Team Danmark

Guldkvartet er Årets Sportsnavn 2020

Del
Det danske banelandshold i 4.000 meter holdforfølgelsesløb vandt VM-guld og satte tre verdensrekorder på to dage. Derfor er de nu kåret til Årets Sportsnavn 2020.

3 minutter og 44,672 sekunder. Det var præcis den tid, som det tog Danmarks guldkvartet i 4.000 meter holdforfølgelsesløb at slå New Zealand i VM-finalen i Berlin. Tiden var samtidig ny verdensrekord og Lasse Norman Hansen, Frederik Rodenberg, Rasmus Lund Pedersen og Julius Johansens tredje verdensrekord på bare to dage tilbage i februar 2020. Både VM-guldet og de tre suveræne verdensrekorder er årsagen til, at de fire baneryttere nu også kan kalde sig for vindere af Danmarks fornemmeste sportspris i Danmark, Årets Sportsnavn.

Formand for DIF og dommerkomitéen bag Årets Sportsnavn, Niels Nygaard, fortæller om begrundelsen for valget af vinderne:

”De fire unge ryttere begik en fuldstændig uhørt præsentation ved at tage verdensmesterskabet på så overlegen vis og samtidig sætte tre suveræne verdensrekorder på to dage. I holdforfølgelsesløb er Danmark oppe imod cykelstormagter, som målt på ressourcer burde slå det danske banelandshold hver gang. Men Danmarks Cykle Union ville i samarbejde med Team Danmarks eksperter det anderledes. De har derfor gennem flere års ambitiøst og intensivt arbejde skabt en guldraket, der overhaler alle stormagterne uden at se sig tilbage, siger Niels Nygaard og fortsætter:

”I 4.000 meter holdforfølgelsesløb har de allermindste detaljer betydning for succes, og derfor er jeg også vild med, at disciplinen hedder holdforfølgelsesløb med tryk på hold. For VM-sejren var unægtelig en holdpræstation – fra mekaniker og træner til præstationsingeniør og rytter. Derfor går denne triumf og prisen som Årets Sportsnavn 2020 til alle omkring holdet. Titlen er fuldt fortjent”.

Danmarks fornemmeste idrætspris uddeles i et samarbejde mellem DIF og Team Danmark, og hos sidstnævnte kan formand for Team Danmark, Lars Krarup, ikke andet end at beundre 4.000 meter holdets VM-præstation, som han kalder en præstation til historiebøgerne.

”Tre verdensrekorder og et verdensmesterskab på blot to dage er en fabelagtig bedrift, der gav genlyd i hele cykelverdenen. Det kan bogstavelig talt ikke gøres bedre til et VM. Selv om 2020 har været et meget specielt sportsår med få mesterskaber, har banelandsholdet været oppe mod nogle meget stærke konkurrenter til Årets Sportsnavn. Men de er de helt rigtige vindere. Både ryttere, trænere og stab har i årevis knoklet på selv de mindste detaljer, og derfor er det fuldt fortjent at de både kan kalde sig verdensmestre, indehavere af verdensrekorden og vindere af Årets Sportsnavn 2020. De fortjener et stort tillykke, og masser af medvind frem mod OL i Tokyo, hvor vi glæder os til at se dem i de røde og hvide farver igen,” siger Lars Krarup.

Pernille Harder og Viktor Axelsen var også nomineret til Årets Sportsnavn 2020. Den danske anfører var nomineret for den kæmpe succes, hun har haft med både klub- og landshold det seneste år, hvor hun har løftet flere pokaler, scoret et hav af mål og vundet flere personlige titler. Viktor Axelsen var nomineret for sin historiske All England-sejr tilbage i marts, hvor hans drengedrøm gik i opfyldelse ved i finalen at udspille turneringens førsteseedende Chou Tien-Chen.

Om Årets Sportsnavn

Det er 30. gang, at Årets Sportsnavn uddeles. Siden 2019 har DIF og Team Danmark stået bag prisen. De første mange år var det DIF og Jyllands-Posten, som var prisens afsendere. Udover æren følger der 75.000 kroner med prisen.

Udvælgelseskriterier

De nominerede til Årets Sportsnavn 2020 har DIF og Team Danmark udvalgt på baggrund af følgende kriterier:

  • Global konkurrence: Hvor udbredt er sportsgrenen og disciplinen, og hvor mange af de store idrætsnationer satser på den?
  • Konkurrencen og medaljens karat: Et verdensmesterskab er typisk sværere at vinde end et europamesterskab. En konkurrence med deltagelse af resten af eliten er også sværere at vinde end en med mange afbud og skader.
  • Kontinuitet og forløb: Er der mange på hinanden følgende bemærkelsesværdige resultater? Eller er der gået mange års målrettet arbejde forud for en sejr, så præstationen virker mere fokuseret og mindre tilfældig end den pludselige sejr, som ingen havde regnet med?
  • Folkelighed: Udbredelsen af sporten i Danmark skaber større interesse og dermed et større pres. Samtidig er den interne, danske konkurrence hårdere.

Dommerkomitéen 2020

I dommerkomitéen, der fandt den endelige vinder blandt DIF og Team Danmarks tre nominerede sportsnavne, sidder:

  • H.K.H. Kronprins Frederik
  • Michael Laudrup, Sportens Hall of Fame
  • Camilla Martin, Sportens Hall of Fame
  • Kulturminister Joy Mogensen
  • Adm. direktør i Team Danmark, Lone Hansen
  • Bestyrelsesformand i Team Danmark, Lars Krarup
  • Adm. direktør i DIF, Morten Mølholm Hansen
  • Bestyrelsesformand i DIF, Niels Nygaard (formand for komitéen)

Tidligere vindere af Årets Sportsnavn

1991: Mette Jacobsen, svømning
1992: Jesper Bank, sejlsport
1993: Damelandsholdet, håndbold
1994: Damelandsholdet, håndbold
1995: Mette Jacobsen, svømning
1996: Bjarne Riis, cykling
1997: Wilson Kipketer, atletik

1998: Letvægtsfireren, roning
1999: Camilla Martin, badminton
2000: Damelandsholdet, håndbold
2001: Thomas Bjørn, golf
2002: Tom Kristensen, motorsport
2003: Nicki Pedersen, speedway
2004: Letvægtsfireren, roning
2005: Tom Kristensen, motorsport
2006: Mikkel Kessler, boksning
2007: Rasmus Quist og Mads Rasmussen, roning
2008: Herrelandsholdet, håndbold
2009: Lotte Friis, svømning
2010: Caroline Wozniacki, tennis
2011: Jeanette Ottesen, svømning
2012: Lasse Norman Hansen, cykling
2013: Maja Jager, bueskydning
2014: Camilla Pedersen, triatlon
2015: René Holten Poulsen, kajak
2016: Pernille Blume, svømning
2017: Viktor Axelsen, badminton
2018: Caroline Wozniacki, tennis
2019: Mads Pedersen, cykling
2020: Banelandsholdt i 4.000 meter holdforfølgelsesløb

For yderligere kommentarer kontakt

Niels Nygaard, formand for DIF og formand for dommerkomitéen for Årets Sportsnavn, 20737112
Lone Hansen, adm. direktør, Team Danmark, medlem af dommerkomitéen, tlf. 6038 252

Nøgleord

Information om Team Danmark

Team Danmark
Team Danmark
Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby

43 26 25 00https://www.teamdanmark.dk/

TEAM DANMARK ARBEJDER FOR AT GIVE DANSKE ATLETER BEDST MULIGE RAMMER OG VILKÅR FOR, AT DE KAN UDLEVE DERES POTENTIALE OG PRÆSTERE PÅ HØJESTE INTERNATIONALE NIVEAU.

VI OPTIMERER HELE VEJEN RUNDT OM ATLETEN - BÅDE PÅ OG UDEN FOR BANEN.

Følg pressemeddelelser fra Team Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Team Danmark

Overvældende interesse for konference om spiseforstyrrelser i elitesport11.3.2024 09:59:52 CET | Pressemeddelelse

Spiseforstyrrelser i dansk idræt har gennem de seneste år været et vigtigt fokusområde for Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF). Nu er de to organisationer gået sammen med behandlingsstedet Askovhus om en konference, der skal give viden og redskaber til talent- og elitetrænere, så de er i stand til at forebygge spiseforstyrrelser hos atleterne. Konferencen afholdes den 12. marts.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye