Renoverprisen

Her er Danmarks bedste renoveringer 2022

Del
Det blev transformationen af en gammel fabriksbygning på Fyn, en historisk retsinstitution i Aarhus og et fængsel fyldt med kultur i Horsens, der torsdag aften løb med titlerne som Danmarks bedste renoveringer 2022.
Alle tre vinderhold på podiet. (Foto: Melissa Ørnstrup)
Alle tre vinderhold på podiet. (Foto: Melissa Ørnstrup)

Der var lagt op til den helt store fejring, da Renoverprisen for tiende gang kårede Danmarks bedste renoveringer i det gamle lokomotivværksted Kedelsmedjen i København. Som noget helt særligt i år blev der i anledning af prisjubilæet uddelt tre priser inden for kategorierne bolig, institution og erhverv, hvor også bæredygtighed har været et gennemgående fokus:

“En stor del af vores samlede klimabelastning stammer fra vores bygninger, så det handler om at sætte fokus på, hvordan vi kan få det meste ud af vores eksisterende bygninger, og her spiller renovering en stor rolle. Det kræver nytænkning og teknisk snilde at udføre en bæredygtig renovering, der både er funktionel og smuk i sit design, og det har de tre vindere i den grad vist, at de kan, på hver deres måde,” udtaler Karen Mosbech, Formand for Renoverprisens Nomineringsudvalg.

Et hus i et hus: Fabers Fabrikker på Fyn vinder kategorien bolig

Aftenens første vinder skulle findes i kategorien bolig, hvor holdet bag transformationen af de gamle fabriksbygninger Fabers Fabrikker i Ryslinge på Fyn kunne stille sig på podiet og modtage Renoverprisen. På baggrund af en 3D-scanning af de kringlede rum i den gamle fabrik var det muligt at bygge en ny “boligboks” af træ, der passer ind i fabriks-skallen. På den måde fungerer fabrikkens ydermure som en klimaskærm, mens boligen indenunder er fuldt isoleret, fremstillet af bæredygtige materialer og fremstår som ny.

Hos vinderne var det svært at skjule begejstringen, da vinderkonvolutten blev åbnet.

”Det føles meget stort at få den anerkendelse, for vi har i hele holdet gjort os umage på projektet. Det har hele vejen igennem handlet om at være med til at fortælle den større historie om vigtigheden af at genbruge vores bygninger, så det er overvældende at få det markeret på den her måde,” fortæller Mads Møller fra Arcgency, der modtog Renoverprisen sammen med resten af holdet bag renoveringen.

Fra fængselsby til kulturelt fyrtårn: Vestsalen i FÆNGSLET i Horsens vinder kategorien institution

Aftenens anden pris gik til holdet bag renoveringen af Vestsalen i FÆNGSLET i Horsens, der ikke blot har givet fængslet en ny funktion, men også har spillet en større rolle i at transformere Horsens’ identitet fra fængselsby til kulturdestination.

Med næsten kirurgisk præcision har man gennembrudt den nederste 1,5 etage, så der er skabt en åbning hele vejen fra udearealerne og ind i den ikoniske indergård. Frem for at opføre en ny bygning skræddersyet til events, konferencer og koncerter har man ved at transformere fængslet ikke blot sparet CO2-udledning, men også fået nogle helt særlige rum, som folk kommer for at besøge fra nær og fjern – af egen fri vilje vel at mærke.

Glæden var også stor hos vinderne, da de kunne træde op på podiet og løfte prisstatuetten.

”Det er jo et kæmpe skulderklap og en fed følelse, især når det er noget, man har arbejdet på i så mange år. Det var en vild drøm og et svært projekt, hvor det gode samarbejde mellem parterne har været afgørende for, at vi er lykkedes,” fortæller Brian Popp fra Casa A/S, der var entreprenør på renoveringen af Vestsalen i FÆNGSLET.

Retten i Aarhus vinder kategorien erhverv

Aftenens sidste vinder skulle findes i Aarhus, hvor den over 100 år gamle bygning, der huser Retten i Aarhus - Erhvervsarkivet, har gennemgået en omfattende, men nænsom renovering med respekt for bygningens historie og sjæl. De tidligere arkivrum med kilometerlange reoler er forvandlet til retssale, møderum og kontorer. Og i den tidligere læsesal er de gamle reoler bevaret og suppleret med kunstnerisk udsmykning.

Holder bag havde svært ved at holde jublen inde, da de til klapsalver fra salen blev kåret som aftenens tredje vinder af Renoverprisen.

”Det er jo en fantastisk ære, for det er et projekt, vi er meget stolte af. Det har været en stor opgave at skulle skabe nye funktioner til en fredet bygning, men brugerne har taget den til sig, og det er jo hele betingelsen for, at vi kan renovere og give nyt liv. Der er værdighed i bygningen,” fortæller Lone Busk, der var bygherre på projektet.

Udover de eftertragtede prisstatuetter modtog alle holdene bag vinderprojekterne en check på 50.000 kroner.

***

FAKTA OM RENOVERPRISEN 2022

RENOVERPRISEN SÆTTER FOKUS PÅ RENOVERING

Renoverprisen uddeles af den filantropiske forening Realdania og GI. Selv om renovering fylder mere end halvdelen af den samlede produktion i byggebranchen, er det primært nybyggeri, der bliver belønnet med priser. Det er Renoverprisen med til at lave om på. Det særlige ved prisen er derudover, at den hylder hele holdet frem for en enkelt bidragsyder – lige fra bygherre til rådgivere og håndværkere.

Renoverprisen blev uddelt første gang i 2013. I 2022 er det derfor 10. gang Renoverprisen uddeles. I den anledning uddeles ikke blot én hovedpris, men tre priser inden for tre forskellige kategorier. De tre kategorier er:

1)     Bygninger, vi bor i (private boliger, herunder énfamiliehuse, etagebyggeri, almene boliger osv.)

2)     Bygninger, vi arbejder i (erhverv)

3)     Bygninger, vi oplever i (institutioner, herunder uddannelsesinstitutioner og kulturelle institutioner).

Der gives en check på 50.000 til vinderholdet inden for hver kategori.

KRITERIER TIL DE NOMINEREDE AF RENOVERPRISEN 2022

Alle indstillede projekter bedømmes ud fra fem kriterier. I 2022 er bæredygtighed hovedkriteriet:

  1. Bæredygtighed: Klimahensyn og bæredygtighed er tænkt ind i alle projektets faser og i selve løsningen. Fra genanvendelige, miljørigtige og eventuelt genbrugte materialer i etableringsfasen til ressourceforbrug på byggepladsen og bygningens daglige drift – fx i form af energioptimering. 
     
  2. Brugskvalitet og bidrag til omgivelserne: Projektet fungerer optimalt og vurderes positivt af brugerne. Samtidig gør projektet en forskel for de nære omgivelser ved at bidrage med sociale, arkitektoniske og oplevelsesmæssige kvaliteter. 
     
  3. Udførelseskvalitet og værdiforøgelse: Håndværk, rådgivning og arkitektur i projektet er udført på et højt fagligt niveau. Løsningen har desuden givet et værdiløft – både for bygningen, for ejerne og for brugerne.  
     
  4. Eksempelværdi: Projektet rummer et potentiale for at danne skole og udvikle renoveringsdisciplinen. Gennem de konkrete løsninger tjener det som eksempel og inspiration for andre – både i stor og lille skala. 
     
  5. Samarbejde: I alle led af byggeprocessen har samarbejdet mellem bygherre, rådgivere, udførende, brugere og myndigheder været velfungerende og eksemplarisk.

Billeder

Alle tre vinderhold på podiet. (Foto: Melissa Ørnstrup)
Alle tre vinderhold på podiet. (Foto: Melissa Ørnstrup)
Download
Vinderholdet bag renoveringen af Fabers Fabrikker. (Foto: Melissa Ørnstrup)
Vinderholdet bag renoveringen af Fabers Fabrikker. (Foto: Melissa Ørnstrup)
Download
Vinderholdet bag renoveringen af FÆNGSLET. (Foto: Melissa Ørnstrup)
Vinderholdet bag renoveringen af FÆNGSLET. (Foto: Melissa Ørnstrup)
Download
Vinderholdet bag renoveringen af Retten i Aarhus - Erhvervsarkivet. (Foto: Melissa Ørnstrup)
Vinderholdet bag renoveringen af Retten i Aarhus - Erhvervsarkivet. (Foto: Melissa Ørnstrup)
Download

Information om Renoverprisen

Renoverprisen
GL.Kongevej3E
1610 Copenhagen

KONTAKT

Morten Vester Haldrup

+45 53 72 74 55

MORTEN.H@ADVICEAS.DK

Følg pressemeddelelser fra Renoverprisen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Renoverprisen

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye