Havens hovedbrud: Det spørger haveejerne om i maj
6.5.2021 12:00:00 CEST | Haveselskabet | Pressemeddelelse

Kan jeg bruge komposten fra genbrugspladsen i mine højbede?
- Komposten fra genbrugspladsen kan fint bruges som jordforbedring, men ikke til at dyrke direkte i. Hvis ikke det blandes op med almindelig havejord, er det for stærkt, og små planter svides nemt og vil visne i den rene kompost, siger Louise Møller.
Til nye højbede kan man selv lave en blanding, hvor cirka halvdelen består af havejord (dog ikke kraftig lerjord), en fjerdedel kompost og en fjerdedel sand. Alternativt kan man købe højbedsmuld. Det er en god idé at tilføre kompost hvert år. Det gøres ved at lægge 5 cm på hvert forår og vende det ned i det øverste jordlag.
Mange er også i tvivl, om de risikerer at få ukrudtsfrø med i komposten fra genbrugspladsen.
- Komposteringen sker ved så høje temperaturer, at ukrudtsfrøene dør. Der kan selvfølgelig komme mælkebøttefrø flyvende til, når komposten ligger på genbrugspladsen, men sandsynligheden for at få problematisk ukrudt ind den vej er ikke større, end de frø der ellers flyver ind over hækken i haven, siger Louise Møller.
Hvorfor spirer frøene ikke?
Der kan være flere årsager til, at frø ikke vil spire. Frøene kan være blevet for gamle, være opbevaret forkert eller ramt af svampeangreb.
- I langt de fleste tilfælde har det dog noget med de fysiologiske forhold at gøre. Jorden kan være kold, for tør eller for våd, når frøet sås. Er jorden tør, har spiren svært ved at bryde sin frøskal, så der er brug for fugtighed, for at den kan spire. Derfor er det en god idé at køre vandkanden hen over den rille, der skal sås i, så frøet kommer til at ligge i fugtig jord, forklarer Louise Møller.
At frø ikke spirer, kan også skyldes, at de er for gamle. Det kan man undersøge med en spiretest.
- Læg frøene på lidt vådt vat og læg husholdningsfilm over. Vent og se, om frøet er spiret efter fire-fem dage. Er der liv i frøet, kan man regne med at resten af posen også er god nok, og ellers er de for gamle. Metoden gælder for langt de fleste frø. Enkelte typer staudefrø har brug for kulde for at kunne spire. Det vil de have fået, hvis man køber frøene i en butik, men ikke hvis man selv har høstet dem. Manglen på kulde kan ikke afsløres i en spiretest, så der skal man slå op, om den specifikke art har brug for kulde, siger Louise Møller.
Hvorfor blomstrer mine tulipaner kun én gang?
- Det er desværre et kendt problem, at mange nyere tulipansorter kun blomstrer de første år, efter de er lagt. De følgende år kommer der kun blade og ingen blomster, og til sidst forsvinder de helt. Mange haveejere undrer og ærgrer sig, når de har brugt mange penge på at købe tulipaner, men det er desværre et problem, der er kommet med de nye tulipaner med changerende farver, fyldte blomster og frynsekant, som har mistet evnen til at formere sig. I langt de fleste tilfælde skal man derfor opfatte tulipaner som en engangsfornøjelse, siger Louise Møller.
Tulipaner formerer sig ved sideløg, men de nye og meget forædlede sorter har mistet denne evne, fordi der ikke længere er kraft nok i løget til at danne sideløg, og blomstrer derfor kun det første år - måske andet år med, hvis man er heldig. En lille gruppe tulipaner er dog stabile og kommer gerne igen. Det gælder for eksempel ’Pink Impression’, ’Spring Green’ og ’Ronaldo’, ’Purissima’.
- Man kan ikke gøre noget for at redde et tulipanløg, der ikke vil blomstre mere. Så det gælder om at nyde blomsten og sætte nye løg til efteråret. Sådan er det blevet med langt de fleste slags tulipaner, siger Louise Møller.
På Haveselskabet.dk kan du finde en guide til at få glæde af dine tulipaner i mange år og en række robuste sorter, som blomstrer i mange år. Læs mere på: Haveselskabet.dk/stabile-tulipaner
Om Haveselskabets rådgivning
- Haveselskabets rådgivningen tager imod spørgsmål fra medlemmer hele døgnet året rundt. Travlest er der i have-højsæsonen fra 1. marts-1. november.
- Et udvalg af de nyeste spørgsmål kan hver måned læses i Haveselskabets medlemsmagasin Haven og på Haveselskabet.dk.
- I år sætter Haveselskabet fokus på de oftest stillede spørgsmål i rådgivningen, så haveejere over hele landet kan få den bedste vejledning til de spørgsmål, der år efter år fylder mest.
- I Haveselskabets rådgivning sidder to dygtige havefaglige rådgivere, som kan svare på det meste. I nogle tilfælde sender de dog spørgsmål videre til eksterne eksperter med særlig viden indenfor det emne, der spørges til, for at sikre det bedste svar.
- Haveselskabet, som har rødder helt tilbage til 1830, har tilbudt professionel hjælp til haveejerne gennem årtier, og har siden 1963 drevet Haveselskabets rådgivning
Kontakter
Bente Yde EnertPresse- og kommunikationschef
Tlf:40 40 24 20be@haveselskabet.dkLouise MøllerFagredaktør
Tlf:45 27 11 19lm@haveselskabet.dkBilleder
Information om Haveselskabet
Haveselskabet er en almennyttig, non-profit forening, hvor over 30.000 entusiastiske og haveglade medlemmer inspirerer hinanden til at få endnu større glæde af haven.
Haveselskabet udgiver Danmarks bedste havemagasin "HAVEN", som vores medlemmer modtager 10 gange om året. "Haven" kan ikke købes i løssalg i butikkerne.
Gennem Haveselskabets Rådgivning har medlemmerne gratis adgang til landets dygtigste haveeksperter.
Haveselskabets lokale afdelinger arrangerer hvert år over 1.000 havearrangementer og Åbne Haver i hele landet.
Læs mere på https://haveselskabet.dk
Følg pressemeddelelser fra Haveselskabet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Haveselskabet
Havens Dag kickstarter årets bedste plantetid: Du må godt – og du kan godt – plante nu27.8.2026 16:06:23 CEST | Pressemeddelelse
Søndag den 13. september inviterer landets havecentre og planteskoler alle til Havens Dag. Startskuddet til en plantesæson, hvor lune jorde, mere nedbør og lavere fordampning giver nye planter særdeles gode betingelser for at komme godt fra start.
Årets største havetrend: Haven som fristed i en travl verden30.7.2026 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Haveselskabet sender en sommeropfordring til danskerne: Gå i haven 10 minutter om dagen – det kan være det lille svar på nogle af de store spørgsmål
Haveselskabets bedste råd til at gøre haven ferieklar9.7.2026 16:39:25 CEST | Pressemeddelelse
Vi ved godt, at du vil komme til at savne din have, mens du er væk – eller måske ikke? Uagtet hvilken havetype du er, får du her et par gode råd fra Haveselskabet til at passe godt på din have, mens den er ”alene hjemme” i sommerferien.
Haveselskabet anbefaler: Lad græsset blive gult25.6.2026 11:58:03 CEST | Pressemeddelelse
Weekenden står på rekordvarmt vejr, og det kommer din have også til at mærke. Gult græs og blomster, der hænger med hovedet. Her er Haveselskabets bedste råd til at hjælpe haven gennem hedebølgen.
Smid gammel anbefaling på kompostbunken16.6.2026 13:09:44 CEST | Pressemeddelelse
Drop gammelt haveråd og vent med at klippe hækken, til fuglene er fløjet fra reden, lyder det fra Haveselskabet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum




