Historisk udfordrende 2022 i ATP rammer ikke danskernes pensioner
9.2.2023 08:00:00 CET | ATP | Pressemeddelelse

ATP Koncernen fik i 2022 et negativt resultat på 56,8 mia. kr. Resultatet var drevet af et stort, negativt afkast i investeringsporteføljen, som skyldes den generelle, turbulente markedsudvikling. Investeringsporteføljen gav i 2022 et afkast før omkostninger og skat på -64,4 mia. kr., som efter omkostninger svarer til -40,9 pct. i forhold til bonuspotentialet. På trods af tabet er de pensioner, ATP har lovet, uændrede, og danskerne får udbetalt deres garanterede pensioner.
Årets samlede resultat afspejler, at de finansielle tab var størst i begyndelsen af 2022, og at året sluttede med positive afkast og resultat i fjerde kvartal isoleret set.
”ATP har haft et rigtigt svært år, hvor vi tabte mange penge i vores investeringsportefølje. Det ville vi gerne have været foruden, men 2022 var et udfordrende år for alle investorer. ATP blev ramt af tab på både aktier og særligt tab på obligationer, som udgør en stor del af investeringsporteføljen, ligesom vi generelt kører med et højt risikoniveau i denne begrænsede del af ATP’s samlede formue. Vi mener, at det er den rigtige strategi på langt sigt, og det ændrer et resultatmæssigt skuffende 2022 ikke på. Derfor holder vi fast i det, som - mener vi - tjener vores medlemmer bedst over tid,” siger Martin Præstegaard, adm. direktør i ATP.
ATP og folkepension er grundpillen i danskernes pension
Set over året kom de største negative bidrag til resultatet fra investeringer i dels stats- og realkreditobligationer med et afkast på -60,6 mia. kr., dels i børsnoterede aktier med et afkast på -20,7 mia. kr. Beholdningen af inflationsrelaterede instrumenter bidrog samlet set positivt med et afkast på 11,8 mia. kr. Det negative resultat i 2022 kommer efter en årrække med høje afkast. Set over de seneste fem år (inkl. 2022) er det akkumulerede afkast i absolutte tal på 10 mia. kr. om året i gennemsnit svarende til et tidsvægtet afkast på 6 pct. årligt.
”ATP udgør sammen med folkepensionen den bærende søjle i det danske pensionssystem. Vi udbetaler et fast beløb til alle vores medlemmer, når de rammer pensionsalderen, og den udbetaling ved medlemmerne, at de kan regne med livet ud. 40 pct. af danske pensionister har i dag ikke anden indkomst end de offentlige pensioner og ATP. Vores udbetalinger er med andre ord enormt vigtige for mange tusinde pensionister i Danmark, og de må ikke svigte. Det gør de heller ikke, for vores afdækningsportefølje sikrer, at vi altid kan levere dét, vi har lovet medlemmerne,” siger Martin Præstegaard.
På trods af det negative resultat er grundtrygheden på plads, og der er ikke tvivl om de fremtidige udbetalinger til alle ATP’s medlemmer. Værdien af de garanterede pensioner faldt markant som følge af periodens rentestigninger, men blev afdækket i afdækningsporteføljen. Det samlede resultat af afdækningen blev på -8,3 mia. kr., svarende til -1,4 pct. af de garanterede pensioner. Det negative resultat skyldes blandt andet, at afdækningen af pensionsgarantierne ikke kan være helt præcis.
Samlede årlige omkostninger holdt sig lave
ATP har fortsat stort fokus på at holde omkostningerne lave, fordi de har direkte betydning for pensionernes størrelse. Vi balancerer løbende ønsket om lave omkostninger med hensynet til at skabe det bedst mulige afkast til medlemmerne. ATP’s administrationsomkostninger var i 2022 på 39 kr. pr. medlem. Dette er på niveau med sidste år og fortsat lavt i både dansk og international sammenhæng. Det samlede ÅOP i 2022 lød på 0,35 pct. af formuen.
Dette års opdatering af levetid medførte en overførsel fra pensionsforpligtelserne til bonuspotentialet på 3,8 mia. kr., svarende til 0,7 pct. af værdien af pensionsforpligtelserne. Overførslen er et udtryk for en justering af levetidsforventningerne som følge af udviklingen i den faktiske levetid i det forgangne år.
ATP’s reserver – bonuspotentialet – var på 103 mia. kr. ved udgangen af 2022, og pensionsforpligtelserne var på 575 mia. kr. Bonusevnen, som er forholdet mellem bonuspotentialet og værdien af pensionsforpligtelserne og dermed udtrykker ATP’s evne til at kunne øge pensionerne, var på trods af den turbulente markedsudvikling i 2022 på 17,8 pct. Det er på niveau med gennemsnittet af de seneste 10 år.
Succeshistorien Udbetaling Danmark
Ud over rollen som pensionskasse og hele Danmarks pensionsselskab har ATP en væsentlig opgave som udbetaler af langt størstedelen af danske velfærdsydelser. Det sker via Udbetaling Danmark, en selvejende institution, der bl.a. udbetaler folkepension, boligstøtte og børne- og ungeydelse. I 2022 var det 10 år siden, at Udbetaling Danmark som ny central myndighed i Velfærdsdanmark blev etableret med det formål at effektivisere administrationen, sikre ensartet sagsbehandling og understøtte retssikkerhed for borgerne.
”Økonomisk set har Udbetaling Danmark været en stor gevinst. Målet i 2012 var at reducere omkostninger for 300 mio. kr. årligt ved at skabe den institution, og det mål blev nået allerede i 2015. Digitalisering og effektivisering er de primære grunde til, at Udbetaling Danmark i dag sparer udgifter for mindst 700 mio. årligt, og der er potentiale til mere,” siger Martin Præstegaard.
Kontakter
Søren SpringborgHead of External Media RelationsATP Presse
Tlf:+45 20194170sosp@atp.dkGerd BuchhavePresserådgiver i Pensions- og Investeringsforretningen
Tlf:+45 24990911geb@atp.dkBilleder
Vedhæftede filer
Information om ATP
ATP Koncernen er Danmarks største pensionsselskab og administrationshus. Vi løser opgaver for næsten alle borgere og virksomheder i Danmark. ATP Livslang Pension er en kollektiv ordning med mere end 5,5 mio. medlemmer og en pensionsformue på 678 mia. kr. Vores opgave er at sikre gode, stabile pensioner, så danskerne har lidt mere at leve for den dag, de går på pension. Derudover sikrer vi udbetaling af en række velfærds- og sikringsydelser. To ud af tre velfærdskroner, der udbetales i Danmark, kommer fra ATP Koncernen. Sammenlagt udbetaler vi ca. 310 mia. kr. om året til 2,4 mio. borgere på vegne af staten, kommunerne og arbejdsmarkedets parter.
Følg pressemeddelelser fra ATP
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ATP
Pensionistpar får flere år sammen – ikke fordi flere gifter sig, men fordi vi lever længere11.9.2026 11:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Andelen af enlige folkepensionister er faldet markant siden 1995. Forklaringen er ikke, at mange flere finder en ny partner, men at de par, der allerede har hinanden, får langt flere år på pension sammen.
Flere pensionister siger ja til hinanden4.9.2026 10:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere danskere gifter sig sent i livet. Nye tal fra ATP viser, at antallet af vielser blandt de +70-årige er tæt på fordoblet. Blandt danskere i 60’erne bliver flere kvinder gift i dag end for 20 år siden.
Udenlandske aktier løfter ATP gennem første halvår1.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Første halvår af 2026 var præget af den eskalerede konflikt i Mellemøsten og stigende energipriser. ATP's garanterede pensioner er intakte, og med et afkast på 14,5 pct. i investeringsporteføljen står ATP økonomisk stærkt. Det langsigtede afkast siden 2008 lyder på 10,9 pct. i gennemsnit om året.
Falske beskeder i omløb: ATP og Udbetaling Danmark advarer borgere mod snyd via telefon, sms'er og mails22.7.2026 10:16:44 CEST | Pressemeddelelse
Modtager du en besked vedr. ATP eller Udbetaling Danmark skal du IKKE trykke på linket – slet i stedet beskeden omgående.
Danskernes levetid stiger for tredje år i træk – men vi halter stadig efter Norge og Sverige21.7.2026 14:40:00 CEST | Pressemeddelelse
Danskernes levetid stiger for tredje år i træk. Alligevel skraber vi bunden, når vi sammenligner os med andre vestlige lande.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


