Grundstenen er lagt til DFDS’ nye perle på Marmormolen

Et signifikant nyt kendetegn er ved at tage form efter, der tirsdag blev afholdt
grundstensnedlæggelse for PensionDannmarks byggeri af DFDS’ nye domicil på
Marmormolen i København.
”DFDS’ nye domicil bliver et nyt arkitektonisk og bæredygtigt adelsmærke for området. Det bliver et gennemtænkt kvalitetsbyggeri, der også yder de bedst tænkelige rammer for medarbejderne hos en solid lejer som DFDS og dermed bidrager til at være en langsigtet investering til gavn for både klimaet og vores medlemmers afkast,” siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.
Den kommende lejer fra DFDS bliver efter indflytning i 2022 nabo til sin egen færgeterminal og får FN-byen som nabo. Molen, der historisk har huset den Ankerske Marmorforretning og senere kulimportindustri, bliver hjemstavn for et klimavenligt byggeri med særligt fokus på sundhed og trivsel hos DFDS’ medarbejdere.
”Vi glæder os til at få et hovedkontor, der er designet til at skabe optimale rammer for 700 medarbejdere fra 40 lande, og hvor såvel erfarne som unge og kommende generationer af medarbejdere kan trives og få inspiration til samarbejde, innovation og udvikling,” siger Torben Carlsen, CEO, DFDS.
PLH arkitekter står bag bygningens design og udformning, der henter sin inspiration fra cruiseskibets opbygning både inde og ude.
”Bygningen skal levendegøre DFDS’ kultur - både visuelt og funktionelt. Derfor har vi arbejdet med tre vigtige pejlemærker for husets arkitektur: Bæredygtighed, et innovativt arbejdsmiljø og et domicil med identitet. Vi har skabt et holistisk bæredygtigt hus med mange medarbejdertilbud, der understøtter trivsel, innovation og fleksibilitet - hånd i hånd med et lavt energiforbrug og certificerede materialer,” siger Søren Mølbak, arkitekt og partner hos PLH Arkitekter.
Totalentreprenør NCC udtrykker stolthed over at opføre et domicil, der med en forventet bæredygtighedscertificering til DGNB Guld flugter godt med selskabets værdier for blandt andet særligt høje miljøkrav og gode forhold for medarbejdere på byggepladsen.
”Vi er rigtig glade for at bygge for PensionDanmark, som er en bygherre, vi har mange fælles værdier med. Her tænker jeg især på vores fælles ønske om at bidrage til at passe på miljøet med en bæredygtig byggeplads og ved at opføre en bygning, der lever op til kravene om et bæredygtigt byggeri, som i dette tilfælde kan certificeres til DGNB-guld,” siger NCC Danmarks direktør, Palle Bjerre Rasmussen.
Ejendommen bliver et fleksibelt byggeri, der omfatter stueetage til 5. sal samt kælder med parkering. De to nederste ’dæk’ i bygningen bliver til parkering, derover kommer tre dæk med kontorer og møderum, restaurant og et auditorium i to dæks højde med plads til 300 mennesker. På bygningens to øverste etager kommer der tagterrasser med udsigt over vandet i Nordhavnen.
Fakta: PensionDanmarks byggeri af DFDS’ domicil på Marmormolen
Placering: ’Erhvervsbåndet’ på Marmorvej, 2100 København Ø.
Totalentreprise-kontrakt: 293,5 mio. kr.
Areal: Kontor ca. 12.500m2 og ca. 1.000m2 kælder + parkeringsfaciliteter.
Huset er designet til 700 medarbejdere.
Lejer: DFDS
Totalentreprenør: NCC Danmark
Grundsælger: By & Havn
Arkitekt: PLH Arkitekter
Bygherre-rådgiver: Sweco
Rådgiver for lejer: NIRAS
Programmering: Gitte Andersen, ISS
Forventet indflytning: Primo 2022
Bæredygtighedscertificering: DGNB i kategorien Guld
Energiklasse: BR18 Lavenergiklasse
Yderligere information
Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund, PensionDanmark, telefon 2019 9238
Vice President Communications Gert Jacobsen, DFDS, telefon 2440 0043
Pressechef Carl Johan Corneliussen, NCC Danmark, telefon 2615 2127
Direktør og partner, PLH Arkitekter, Søren Mølbak, telefon 2720 0591
Billeder

Information om PensionDanmark
PensionDanmark A/S administrerer overenskomst- og virksomhedsaftalte arbejdsmarkedspensioner, sundhedsordninger og uddannelsesfonde for 836.000 medlemmer beskæftiget i over 22.700 private og offentlige virksomheder. PensionDanmark er et kundeejet selskab, hvor hele overskuddet går til medlemmerne. De samlede indbetalinger udgjorde 15,8 mia. kr. i 2023. Balancen er 358 mia. kr.
Følg pressemeddelelser fra PensionDanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra PensionDanmark
PensionDanmark hjælper markant flere mænd med psykologbehandling10.6.2025 08:54:16 CEST | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse viser, at næsten en fjerdedel af unge mænd sjældent eller aldrig har nogen at tale fortroligt med. Ender det i psykiske problemer, så kan videokonsultationer med en psykolog gøre en forskel, viser erfaringerne fra PensionDanmarks sundhedsordning.
PensionDanmark og CIP vil bygge grønne mikronet og øge elektrificeringen30.5.2025 06:51:34 CEST | Pressemeddelelse
Selskabet Plexar Energy skal udvikle mikronet, der kan anvendes til elektrificering af blandt andet vej- og skibstransport.
Nu kommer de første 230 boliger til Kildedal By14.5.2025 09:18:56 CEST | Pressemeddelelse
PensionDanmark bliver den første investor til at bygge boliger i Kildedal By. Sideløbende står Ballerup Kommune klar med planerne for et nyt børnehus til den nye by.
Pionerprojekt viser vejen: Hellebæk Klædefabrik opnår DGNB Platin2.5.2025 10:52:32 CEST | Pressemeddelelse
Hellebæk Klædefabrik har nu som det første renoveringsprojekt i Danmark opnået DGNB Platin. Projektet forener historiske rammer med lav klimabelastning, socialt fokus og høj kvalitet.
PensionDanmark laver ventureinvestering i danske kvantechips10.4.2025 11:21:25 CEST | Pressemeddelelse
Med et indskud på 75 mio. kr. er PensionDanmark største investor i en fundingrunde i det danske selskab Sparrow Quantum, som er verdensførende inden for fotoniske kvantechips.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum