Guldborgsund Kommune

Guldborgsund gør livet lettere for små og mellemstore virksomheder

Del
Det bliver nemmere for små og mellemstore entreprenører at byde på arbejdsopgaver i Guldborgsund Kommune. Virksomhederne skal fremover først stille økonomisk sikkerhed for en opgave, når entreprisesummen overstiger 1,5 millioner kroner. Dermed går Guldborgsund Kommune længere end mange andre kommuner.

Det skal være nemt at være virksomhed i Guldborgsund Kommune. Også når det er kommunen, der har brug for at få bygget eller renoveret. Derfor vil Økonomiudvalget hæve grænsen for, hvornår en virksomhed skal stille økonomisk sikkerhed, fra en entreprisesum på 500.000 kroner til 1,5 millioner kroner.

”Vi vil afskaffe så meget bøvl og ligegyldig administration som muligt,” siger borgmester John Brædder.

For få måneder siden offentliggjorde Dansk Byggeri organisationens årlige måling af den kommunale erhvervsvenlighed. Her var Guldborgsund Kommune kommet i top 25 blandt de mest erhvervsvenlige kommuner. Og det er denne udvikling, økonomiudvalget ønsker at fortsætte.

”Erhvervslivet betyder virkelig meget for kommunens udvikling. Vi har mange små og mellemstore virksomheder, og vi vil gerne sikre, at de har så gode vilkår som muligt, så de kan skabe vækst og arbejdspladser. Vi ved, at sikkerhedsstillelsen udfordrer, og derfor er det helt naturligt, at vi nu gør noget ved det,” siger John Brædder.

De ”Almindelige betingelser for bygge og anlægsvirksomhed”, som regulerer byggeriets vilkår i Danmark, har ellers sat en grænse på en million kroner. Overstiger entreprisesummen dette, skal virksomheden stille økonomisk sikkerhed. Kommunerne har dog mulighed for at lave lempeligere vilkår, og det er, hvad økonomiudvalget vil gøre i Guldborgsund.

”Vi har lyttet til håndværkerne og til den lokale byggebranche, så de fremover kan bruge tid på det, de er gode til, nemlig at bygge til gavn for os allesammen,” siger viceborgmester Bo Abildgaard.

Kommunen har lavet en analyse af de sidste fem års bygge- og anlægsprojekter. Analysen viser, at kommunen – og dermed borgerne – ikke ville have tabt penge ved, at grænsen hæves til 1,5 millioner kroner. Derfor er der ikke noget at være bekymret for, siger Bo Abildgaard.

”Det er selvfølgelig vigtigt, at vi passer på borgernes skattepenge, når vi bygger, og det gør vi fortsat, selvom vi vil hæve beløbsgrænsen,” siger Bo Abildgaard.

Det er byrådet, der træffer den endelige beslutning på anbefaling fra Økonomiudvalget. Det sker på det kommende byrådsmøde den 15. august.

Fakta om sikkerhedsstillelse:

Entreprenører på anlægsprojekter skal stille en sikkerhed (eller en garanti), som kan komme til udbetaling, hvis entreprenøren ikke færdiggør arbejdet.

Udgangspunktet er oftest, at entreprenøren stiller en sikkerhed, der svarer til 15 procent af entreprisesummen, når entreprisesummen er af en vis størrelse.

Det er oftest banker og forsikringsselskaber, der stiller sikkerhed for en opgave. Det er en kostbar og tidskrævende proces for entreprenørerne, fordi en sikkerhedsstillelse altid medfører papirarbejde og gebyrer på samme måde, som hvis man optager et lån eller tegner en forsikring som privatperson.

Beløbsgrænsen varierer fra kommune til kommune og har hidtil været 500.000 kroner i Guldborgsund.

For yderligere information:

Borgmester John Brædder: 25180390

Viceborgmester Bo Abildgaard: 25181809

Kontakter

Billeder

Information om Guldborgsund Kommune

Guldborgsund Kommune
Guldborgsund Kommune
Parkvej 37
4800 Nykøbing F

54 73 10 00http://www.guldborgsund.dk/

Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye