Hjælp din kommune: Fortæl, hvor meget du bevæger dig og om dine idrætsvaner og fritidsdrømme.
For mange er cykelturen hjem fra arbejde eller gåturen med hunden en naturlig del af hverdagen. Se bare Tolne Skov eller Løkken Strand på en solrig efterårsdag: Der er rigtig mange, der går ture, løber eller kører mountainbike.
Nogle bevæger sig for sundhedens skyld, andre for velværets eller for det sociale samvær, der følger med, fx hvis man går til fodbold, gymnastik eller fitness. Men der er også mange, der ikke bevæger kroppen ret meget.
Nu vil forskere på Syddansk Universitet i samarbejde med Hjørring Kommune undersøge, hvor meget vi bevæger os, og hvad der motiverer os til at komme ud over dørtrinnet. Den viden er nemlig forudsætningen for, at flere kan få et mere aktivt liv.
Derfor får flere tusinde borgere over 15 år nu et spørgeskema i deres e-Boks fra projektet `Danmark i Bevægelse’ og Hjørring Kommune. Er du en af de heldige, der får skemaet tilsendt, kan du vinde præmier, hvis du svarer.
”Vi har brug for viden om, hvordan vi lige netop her i vores kommune kan skabe bedre muligheder for vores borgere, så de kan være mere fysisk aktive. Hvordan kan idrætshallerne blive brugt af flere? Og er der andet, vi kan gøre, for at flere kommer i gang? Det håber vi at få nogle svar på gennem undersøgelserne,” siger Mai-Britt Beith, formand for Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget.
Vil vise potentialet: Flere kan være aktive
Danmark i Bevægelse er den største nationale måling af bevægelsesvaner herhjemme, og spørgeskemaet sendes til ca. 400.000 borgere over hele landet.
Undersøgelsen kobler oplysninger om bevægelsesvaner, adfærd og motiver sammen med data om de muligheder for fysisk aktivitet, der findes i hver enkelt kommune, fx cykelstier, idrætsanlæg og grønne områder. På den måde opstår der et Danmarkskort over potentialet for at få flere i gang med at være mere fysisk aktive.
Forskningsprojektet bliver dermed et værdifuldt værktøj til at prioritere og planlægge fremtidens indsatser i hver enkelt kommune, når der skal skabes et Danmark i Bevægelse. Det er støttet af Nordea-fonden med knap 12 mio. kr.
Fysisk aktivitet er for mange forbundet med glæde og samvær med andre, mens det for andre er en naturlig del af den daglige transport og arbejdet. Alt sammen med en positiv virkning på den fysiske og mentale sundhed.
I Hjørring Kommune har man valgt at supplere den landsdækkende undersøgelse med en lokal undersøgelse som udføres af DGI. Hjørring Kommunes Børne- Fritids- og Undervisningsudvalg ønsker at få belyst borgernes idrætsvaner og fritidsønsker herunder også ønsker til de faciliteter kommunen tilbyder til fritidslivet både det organiserede og det uorganiserede.”Vi håber rigtig mange borgere vil tage sig tid til at svare, hvis I har modtaget en hilsen fra Hjørring Kommune i jeres E-boks. Vi glæder os til at bearbejde besvarelserne og få et indblik i borgernes ønsker og interesser for fritidslivet i Hjørring Kommune. Folkeskolens 6. - 10. Klasses elever spørges også til deres fritidsinteresser og ønsker - dog ikke via E-boks” afslutter Mai-Britt Beith. Og supplerer ”Alle besvarelser er naturligvis anonyme”.
Spørgeskemaundersøgelse i Hjørring Kommune:
Børne- Fritids- og Undervisningsudvalget ønsker at få belyst borgernes ønsker og interesse for deres fritids- og foreningsliv samt et overblik over facilitetsønsker. Dette vil sammen med en facilitetsanalyse give et overblik som fremadrettet kan medvirke til at tegne det fremtidige idrætsbillede i Hjørring Kommune. Denne lokale borgerundersøgelse er en udløber af budgetaftale 2021-2023 og falder i fin tråd med den landsdækkende undersøgelse Danmark I Bevægelse.
Danmark i Bevægelse
Danmark i Bevægelse er den hidtil største nationale måling af vores bevægelsesvaner. 400.000 voksne danskere modtager spørgeskemaet i deres e-Boks.
Hver kommune modtager en opgørelse over potentialet til at få flere i gang med fysisk aktivitet i netop deres område.
Projektet løber fra 2019-22 og udføres af Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet, med professor Bjarne Ibsen i spidsen. Det er støttet af Nordea-fonden med knap 12 mio. kr.
Kontakter
Yderligere information vedr. Hjørring Kommunes borgeres ønsker og motionsinteresser, facilitetsønsker og behov:
Mai-Britt Beith, formand for Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget. Mail: mai-britt.beith@hjoerring.dk
Mette Lærke Braüner, Chef for Fritid, Udvikling og Administration, tlf. 41 22 38 04. Mail: mette.laerke.brauner@hjoerring.dk
Information om Hjørring Kommune
Hjørring Kommune er med sine knap 64.000 indbyggere den næst største kommune i Nordjylland. Du finder os centralt placeret i Vendsyssel og dermed i centrum af Skandinavien og Nordeuropa. Klik dig videre og bliv meget klogere på Hjørring Kommune.
Følg pressemeddelelser fra Hjørring Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Hjørring Kommune
Nu tages første skridt i Hjørring Kommunes grønne trepartsarbejde1.7.2025 13:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Lodsejere og lokale aktører inviteres til dialog om fremtidens natur- og klimaprojekter.
Naturmødet 2025: Naturen som folkesag24.5.2025 16:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Der var ikke mange, der vidste hvad ordet biodiversitet betød, da Naturmødet så dagens lys for 10 år siden. Naturmødet 2025 cementerede, at virkeligheden i dag er en helt anden.
Naturmødet fejrer 10 års jubilæum – trods blæsende start22.5.2025 18:18:44 CEST | Pressemeddelelse
Efter en stormfuld optakt og en officiel åbning som måtte udsættes nogle timer, kunne Naturmødet torsdag eftermiddag endelig skyde en festlig jubilæumsudgave af naturens eget folkemøde i gang.
Åbning af Naturmødet er udsat til kl. 17.0022.5.2025 10:47:38 CEST | Pressemeddelelse
Naturen er i den grad stemplet ind på Naturmødet 2025. Kraftig blæst betyder, at den officielle åbning i Thunderdome må udsættes af sikkerhedshensyn.
Indvielse af De Maritime Huse ved Løkken Moleleje14.5.2025 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Invitation til festlig markering af nyt samlingspunkt på Løkken Strand.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum