Det Centrale Handicapråd

Handicappolitikker slår ikke til

Del
De kommunale handicappolitikker ender alt for ofte med at samle støv frem for at blive omsat til værdi for borgere med handicap.

Det vurderer formændene for landets kommunale handicapråd i en rundspørge foretaget af Det Centrale Handicapråd, det rådgivende organ for Folketinget og regeringen. I rundspørgen bliver formændene spurgt ind til effekten af deres kommunes handicappolitik, og svarene indikerer, at der er plads til forbedring.

Kun hver tredje af de adspurgte formænd vurderer, at deres kommunes handicappolitik rent faktisk er med til at forbedre forholdene for kommunens borgere med handicap.

Ærgrelse i Det Centrale Handicapråd
Det ærgrer Liselotte Hyveled, der er formand for Det Centrale Handicapråd.

”Det er enormt trist, at kommunernes handicappolitikker bare lægges i skuffen, for de kan være et kæmpe boost til at løfte hele handicapområdet, der hvor man er allertættest på borgerne”, siger hun.

I rundspørgen giver formændene også udtryk for, at kommunerne ikke lykkes med at bruge handicappolitikkerne aktivt.

Således vurderer kun hver fjerde af de adspurgte formænd, at deres kommunes handicappolitik bliver omsat til konkrete initiativer for at forbedre forholdene for borgere med handicap. Det er der ifølge Liselotte Hyveled en forklaring på.

”En handicappolitik skal være med til at hæve overliggeren for mennesker med handicap. Men den bliver utroligt nemt en ret diffus størrelse med gode hensigtserklæringer, og det kan være svært at gøre de smukke ord til virkelighed uden at have en plan for hvordan”, fortæller hun.

Fra tanke til handling
Liselotte Hyveled ser gerne, at handicappolitikkerne hives op ad skufferne og kommer ud i virkeligheden. Hun appellerer derfor til at kommunerne bliver langt mere handlingsorienterede i deres brug af handicappolitikkerne, så visionerne kan omsættes til konkrete initiativer.

”For rent faktisk at rykke noget, er man nødt til at give liv til handicappolitikken. Det kan for eksempel være igennem handleplaner, hvor man opstiller mål for, hvordan man helt konkret vil forbedre vilkårene for borgere med handicap inden for nogle særlige indsatsområder”, fortsætter Liselotte Hyveled.

Mange af de nuværende kommunale handicappolitikker er desuden af ældre dato. To ud af tre handicappolitikker er fra før 2016, mens den ældste kan dateres helt tilbage til 2007.

Med det afsæt afholder Det Centrale Handicapråd 25. februar Handicaprådenes Dag, hvor netop kommunernes handicappolitikker er omdrejningspunktet.

I den anledning udgiver Det Centrale Handicapråd en række anbefalinger til, hvordan man lokalt kan styrke handicappolitikkerne. Heriblandt hvordan man sikrer samhørighed med kommunernes øvrige politikker, hvordan der skabes ejerskab og hvordan man involverer de relevante forvaltninger og aktører.

”Der er en masse gode eksempler, som kommunerne kan lade sig inspirere af, og deres lokale handicapråd sidder på en masse viden, som kan gøre handicappolitikkerne til kommunens fundament for at forbedre hverdagen og livet for mennesker med handicap”, slutter Liselotte Hyveled.

 Fakta om kommunale handicappolitikker:

  • Kun en ud af fire formænd for kommunale handicapråd vurderer, at deres kommunes handicappolitik bliver omsat til konkrete initiativer
  • Kun en ud af tre formænd for kommunale handicapråd vurderer, at deres kommunes handicappolitik rent faktisk er med til at forbedre forholdene for kommunens borgere med handicap.
  • To ud af tre handicappolitikker er fra før 2016 (den ældste fra 2007)
  • Kun hver fjerde kommune har knyttet en handleplan til deres handicappolitik

kilde: Det Centrale Handicapråd

Kontakter

Det Centrale Handicapråd bistår gerne med cases og kontaktpersoner, samt yderligere information om kommunale handicappolitikker.


Thomas Stevn Kruse
Pressemedarbejder
Det Centrale Handicapråd
Tlf. 33 36 73 21

Information om Det Centrale Handicapråd

Det Centrale Handicapråd
Det Centrale Handicapråd
Stationsvej 10
9460 Brovst

33 11 10 44https://dch.dk/

Det Centrale Handicapråd rådgiver politikere, myndigheder og andre aktører i, hvordan de kan forbedre forholdene for mennesker med handicap og generelt arbejde for at påvirke aktørerne på området. Desuden har Det Centrale Handicapråd har til opgave at vurdere om Danmark lever op til sine forpligtigelser i FN’s handicapkonvention. Derfor er en af Det Centrale Handicapråds vigtigste opgaver at følge med i og kommentere offentligt på, hvordan mennesker med handicap har det, og hvordan vilkår forbedres.

Følg pressemeddelelser fra Det Centrale Handicapråd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Det Centrale Handicapråd

Arbejdspladserne vil gerne have kollegaer med handicap, men…3.12.2022 07:30:47 CET | Pressemeddelelse

En ny undersøgelse, som Voxmeter i efteråret 2022 har foretaget for Det Centrale Handicapråd, viser, at danske ledere og medarbejdere generelt er åbne for at arbejde sammen med personer med handicap. Til trods for det er personer med handicap stadig overrepræsenteret i ledighedsstatistikken. Derfor vil en ny kampagne bidrage til at nedbryde fordomme om at have kollegaer med handicap – og fremme viljen til at ansætte dem.

Ny rapport: 13,9 mia. i samfundsøkonomisk gevinst ved at få 6.800 flere mennesker med handicap i arbejde27.9.2021 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse

COWI udkommer i dag med en ny rapport, der viser, at der er er store penge at hente ved at få hjulpet bare en lille gruppe mennesker med handicap i beskæftigelse. Mere viden blandet arbejdsgiverne og bedre rammer, ikke mindst fra politisk side, kan sikre, at flere mennesker med handicap får sat deres kompetencer i spil på arbejdsmarkedet til gavn for arbejdsgivere, arbejdstagerne og samfundsøkonomien, mener Det Centrale Handicapråd.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye