Helt almindelige mennesker finder de største skatte i danmarkshistorien
Nationalmuseet åbner ny udstilling ”Jagten på danmarkshistorien”. Her møder du de mennesker, som finder danefæ i mulden, og du ser nogle af de nyeste skatte, der bidrager til vores historieskrivning. Udstillingen åbner den 4. februar 2023.

Almindelige danskere finder tusindvis af genstande hvert år. Udstyret med metaldetektorer finder de historiens spor i jorden. Nogle fund er noget helt særligt, og de erklæres for danefæ. Det er helt unikt for Danmark, at helt almindelige mennesker må gå på jagt efter historien. Det er forbudt i de fleste lande.
Siden år 1241 har det været lov, at vi skal aflevere danefæ til kongen. I dag skal vi aflevere fund til Nationalmuseet via lokalmuseerne, for de tilhører os allesammen. Til gengæld får finderne en findeløn – en danefægodtgørelse.
I udstillingen ”Jagten på danmarkshistorien” møder du nogle af de mennesker, som har gravet fortiden frem, du følger deres jagt, og du ser, hvad de har fundet i jorden.
”Det er helt almindelige mennesker, som har indleveret nogle af de mest betydningsfulde genstande, vi har her på museet. På den måde har helt almindelige borgere fra tidernes morgen skabt det her museum sammen med arkæologer, historikere og andre museumsfolk”, siger Rane Willerslev.
Guldskat fra germansk jernalder fundet i Vindelev
I udstillingen møder gæsten en håndfuld amatørarkæologer og detektorførere, som bruger en stor del af deres fritid på at finde historiens spor. En af dem er Ole Ginnerup Schytz. For to år siden fandt han en skat fra jernalderen i den jyske muld.
”Det er en af de første gange, jeg er på marken. Pludselig efter en halv time er der et meget klart signal fra metaldetektoren. Jeg graver, og op af jorden kommer en gul tingest pakket godt ind i mudder. I en klump jord i hånden er der en romersk kejser, som kigger lige i hovedet på mig, og så fortsætter jeg med detektoren. Efter en halv time står jeg med flere stykker guld”, fortæller Ole Ginnerup Schytz, som sammen med Jørgen Antonsen, fandt knap et kilo guld på en mark i Vindelev.
De skriver sig ind i historien sammen med en række almindelige borgere, som har ledt efter historiens spor, eller som har fundet dem ved et tilfælde. Knippelpigen Kirsten Svendsdatter snublede næsten over et af Guldhornene i 1639, og landmanden Frederik Willumsen fandt Solvognen på sin mark i 1902. Både Guldhornene og Solvognen er blandt de mest betydningsfulde skatte fra Danmarks oldtid.
Det er vigtigt, at jagten på historien fortsætter, for finder vi ikke genstandene i rette tid, forgår de.
Museumsinspektør Line Bjerg undersøger de tusindvis af genstande, som kommer ind på museet og lander på hendes skrivebord.
”Mængden af genstande til danefæbehandling har været stigende over en årrække. Der bliver hentet mange genstande op af jorden i disse år. Vi kan faktisk ikke følge med. Den viden vi opnår på baggrund af de nye fund skubber til forestillingen om, hvordan vores land er opstået, og de tilføjer mange facetter til den funklende diamant, som er vores historie,” siger museumsinspektør Line Bjerg.
Læs mere om "Jagten på danmarkshistorien".
Kort om danefæ
Samlet danefægodtgørelse udbetalt i 2022: 6.191.474,98 kr.
Antal indkomne genstande i 2022: 17.863.
Gennemsnitlig sagsbehandlingstid ved udgangen af 2022: 2,25 år.
I 2013 indkom der 5.556 genstande til danefæbehandling.
Læs mere om Danefæbehandling, lovgivning og indlevering.
Nøgleord
Kontakter
Karen Torp-PedersenKommunikationsmedarbejder
Tlf:+45 41 20 60 96ktp@natmus.dkBilleder











Links
Information om Nationalmuseet
Nationalmuseet er Danmarks statslige, kulturhistoriske hovedmuseum og omfatter såvel danske som udenlandske kulturers historie
Følg pressemeddelelser fra Nationalmuseet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Nationalmuseet
Vinterferie i instrumenternes verden1.2.2023 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Musikmuseet åbner deres lydlegeplads fra 13.-19. februar kl. 12-16. Gratis for børn under 18 år.
I fremtiden kan du røre ved musikken31.1.2023 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Med Musikmuseets pilotprojekt "Musikhistorien ud af boksen" vil Musikmuseet teste helt nye metoder til at fortælle musikkens historie. Projektet skal give helt nye indgange til den klassiske musik, til musikinstrumenter og til at mærke musikkens magi på egen krop. Pilotprojektet er realiseret med generøs støtte fra Augustinus Fonden.
H.M. Dronningen åbner ny udstilling på Nationalmuseet ”Jagten på danmarkshistorien”27.1.2023 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Nationalmuseet åbner ny udstilling ”Jagten på danmarkshistorien”. Her møder du de mennesker, som finder danefæ i mulden, og du ser nogle af de nyeste skatte, der bidrager til vores historieskrivning. H. M. Dronningen åbner udstillingen kl. 10.30 den 4. februar 2023.
KA-CHING! Vinterferie i pengenes verden16.1.2023 12:36:49 CET | Pressemeddelelse
Få styr på lommepengene. Aktiviteter for hele familien på Nationalmuseet. 11. til 19. februar. Gratis for børn.
Verdens ældste tandbørste vokser på et træ15.12.2022 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Miswak – den ældste tandbørste – kan brækkes af et træ. Mennesker har brugt den i 5000 år, og den bruges stadig i store dele af verden. Den er et miljøvenligt alternativ til plastictandbørsten. Se den på Nationalmuseet og få historien om tandbørsten i en lille ny udstilling.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum