Haveselskabet

Havens hovedbrud: Det spørger haveejerne om

Del
Hvorfor spirer frøene ikke? Hvornår er det bedst at plante den nye hæk? Og hvordan får jeg flere sommerfugle i haven? Haveselskabet, som er en landsdækkende og almennyttig forening med rødder helt tilbage til 1830, har i snart 60 år tilbudt haverådgivning til sine medlemmer og hjulpet både nye haveejere og rutinerede haveentusiaster med store og små problemer i haven. Selvom havelivet har forandret sig i takt med tiden, går mange spørgsmål igen år efter år. Haveselskabet har kigget i arkiverne og samler gennem hele havesæsonen i år tre af de oftest stillede spørgsmål for hver måned - og selvfølgelig også de bedste tip og råd til udfordringerne, så haveejere landet over kan få glæde og gavn af hinandens udfordringer og erfaringer.
Foto: Rosa Eskelund
Foto: Rosa Eskelund

Haveglæde er det vigtigste råd - hele året

Nogle kontakter Haveselskabets rådgivning med et billede og spørger, hvilken plante det er. Andre vil måske vide, hvilken sort af porre, der har de længste hvide skafter, eller hvilke stauder der anbefales til sandet jord. Andre er udfordret af sygdom eller skadedyr i haven eller i tvivl om beskæring af træer og buske, fortæller Louise Møller, der er havefaglig rådgiver og fagredaktør i Haveselskabet.

- Vi får i rådgivningen spørgsmål fra både unge, nye haveejere, der lige har skiftet altankassen i lejligheden ud med deres allerførste have og nu vil prøve sig frem med stauder, roser eller højbed. Men vi får også spørgsmål fra erfarne haveejere, som har haft have i over 40 år og nu har fået lyst til at prøve noget helt nyt med haven eller vil lægge den om, fordi livet har forandret sig, forklarer hun.

Det vigtigste haveråd er ifølge, Louise Møller, at man husker at glæde sig over og nyde sin have. 

- Man lærer meget af sine fejl haven, og alle begår fejl derude. Selvfølgelig er det ærgerligt, hvis en plante går ud, men så må man prøve igen eller spørge om hjælp - hos naboen eller her i rådgivningen. Og måske giver et problem med en plante plads til en helt ny og bedre retning for haven, som man ikke havde fået øje på uden den oprindelige udfordring, siger hun. 

Haven i april - og tre af månedens mest udbredte udfordringer

Solskin og forårsstemning det ene øjeblik - slud og blæst det næste. April er måneden, som kan vise sig fra både sin smukke og sin barske side - nogle gange på samme dag. I april mærker vi for alvor at lyset er vendt tilbage, og at det kribler i fingere for at komme ud i haven. Efter en lang vinter er der meget, vi gerne vil ordne, men vejret og den kolde jord kan drille og forpurre de ellers gode intentioner i både køkkenhave og prydhave. Et generelt godt råd for haven i april er derfor at holde lidt igen og være tålmodig.

I Haveselskabets rådgivning går særligt tre temaer igen år efter år i april: Mos i græsplænen, beskæring af roser, planlægning af køkkenhaven. 

SPØRGSMÅL 1: Hvad gør jeg ved mos i plænen?

Græsplænen er noget af det, Haveselskabets rådgivning får allerflest henvendelser om, og særligt mos driller mange haveejere. Foråret er et godt tidspunkt at fjerne mos på, for det har haft gode vækstbetingelser over vinteren - især hvis det har været vådt og mildt. Men når jorden varmes op, begynder græsset at gro, og derfor er det godt at fjerne mos netop nu. Mos kan fjernes med en vertikalskærer eller en mosrive med metaltænder, især hvis der ikke er så meget mos plænen. Når mosset er fjernet, skabes der lys og luft til græsset, og du kan med fordel efterså græs og hjælpe det lidt på vej med gødning. En effektiv måde at undgå mos på er ved at holde plænen tæt - og det opnår du bedst ved at klippe det regelmæssigt. Men det er værd at bemærke, at det ikke er nødvendigt at fjerne mos i plænen, hvis du ellers ikke har noget imod at det er der. Ligger din plæne i skygge, må du acceptere, at der altid vil være lidt mos i den. Græs har de bedste vækstbetingelser, hvis det får meget sol, vand og gødning.

Se også Haveselskabets tema om græsplæne med guide og video om mos i plænen haveselskabet.dk/mos-i-plaenen eller haveselskabet.dk/graesplaene  

SPØRGSMÅL 2: Hvordan beskærer jeg roser?

Beskæring af roser bliver ofte gjort til noget mere besværligt og kompliceret, end det egentlig er, og de fleste er bange for at skære for meget. Men roser har godt af at blive beskåret, og de moderne sorter beskæres ned i ca. 25 cm højde. Historiske og engelske roser skal dog kun beskæres cirka en tredjedel tilbage, og gamle, grove grene skæres af helt nede ved jorden. For alle slags roser gælder det, at døde og syge grene fjernes, når man er i gang. Ved beskæringen kan man styre i hvilken retning rosen kommer til at vokse. Derfor er det godt altid at beskære rosen lige over en udadvendt knop. På den måde kommer de nye skud til at vokse væk fra buskens midte - og så kan man godt begynde at glæde sig til smukke og duftende roser. Roser skal først beskæres, når risikoen for hård frost er ovre, hvilket for det meste vil sige fra midten af april. Det er vigtigt ikke at udsætte sine ny-beskårede roser for voldsom kulde, så hold gerne lidt øje med 14-dags prognosen for vejret, inden du går i gang. 

Se også Haveselskabets tema om roser med video og guide til beskæring på haveselskabet.dk/roser  

SPØRGSMÅL 3: Kan jeg begynde at så i køkkenhaven i april?

Køkkenhaven er noget, mange haveejere glæder sig til, og når den første forårsdag melder sig, kan vi næsten allerede smage de friske grøntsager og nyopgravede kartofler. Men selvom luften føles lun, er jorden stadig til den kølige side i april, så gå lidt forsigtigt frem. Du kan så småt starte op med valsk bønne, spinat, radiser, stikløg og læggekartofler. Er du i tvivl om tidspunktet for såning, er det altid en god idé at følge anvisningerne på posen. Til gengæld er april en god måned at begynde at forkultivere planter, der senere skal ud i køkkenhaven. Forkultivering i drivhus er fint, fordi forårssolens stråler sagtens kan varme det op, samtidig med at glasset beskytter mod kulden om natten. I april kan du gå i gang med blandt andet majs, squash og bønner, som så lige er til at plante ud, når jorden er varmet mere op. 

Se også Haveselskabets tema om køkkenhave på haveselskabet.dk/koekkenhave

FAKTABOKS: Haveselskabets rådgivning

Haveselskabets rådgivningen tager imod spørgsmål fra Haveselskabets medlemmer året rundt. Travlest er der i have-højsæsonen fra 1. marts-1. november. 

Haveselskabets rådgivning blev etableret i 1963 og har hvert år siden da fået henvendelser fra tusindvis af haveejere. I år sætter Haveselskabet fokus på de oftest stillede spørgsmål i rådgivningen, så haveejere over hele landet kan få den bedste vejledning til de spørgsmål, der år efter år fylder mest.

I Haveselskabets rådgivning sidder to dygtige havefaglige rådgivere, som kan svare på det meste, men i nogle tilfælde sender de dog medlemmernes spørgsmål videre til eksterne eksperter med særlig viden indenfor det emne, der spørges til, for at sikre det bedste svar.

Haveselskabet er en landsdækkende nonprofit-forening, der gennem lokale afdelinger og kredse i hele landet arbejder for at sprede haveviden og haveglæde og for at fremme mangfoldigheden og den bæredygtige tankegang i haverne. Haveselskabet har siden 1901 udgivet magasinet Haven og står også bag hjemmesiden Haveselskabet.dk.

Et udvalg af de nyeste spørgsmål stillet til rådgivningen kan hver måned læses i Haveselskabets medlemsmagasin Haven og på Haveselskabet.dk

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Foto: Rosa Eskelund
Foto: Rosa Eskelund
Download
Foto: Peter Norris
Foto: Peter Norris
Download
Foto: Flickr - plæne med mos
Foto: Flickr - plæne med mos
Download

Information om Haveselskabet

Haveselskabet
Haveselskabet
Tobaksvejen 23A
2860 Søborg

45 93 60 00https://haveselskabet.dk/

Haveselskabet er en almennyttig, non-profit forening, hvor over 30.000 entusiastiske og haveglade medlemmer inspirerer hinanden til at få endnu større glæde af haven. 

Haveselskabet udgiver Danmarks bedste havemagasin "HAVEN", som vores medlemmer modtager 10 gange om året. "Haven" kan ikke købes i løssalg i butikkerne.
 
Gennem Haveselskabets Rådgivning har medlemmerne gratis adgang til landets dygtigste haveeksperter.
 
Haveselskabets lokale afdelinger arrangerer hvert år over 1.000 havearrangementer og Åbne Haver i hele landet.

Læs mere på https://haveselskabet.dk

Følg pressemeddelelser fra Haveselskabet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Haveselskabet

Årets (nye) gang i haven ”Tjek havens tilstand en ekstra gang” Haveselskabets 6 gode gøremål i haven i marts7.3.2024 12:52:29 CET | Pressemeddelelse

Klimaforandringerne har ændret årets gang i haven, og få ting er i dag, som da vi voksede op. Haveselskabet har derfor lavet en guide til, hvad du kan gøre måned for måned, nu hvor tommelfingerregler som at klippe hæk før Skt. Hans og beskære roser til dronningens fødselsdag ikke længere dur. Her får du marts måneds gode gøremål i haven.

Årets (nye) gang i haven ”Vi skal huske at bruge haven hele året”25.1.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse

Haveselskabets 5 gode gøremål i haven i februar Klimaforandringerne har ændret årets gang i haven, og få ting er i dag, som da vi voksede op. Haveselskabet har derfor lavet en guide til, hvad du kan gøre måned for måned, nu hvor tommelfingerregler som at klippe hæk før Skt. Hans og beskære roser til dronningens fødselsdag ikke længere dur. Her får du februars gode gøremål i haven

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye