Dansk Energi

Grøn fremtid kræver store investeringer i ladeinfrastruktur

Del
Antallet af ladepunkter til elbiler skal 10-dobles frem mod 2030, viser ny analyse af Dansk Elbil Alliance og DTU. Elbilbranchen er klar til at investere, men der er behov for en handlingsplan, som fjerner forhindringer for at opsætte ladepunkter hurtigt, så danskerne kan oplade deres elbiler let, bekvemt og billigt.

Én million elbiler i 2030 kræver investeringer på 3-4 milliarder kroner i 25.000-30.000 ladepunkter i det offentlige rum. Det er ti gange så mange som i dag, hvor der er 2.894 ladepunkter ved blandt andet arbejdspladser, ejendomme, indkøbscentre og på statslige veje.

Det viser en ny analyse fra Dansk Elbil Alliance og DTU. Som de første har de kortlagt ladeinfrastrukturen i Danmark og regnet på, hvad det koster at gøre den klar til en grøn fremtid med masser af elbiler.

- Elbilerne er her, og med klimamålsætningerne skal vi have mange flere. Det stiller helt nye krav til måden, vi indretter vores infrastruktur for transport på med flere ladestandere i hele Danmark. Selvom det lyder voldsomt, er opgaven overkommelig og skal løses nu, siger Peter Bach Andersen, seniorforsker ved DTU Elektro.

Forhindringer skal fjernes
Analysen viser, at 32 procent af danskerne ikke har mulighed for at sætte en ladestander op i carporten, men i stedet skal benytte offentlige eller semioffentlige ladepunkter. Derfor er der ifølge Dansk Elbil Alliance behov for et tæt samarbejde med staten og kommunerne, som skal understøtte med regler og udbud, der gør det attraktivt at etablere ladeinfrastruktur i byerne og på vejnettet omkring dem.

- Danmark er kommet godt fra start med en solid ladeinfrastruktur, som langt hen ad vejen er baseret på kommercielle vilkår. Det skal vi fortsat sikre. Men vi skal op i gear. Vi skal have fjernet de forhindringer, der blokerer for en tilstrækkelig, omkostningseffektiv og smart ladeinfrastruktur. Ellers opstår der kø ved ladestanderne – til frustration for bilisterne og til skade for den grønne omstilling, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.

- Først og fremmest handler det om at give flest mulige adgang til opladning ved bopælen, da det er billigst og mest bekvemt. Men der skal også være en bred vifte af lademuligheder til dem, som ikke kan fylde strøm på bilen derhjemme, siger Lærke Flader.

Hun peger blandt andet på, at der skal skabes incitamenter for, at boligselskaber, kommuner og virksomheder tilbyder lademuligheder. Samtidig bør Vejdirektoratet forberede 20-40 lokationer langs motorvejene til ladeparker, hvor operatører kan leje sig ind og etablere lynladestationer med kraftige ladepunkter. Og endelig skal der etableres et rejsehold, der skal hjælpe kommunerne med at lave analyser af, hvor der er behov for ladepunkter, og hvilke finansieringsmodeller der vil fremme opsætningen.

Analysen bliver præsenteret på Dansk Elbil Alliances årsmøde, som finder sted i dag d. 13. november.

Nøgleord

Kontakter

Links

Information om Dansk Energi

Dansk Energi
Dansk Energi
Vodroffsvej 59
1900 Frederiksberg C

3530 0400http://www.danskenergi.dk

Dansk Energi er erhvervs- og interesseorganisation for energiselskaber i Danmark. Sammen leverer vores medlemmer stadigt grønnere strøm til danskerne samtidig med, at de sikrer strøm i stikkontakten 99,99 procent af tiden til konkurrencedygtige priser.

Den danske energiindustri beskæftiger samlet set flere end 56.000 danskere og er med sine milliardtunge investeringer i infrastruktur og teknologi et af Danmarks stærkeste erhverv. Energiindustrien er en grundpille i dansk eksport. I 2016 eksporterede Danmark nemlig energiteknologi for 75,6 mia. kroner, svarende til 11 procent af den samlede vareeksport.  

Følg pressemeddelelser fra Dansk Energi

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Energi

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye