Grassat i græsser
Prydgræsser rykker i stigende grad ind i de danske haver. For de rammer ned i flere af haveverdenens store tendenser på en gang og bruges både til at klimasikre haven, give insekter flere levesteder og give haven et mere naturligt look - og så er de nemme at holde.
Selv om man er oppe i årene, kan man sagtens forny sig og følge med tiden. Det er Haveselskabets have på Frederiksberg et godt eksempel på. For den 140 år gamle have har fået anlagt to nye græsanlæg - helt i tråd med de nyeste tendenser i haveverdenen, hvor prydgræsser i stigende grad rykker ind i haverne.
- Indenfor de seneste cirka 10-15 år er vi begyndt at have fokus på græsser herhjemme, og den seneste tid har det virkelig taget fart. Det er kommet i takt med nyere tendenser, hvor vi søger det naturlige look i haven, forklarer Louise Møller, havefaglig rådgiver og fagredaktør i Haveselskabet.
Især den indflydelsesrige hollandske havedesigner Piet Oudolf, som blandt andet står bag The High Line i New York, bruger græsser i sine designs. Det har mange ladet sig inspirere af, og interessen har bredt sig og smitter nu også af på de private haver, forklarer Louise Møller.
Nye måder at bruge græsserne på
Ud over at pryde bed og krukker kan græsserne også skabe nye levesteder for insekter og gøre haven mere hårdfør overfor fremtidens stadig mere ekstreme klima. De afspejler derfor flere tendenser på samme tid. Det samme gør de nye anlæg i Haveselskabets have. For de viser to meget forskellige måder at bruge græsser på i haven. Begge haver er anlagt af Poul Petersen fra Overdam Planteskole, der er specialist i græsser.
- Det ene græsanlæg har mange forskellige græsser og med smukke stauder imellem. Her kan man opleve prydgræsser, som for mange er helt ukendte, og se eksempler på, hvordan græsser og stauder kan kombineres, siger Louise Møller.
Hun påpeger, at græs i sig selv ikke er en særlig 'insektplante' da de ikke indeholder nektar, men nye studier tyder på, at mange insekter bor mellem græsstråene om vinteren og bruger det som en slags insekthotel.
- På den måde har prydgræsserne betydning for biodiversitet i de haver, vi anlægger. Insekterne kan ikke leve i vores kortklippede, tætte græsplæner, men i et varieret bed med græsser og stauder er der masser af levesteder og føde til insekterne, forklarer Louise Møller.
Græs i grus giver sydlandsk stemning
Det andet af de nye græsanlæg er en grushave - eller en såkaldt 'gravel garden' - som er en særlig havetype, hvor tørketålende planter trives. Grushaven, der kræver et minimum af vedligeholdelse, samler i sig selv også flere af haveverdenens nye tendenser i en. For den skaber et bed, der tåler fremtidens mere ekstreme klima, samtidig med at den skaber levesteder for mange insekter og er nem for haveejeren at holde.
- Det er en speciel type have, som har været kendt i England i mange år, men som indtil nu ikke har været anvendt særligt meget herhjemme. Men det tyder på, at grushaven finder en plads herhjemme også, for det er en utrolig robust haveform i forhold til de ekstreme vejrforhold, vi oplever og vil se mere til i fremtiden, siger Louise Møller.
En grushave betyder, at der oven på muldjorden lægges et lag vasket grus på 8-10 cm, som planterne plantes i. Ordet grushave lyder for mange som en brun eller udtørret have, men det er mere end bare grus, og for mange vinder den ved nærmere bekendtskab, påpeger Louise Møller.
- I en grushave trives planter, som elsker sol og tåler tørke, og som kan gro, selv om der ikke er meget næring i jorden. Mange af de planter kender vi fra Middelhavsområdet, og derfor kan man sagtens skabe den særlige sydlandske stemning i et grusbed. Gruset dræner vandet væk, men holder også på fugten i muldjorden nedenunder, og derfor trives planterne her under ekstreme vejrforhold, forklarer Louise Møller.
Efter de seneste år med flere tørre somre efterspørger mange haveejere tørketålende planter, som kan tåle, at vi ikke får regn i en hel måned ad gangen, tilføjer hun.
- Grushaverne er ikke så kendte i Danmark endnu, for det er stadig meget nyt i Norden. Men jeg tror, at vi kommer til at se mange flere grushaver, efterhånden som vi får flere tørre somre, siger hun. Haveselskabet oplever, at der er en øget interesse for at indrette med græsser både i bede og krukker. I Haveselskabets rådgivning, hvor man er i dialog med mange forskellige haveejere, er der flere og flere, der spørger ind til pasning og pleje af græsser, så græsserne er helt klart noget danskerne er ved at tage til sig.
De to nye græsanlæg kan opleves i Haveselskabets have på Frederiksberg. Og også på hylderne med havebøger rykker prydgræsserne nu ind og giver haveejerne mulighed for at fordybe sig i de nye metoder. Blandt andet udgiver havebogforfatter Nina Ewald bogen 'Design med græsser' sammen med Poul Petersen fra Overdam Planteskole, der som specialist i græsser netop har anlagt de nye græsanlæg i Haveselskabets have.
FAKTA
Besøg Haveselskabets Have
Haveselskabets have ligger ved Frederiksberg Runddel og har indgang lige ved siden af hovedindgangen til Frederiksberg Have. Haven er åben for offentligheden. Læs mere om haven her: haveselskabet.dk/besog-haveselskabets-have
Prydgræsser og grushaver
Vil du vide mere om grushaver, eller hvordan prydgræsser kan bruges i haven, har Haveselskabets fagredaktør samlet den nyeste viden på Haveselskabet.dk.
Læs mere om prydgræsser her haveselskabet.dk/lad-prydgraesserne-faa-plads-i-haven og om grushaver her haveselskabet.dk/hvad-er-en-grushave. Her findes også plantelister til de nyetablerede græsanlæg i Haveselskabets have og inspiration til, hvordan du selv kan bruge græsser.
På haveselskabet.dk er der et helt tema om prydgræsser: haveselskabet.dk/tema-prydgraesser
Kontakter
Bente Yde EnertPresse- og kommunikationschef
Tlf:40 40 24 20be@haveselskabet.dkBilleder


Information om Haveselskabet
Haveselskabet er en almennyttig, non-profit forening, hvor over 30.000 entusiastiske og haveglade medlemmer inspirerer hinanden til at få endnu større glæde af haven.
Haveselskabet udgiver Danmarks bedste havemagasin "HAVEN", som vores medlemmer modtager 10 gange om året. "Haven" kan ikke købes i løssalg i butikkerne.
Gennem Haveselskabets Rådgivning har medlemmerne gratis adgang til landets dygtigste haveeksperter.
Haveselskabets lokale afdelinger arrangerer hvert år over 1.000 havearrangementer og Åbne Haver i hele landet.
Læs mere på https://haveselskabet.dk
Følg pressemeddelelser fra Haveselskabet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Haveselskabet
Grøn forbrugertendens: Haven trækker stadig flere udenfor – og vi får det bedre af det16.12.2020 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Der bliver sået blomster, dyrket grøntsager og motioneret grønne fingre som aldrig før i de danske haver. De seneste år har et stigende antal danskere søgt ud i haven, og i 2020 har den udvikling for alvor taget fart. Hos Haveselskabet er det tydeligt, at flere i dag nyder at få jord under neglene. Og det ses ikke kun på et støt stigende medlemstal.
Guide: Brug haven til jul – og genbrug julen i haven3.12.2020 14:10:00 CET | Pressemeddelelse
Med corona-restriktioner bliver julen en anden i år, og derfor vil det måske varme ekstra meget at få en personlig juledekoration forærende. Og smukke dekorationer på julebordet behøver hverken koste en formue eller kaste store affaldsmængder af sig. Tværtimod er haven et rent skatkammer, hvor du både kan finde smukke materialer og genanvende meget af julens pynt bagefter.
Danske haveejere er blevet dus med den vilde natur20.11.2020 10:30:00 CET | Pressemeddelelse
Eksperiment løftes til national indsats: Summende humlebier, svirrefluer og farverige sommerfugle. Danske haveejere har over sommeren oplevet langt mere liv i deres haver efter at have deltaget i 'Danmarks Vilde Haver-eksperiment. I 2021 skal alle med.
Hold igen med gødningen! 9 ud af 10 haveejere gøder for meget20.10.2020 00:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mange haveejere er alt for gavmilde med gødningen. Det viser resultatet af de seneste jordprøver foretaget blandt Haveselskabets medlemmer. Her gøder knap 9 ud af 10 deres have for meget.
Naturen får frit spil i danske haver16.6.2020 00:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Naturen er ikke, som da far var dreng. Der er færre sommerfugle på blomsterne, færre bier i luften og færre fugle på himlen. Herhjemme mangler der vild natur, hvor dyr og planter kan trives. Det vil lokale haveejere over hele landet nu gøre noget ved.
Golfbane-græs eller vild blomstereng – hvilken plænetype er du?23.4.2020 00:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mos i græsplænen kan gå de fleste haveejere på nerverne - og det er et af de mest udbredte plæneproblemer i danske haver. Andre drømmer om at forvandle det grønne tæppe til et blomsterflor med en summen af insekter. Hvilken 'plæne-type' er du? Haveselskabet guider til, hvordan du bedst bruger dine kræfter - hvad end du vil have flad plæne eller vild eng?
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum