lang – og også for lang: Én ud af fire kvinder vælger nemlig turen fra.

På verdensplan dør over en kvart million kvinder årligt af livmoderhalskræft, og trods et effektivt screeningsprogram valgte Region Hovedstaden derfor på forsøgsbasis at afprøve en hjemmetest, hvor kvinder selv kan tage en prøve og sende den af sted til testlaboratoriet. Håber var, at det kunne få flere kvinder til at blive screenet.

Initiativet er fulgt af forskere fra Kræftens Bekæmpelse og Hvidovre Hospital, som har offentliggjort konklusionerne i flere videnskabelige artikler. Og resultaterne er opmuntrende, forklarer en af undersøgelsens hovedforfattere, Susanne Krüger Kjær. Hun er professor ved Rigshospitalet og forskningsleder ved Afdeling for Virus, Livsstil og Gener hos Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.

– Det er meget positive tal, der viser, at vi formentlig kan øge screeningsprocenten med op mod 8 procentpoint, hvis hjemmetest bliver et fast tilbud. Derudover tyder vores undersøgelse på, at et tilbud om hjemmetest kan øge screeningsdeltagelsen i alle sociale lag, selvom deltagelsen i hjemmetest dog ikke var lige høj i alle grupper. Vi kunne også se, at deltagelsen i hjemmetest var høj blandt kvinder, som fandt almindelige screeninger ubehagelige, eller som ikke kunne få en passende tid til screening hos deres egen læge. Det tyder på, at det er travlhed og ubehag, der er hovedårsagerne til, at kvinderne i første omgang valgte almindelig screening fra, siger Susanne Krüger Kjær.

Godt og nemt alternativ

Det er Regionsrådet i Region Hovedstaden, der har taget initiativ til at afprøve de nye hjemmetest.

I perioden 2014-15 udsendte regionen derfor brev til 23.632 kvinder i alderen 27-65 år. Fælles for dem var, at de ikke var blevet screenet i mindst fire år. Hele 20 pct. af kvinderne valgte at tage imod tilbuddet om en hjemmetest, hvor de selv skulle tage en prøve fra deres livmoderhals og sende den ind til undersøgelse. Derudover valgte yderligere 10 pct. af kvinderne at blive screenet hos deres egen læge, efter at de havde fået invitationen til hjemmetest. I alt blev 30 pct. af kvinderne altså screenet.

– Det er en simpel procedure at tage prøven selv. Vi tester børsterne, som kvinderne returnerer til os, for humant papillomavirus, HPV, der er årsagen til livmoderhalskræft. Hvis testen er positiv, vil kvinderne blive henvist til en opfølgende prøve hos deres læge, så det er en utrolig effektiv metode til at få kontakt til de kvinder, der er i risikogruppen, fordi de ikke er screenet igennem en længere periode, forklarer seniorforsker Jesper Bonde fra Patologiafdelingen på Hvidovre Hospital, der var hovedansvarlig for initiativet med udsendelse af hjemmetest.

Da tidligere undersøgelser har vist, at kvinder, der deltager i screening, nedsætter deres risiko for at få livmoderhalskræft med mindst 80-90 pct., er de nye resultater positiv læsning for forskerne. De har nemlig længe har søgt efter metoder til at få fat i den sidste fjerdedel af kvinderne, der ikke bliver screenet regelmæssigt hos egen læge.

Spørgeskema giver viden om årsager til fravalg af screening

Foruden et kit til at tage prøven fra Hvidovre Hospital, fik kvinderne også et spørgeskema fra Kræftens Bekæmpelse. Her blev de blandt andet spurgt om deres livsstil og om årsagerne til at de ikke havde deltaget i screeningen. Resultaterne herfra gjorde forskerne kloge på, hvorfor gruppen af selvtestende kvinder ikke var blevet screenet i flere år.

– Resultaterne fra den del af undersøgelsen peger på flere forhold. Blandt andet kunne vi se, at ubehag ved den gynækologiske undersøgelse var en væsentlig årsag til at vælge almindelig screening fra, og derudover har mange af kvinderne svært ved at få passet screening ind i en travl hverdag. Her er hjemmetesten et godt og nemt alternativ. Vi kan også se, at mens mange kvinder med højt BMI vælger screening hos lægen fra, så deltager de i lige så høj grad som andre kvinder i hjemmetesten, siger Louise T. Thomsen. Hun er medforfatter på undersøgelsen og postdoc ved Afdeling for Virus, Livsstil og Gener i Kræftens Bekæmpelse.

Det skal være nemt at sige ja

Den nye undersøgelse peger altså på, at en hjemmetest kan vise sig at blive et væsentligt supplement til det eksisterende screeningsprogram. Og forskerne har undervejs også fået en delviden om, hvordan de muligvis kan øge deltagelsen endnu mere blandt den restgruppe af kvinder, der hverken lader sig screene hos lægen eller via en test derhjemme. Det drejer sig blandt andet om kvinder fra andre EU-lande, der bor i Danmark.

– Vi har haft gode erfaringer med blandt andet at udarbejde informationsmaterialet på flere forskellige sprog. Den klare konklusion på undersøgelsen er, at jo nemmere og mere ukompliceret vi gør det, desto flere tager imod tilbuddet. Ud over sprogversionering arbejder vi også med simple web- og app-lignende tilmeldingssystemer. Alt sammen øger tilslutningen, og det redder i sidste ende liv, for det handler om liv, fortæller Jesper Bonde.

Stadig social slagside

Selv om konklusionerne er positiv læsning, så peger de også på, at der stadig er grupper af kvinder, som er svære at få fat i. Tidligere undersøgelser af de traditionelle screeningsprogrammer for livmoderhalskræft har vist en social slagside. Hjemmetest bringer desværre ikke fuldstændig balance, når det gælder den sociale og demografiske fordeling af kvinder, der deltager, og kvinder, der ikke deltager.

Selvom tilbuddet om hjemmetest gav en højere screeningsdeltagelse i alle sociale grupper, så var der stadig en gruppe af kvinder, som ikke blev screenet. Det gjaldt især blandt kvinder med kort uddannelse eller lavere indkomst, kvinder med ikke-vestlig baggrund og kvinder med svær psykisk sygdom som eksempelvis skizofreni.

– I denne gruppe er der formentlig behov for mere målrettede initiativer, eksempelvis i samarbejde med distriktspsykiatrien eller sundhedsplejen, der tager på hjemmebesøg. Det drejer sig i sidste ende om at gøre screeningerne så tilgængelige som muligt, siger Susanne Krüger Kjær. 

Resultaterne fra undersøgelsen er offentliggjort her:

Lam JUH et al.: Human papillomavirus self-sampling for screening nonattenders: Opt-in pilot implementation with electronic communication platforms. Int J Cancer, 2017, 140:2212-19. 

Harder E. et al.: Determinants for participation in human papillomavirus self-sampling among non-attenders to cervical cancer screening in Denmark. Cancer Epidemiol Biomarkers Prev. 2018 Aug 14.

----------------------------------------------------


Tilbydes som standard

På baggrund af de positive resultater fra pilot implementeringen har Region Hovedstaden efter pilot implementeringens afslutning tilbudt hjemmetesten som et standardtilbud til kvinder, der ikke har deltaget i den almindelige screening. Det vil sige kvinder, som ikke er blevet screenet indenfor det anbefalede screeningsinterval plus et år – svarende til fire år for kvinder mellem 23-49 år og seks år for kvinder mellem 50-64 år.

Siden december 2017 har omkring 60.000 kvinder modtaget invitation til HPV hjemmetest, og til oktober har stort set alle kvinder i regionen som opfylder kriterierne, modtaget det alternative screeningstilbud.

Kontakter

Louise Thirstrup Thomsen, postdoc ved Kræftens Bekæmpelse, tel: 3525 7927, e-mail: ltt@cancer.dk


Jesper Hansen Bonde, seniorforsker ved Hvidovre Hospital, mobil: 2131 1650, e-mail: jesper.hansen.bonde@regionh.dk


Mette Weber, Kommunikationsrådgiver ved Kræftens Bekæmpelse, mobil: 2895 2828, e-mail: mvw@cancer.dk

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye