Haveselskabets bedste råd til at gøre haven og altanen ferieklar
5.7.2023 14:57:53 CEST | Haveselskabet | Pressemeddelelse
Undgå at havens eller altanens planter og blomster er visne, når du kommer hjem fra ferie – eller gør det nemt for en ”have-sitter” at passe haven for dig, mens du er væk.

Selv om du rejser væk i ferien, behøver du ikke frygte at komme hjem til slukørede planter, meterhøjt ukrudt eller visne krukkeblomster. Du kan nemt gøre haven ferieklar eller forberede den til at blive passet af en ”have-sitter”, forklarer Louise Møller, fagredaktør i Haveselskabet.
”Der er kommet en del regn, og der er udsigt til mere, så nu gror haven igen efter tørken, og der er gang i både græsplænen og ukrudtet. Så behovet for vanding er ikke helt så stort nu, som for bare en uge eller to siden. Men det er en rigtig god idé, hvis man kan få en nabo til at kigge efter haven eller altanen og vande de planter, der har behov,” siger hun.
Haveselskabet er en landsdækkende non-profit-forening, der arbejder for at udbrede viden om haven og skabe fællesskab mellem haveejerne. Feriepasning af hinandens haver er noget, der samler mange haveejere på tværs af vejen eller i kvarteret – men mange bliver også i tvivl om, hvor haven har brug for en hjælpende hånd, når den er alene hjemme.
”Havens planter er generelt robuste. Uanset om man får sin have eller altan passet, kan planterne måske hænge lidt med hovedet, når man kommer hjem igen, men der skal rigtig meget til, at de dør helt. De mest udsatte planter, som har svært ved at klare sig uden vanding, er krukkeblomsterne, siger Louise Møller, men understreger, at man alligevel skal give dem en chance til.
”Kommer man hjem til en hortensia i krukke, der hænger og har fået brune blade, så smid den endelig ikke ud. Ofte vil den kunne overleve og blive flot igen til næste år,” siger hun.
Det skal du tjekke, inden du tager på ferie fra haven:
Krukker og altankasser
Stil krukkerne i skygge eller halvskygge. Så kan de nøjes med at få vand hver anden eller tredje dag. Når de står i skygge, sætter de ikke helt så mange nye skud og ser måske lidt kedelige ud, når du kommer hjem – men de skal nok komme igen. Vand dem godt igennem, før du tager af sted.

Selvvander
Lav en selvvander til krukkerne. Er du kun væk i en lille uges tid, kan du nøjes med denne løsning. Er du væk i længere tid, kan en have-passer skifte selvvanderen og dermed nøjes med at komme forbi hver fjerde-femte dag. Du kan lave din egen selvvander af en stor sodavandsflaske, som du fylder med vand og sætter med bunden i vejret i krukken. Det afgiver vand over nogle dage.
Drivhus
Åbn vinduer og døre i drivhuset, så der ikke bliver for varmt. Dyrker du afgrøder direkte i jorden eller i kapilærkasser, skal der helst vandes hver fjerde eller femte dag. Dyrker du i krukker, skal planterne vandes dagligt eller udstyres med en stor selvvander, som fyldes cirka hver fjerde dag.
Køkkenhave
Dæk gerne den bare jord med græsafklip – det holder på jordens fugtighed og betyder, at der ikke skal vandes helt så meget. Medmindre der falder meget regn, skal køkkenhaven gerne vandes løbende. Mange afgrøder er klar til høst i sommerferien, så høst løs, inden du tager på ferie. Frys noget ned, forær lidt til naboerne og tag en masse med på ferie, så der er ærter og salat til de første feriedage – eller lad din have-passer spise løs af de friske grøntsager som tak for hjælpen.

Græsplænen
Efter flere ugers tørke gror græsset igen. Hvis der er kommet skader efter tørken, så vent til august med at lappe på den. Om den skal klippes, før du tager på ferie, er en smagssag – den kan sagtens tåle at blive langhåret, mens du er på ferie.
Ukrudt
Gå haven efter for ukrudt, før du tager af sted. Er du af sted i to-tre uger, kan ukrudtet både nå at blomstre og smide frø og gøre det til en kæmpe opgave at få bugt med det, når du kommer hjem.
Stauder
Mange stauder er afblomstret og ser lidt kedelige ud. Klipper du dem tilbage nu, kan de sætte nye blade og måske blomstre igen, når du er hjemme fra ferie. Det gælder især stauder som storkenæb, staudesalvie, lodden løvefod og katteurt.
Vand til dyrene
Husk at fylde fuglebadet godt op, så dyr og insekter kan slukke tørsten, mens du er væk.

BONUSINFO
Har du nyplantede træer eller andre planter, er det vigtigt at de bliver vandet godt igennem, før du tager på ferie, og bliver vandet løbende, mens du er af sted.
Er du i tvivl om, hvilke planter, der har særligt brug for vand eller sagtens kan undvære, mens du er på ferie, så læs Haveselskabets gode råd om vanding i sommervarmen og inden du tager på ferie her eller Haveselskabets guide til vanding i haven her
Nøgleord
Kontakter
Bente Yde EnertPresse- og kommunikationschef
Tlf:40 40 24 20be@haveselskabet.dkLouise MøllerFagredaktør
Tlf:45 27 11 19lm@haveselskabet.dkLinks
Det Kgl. Danske Haveselskab – Haveselskabet
Haveselskabets medlemmer er lige så forskellige som deres haver - haveglæden den deler de. Nogen er til vildt pæn have, andre til køkkenhave. Haveselskabet er en NGO, der har til formål at fremme interessen og kendskabet til at dyrke have. Haveselskabet har siden 1900 udgivet medlemsmagasinet HAVEN, der udkommer 10 gange om året. Læs mere på haveselskabet.dk.
Følg pressemeddelelser fra Haveselskabet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Haveselskabet
Havens Dag kickstarter årets bedste plantetid: Du må godt – og du kan godt – plante nu27.8.2026 16:06:23 CEST | Pressemeddelelse
Søndag den 13. september inviterer landets havecentre og planteskoler alle til Havens Dag. Startskuddet til en plantesæson, hvor lune jorde, mere nedbør og lavere fordampning giver nye planter særdeles gode betingelser for at komme godt fra start.
Årets største havetrend: Haven som fristed i en travl verden30.7.2026 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Haveselskabet sender en sommeropfordring til danskerne: Gå i haven 10 minutter om dagen – det kan være det lille svar på nogle af de store spørgsmål
Haveselskabets bedste råd til at gøre haven ferieklar9.7.2026 16:39:25 CEST | Pressemeddelelse
Vi ved godt, at du vil komme til at savne din have, mens du er væk – eller måske ikke? Uagtet hvilken havetype du er, får du her et par gode råd fra Haveselskabet til at passe godt på din have, mens den er ”alene hjemme” i sommerferien.
Haveselskabet anbefaler: Lad græsset blive gult25.6.2026 11:58:03 CEST | Pressemeddelelse
Weekenden står på rekordvarmt vejr, og det kommer din have også til at mærke. Gult græs og blomster, der hænger med hovedet. Her er Haveselskabets bedste råd til at hjælpe haven gennem hedebølgen.
Smid gammel anbefaling på kompostbunken16.6.2026 13:09:44 CEST | Pressemeddelelse
Drop gammelt haveråd og vent med at klippe hækken, til fuglene er fløjet fra reden, lyder det fra Haveselskabet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum