Samsø KommuneSamsø Kommune

Gør fly- og bilrejsen CO2-neutral med Samsø klimaskov

Del

Hvis du ikke kan undgå at flyve eller køre i forbindelse med dit arbejde eller privat, kan du nu CO2-kompensere dine rejser ved at plante træer i en ny klimaskov på Samsø igennem renflyrejse.dk eller renbilrejse.dk.

renflyrejse.dk og renbilrejse.dk kan du beregne, hvor meget CO2 din rejse udleder, og købe kompensation i form af træer, der bliver plantet i en ny klimaskov på Samsø. Projektet er et non-profit samarbejde mellem Samsø kommune, Klimaskov Danmark og førende danske eksperter.

"Skovrejsning er et vigtigt værktøj, når vi vil reducere klimagasudledningerne. Og når det samtidigt giver biodiversitet og rekreative oplevelser, flytter det flere politiske mål på én gang. Klimaskove er skrevet ind i kommunens Klimahandlingsplan 2020, og kommunalbestyrelsen har netop fordoblet arealet, hvor skovrejsning er ønsket på Samsø - så der kommer meget mere klimaskov på vores grønne ø. " siger Marcel Meijer, Borgmester Samsø Kommune.


Samsø kommune stiller jorden til rådighed, og kommer på sigt til at varetage området. Klimaskoven får status af fredskov, som betyder, at den ikke vil kunne fældes uden at kommunen er forpligtiget til at plante ny skov. Generelt anbefaler kommunen at reducere CO2-udledning, mens CO2-kompensation er rettet mod dem uden andre muligheder.

”Sammen med Samsøs visionære kommune har vi gjort det muligt at CO2-kompensere rejser for almindelige danskere, der gerne vil tage ansvar for klimaet og jordens fremtid, og som ikke kan undgå at flyve eller køre” siger Martin Sundstrøm, som er idemand og direktør i Klimaskov Danmark.

Samsøs nye klimaskov er designet i samarbejde med seniorforsker Vivian Kvist Johannsen fra Københavns Universitet. Hun er en af Danmarks førende eksperter i skoves kulstofbinding, og hendes gruppe har beregnet, at Samsø Klimaskov vil binde mindst 1.300 tons CO2 i løbet af de første 30 år. Det svarer til over 16.000 flyrejser fra København til London.


”På Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning har vi en lang tradition for langsigtede feltforsøg over hele landet. Klimaskoven på Samsø vil nu indgå i dette arbejde, og bidrage til vores viden om, hvordan skovrejsning udvikler sig, så den kan optimeres i fremtiden” udtaler Vivian Kvist Johannsen.

Klimaskoven på 2,2 hektar skal ligge ved Tranebjerg på Samsø, og er blandt de første skove i Danmark, med primært kulstofbinding som baggrund for etablering. Skoven er planlagt efter lokale forhold, ønsker til rekreation og biodiversitet, og vil blive beplantet med knap 9.000 træer så som eg, lind, kirsebær, lærk, rødgran og Douglasgran.

CO2-beregnerne på renflyrejse.dk og renbilrejse.dk er blandt andet baseret på nøgletal fra seniorrådgiver Morten Winther fra Aarhus Universitet, der er en af Danmarks førende eksperter i CO2-udledning fra fly og biler.

”Beregneren på renflyrejse.dk er baseret på alle flyveture på store danske indenrigsruter i 2019, og giver – ligesom renbilrejse.dk - et pålideligt og præcist gennemsnit for CO2-udledningen på ruterne.” siger Winther.

Samsø kommunes initiativ kommer regeringens klima-skovfond i forkøbet, så det fra fredag 23. oktober er muligt for alle at kompensere deres CO2-udledning fra fly- og bilrejser igennem de to beregnere på renflyrejse.dk og renbilrejse.dk.

Kontakter

Yderligere information:
Samsø Borgmester Marcel Meijer (aumme@samsoe.dk /6015 2772),
Projektleder Knud Tybirk (aukt@samsoe.dk / 2520 8810) fra Samsø Kommune eller Idemand Martin Sundstrøm (martin@sundstrom.dk / 3020 0790) fra Klimaskov Danmark.

Billeder

Information om Samsø Kommune

Samsø Kommune
Søtofte 10, Tranebjerg
8305 Samsø

87 92 22 00https://www.samsoe.dk/

Følg pressemeddelelser fra Samsø Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.