Gode råd til at købe og sælge bolig

Del
Boligblog af Jyske Banks boligøkonom, Mikkel Høegh.

 

For at se dette indhold fra www.jyskebank.dk, så skal du give din accept på toppen af denne side.Af Jyske Banks boligøkonom, Mikkel Høegh

Jeg synes selv, at jeg havde været lidt frisk ved at indvillige i at deltage i en omgang ”Hammerslag”, hvor tre lokale ejendomsmæglere viste boliger frem ved et arrangement i Jyske Bank Amager. 

Hvor svært kunne det være? Jeg kender om nogen de gennemsnitlige kvadratmeterpriser, så det måtte jo bare være at skrue lidt op og ned efter den pågældendes boligs stand.

Da vi skulle gætte prisen på en renoveret murstensvilla, lagde min holdkammerat Tagdækkeren, der er født, opvokset og faktisk ejer en ejendom i området, sine arme bestemt over kors og sagde: ”Her på Øen er der ikke nogen, der giver over 10 millioner kr. for et hus i Italienskvarteret. Det er der jo ikke nogen, der har råd til.”

Vi blev enige om, at den rette pris på denne ejendom måtte være otte millioner kr. Den viste sig at være solgt til 12 millioner. Vi vurderede selv, at der var tale om en mindre regnefejl fra vores side… men vores hold endte nu alligevel dårligst.

Så til trods for mine holdkammeraters indgående lokalkendskab kom jeg ret hurtigt ned fra mit elfenbenstårn. Den ”rigtige” pris på en specifik ejendom er en svær øvelse, og skulle nogen være i tvivl, så prøv at spørge hos SKAT.

Liggetid og en kedelig spiral

Selv ejendomsmæglere tager fejl og får sat en forkert pris. Det kan være svært at få solgt sin ejendom, hvis den er blevet udbudt til en for høj pris. Det gennemsnitlige afslag på parcelhuse fra den først udbudte pris er 7,3 pct., og for lejligheder er det 5,18 pct.

Erfaringsmæssigt viser det sig, at jo længere liggetid, der er på en ejendom, desto større afslag skal der typisk gives, for at ejendommen handles. Så det er vigtigt, at man ikke får sat sig på den kedelige spiral fra start. Det kan nemlig vise sig at være dyrt.

I de kommuner, hvor der er de højeste gennemsnitlige liggetider, gives der typisk afslag på omkring 20 pct.

Favørpriser

Tallenes klare tale er, at man som sælger skal være realistisk, når man fastsætter prisen på sin ejendom. I den forbindelse skal man også være opmærksom på, at boliger sælges til det, som økonomer kalder tærskelpriser, men som min mor kalder favørpriser. Det betyder, at boligpriserne typisk går i spring som 1.995.000 kr., 2.250.000 kr. osv. Vælger man eksempelvis at lægge sig over en grænse, så sorterer man en række potentielle købere fra.

Hvad er den rigtige pris?

Alt i alt skal man huske på, at der ikke findes en rigtig pris. Det er muligt, at man kan få det indtryk, fordi ejendommen vurderes både med henblik på salg, belåning og ikke mindst beskatning. Alle kan lave mere eller mindre gode modeller for vurderinger, der bør ramme en handelspris i almindelig fri handel med en vis sandsynlighed, men ingen kan love at ramme den rigtige pris 100 pct.

Den rigtige pris er præcis den pris, hvor der er en køber.

Rigtig god sommer!

 

Links

Information om Jyske Bank

Jyske Bank
Vestergade 8-16
8600 Silkeborg

89 89 89 89https://www.jyskebank.dk/
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye