L&F

God omlægning af energipolitikken

Del

Landbrug & Fødevarer roser regeringens forslag om at lægge PSO-afgiften over på finansloven

Landbrug & Fødevarer er enige med regeringen i, at omkostningerne til energipolitikken bør reduceres. Ikke mindst er virksomhedernes omkostninger til PSO-afgiften løbet løbsk, siger administrerende direktør, Karen Hækkerup.

- PSO-afgiften er en voldsom hæmsko i konkurrencen med udlandet. Den koster vækst og arbejdspladser. Energipriserne har ændret sig markant, siden energiforliget blev indgået i 2012. Derfor er PSO-omkostningerne bare vokset og vokset, og der er ikke udsigt til, at det vil ændre sig de kommende år, siger Karen Hækkerup.

Alene fødevareklyngen forventes at komme til at betale ca. 760 mio. kr. i 2016. Det er over en tredobling i forhold til 2011.

- Derfor kan det kun gå for langsomt med at fjerne PSO-afgiften fra virksomhederne. Det må gerne gå hurtigere end de fire år, som regeringen lægger op til, siger Karen Hækkerup..

Landbrug & Fødevarer roser også regeringen for flere af de øvrige elementer i det forslag, regeringen fremlagde i dag.

- Det er fornuftigt at skære ned på udbygningen af havvindmølleparker og at få omkostningerne ned til den energispare-indsats, som regeringen har pålagt energiselskaberne, og til den såkaldte kabelhandlingsplan, der sigter mod at flytte kabler fra elmaster og ned i jorden, siger Karen Hækkerup.

Landbrug & Fødevarer ser det generelt som udtryk for ansvarlighed, at regeringen foreslår at justere energipolitikken på væsentlige punkter.

- Jeg er sikker på, at vi fortsat i Danmark kan leve op til de langsigtede energimål og sikre en fortsat fornuftig grøn omstilling. Energipolitikken skal være afbalanceret både med hensyn til den grønne omstilling og med hensyn til virksomhedernes konkurrenceevne. Vi håber, at de andre partier i energiforligskredsen vil se positivt på regeringens udspil, tilføjer Karen Hækkerup.

Landbrug & Fødevarer roser regeringen for at lægge op til, at benzin og diesel skal indeholde en vis andel biobrændsel.

- Det er et stort skridt i retning af at mindske CO2-udledningen fra trafikken. Samtidig vil det kunne skabe grønne arbejdspladser og grøn vækst, fordi der skal etableres biobrændstofanlæg. Biobrændsel er en god måde at genanvende affald og restprodukter fra erhvervsliv og husholdninger. På sigt kan det blive et koncept, der kan eksporteres, siger Karen Hækkerup.

Information om L&F

L&F
L&F
Axeltorv 3, 1. sal
1609 København V

3339 4000http://www.lf.dk/
Landbrug & Fødevarer er erhvervsorganisation for landbruget, fødevare- og agroindustrien. Med en eksport på 156 milliarder kroner årligt og med 169.000 beskæftigede repræsenterer vi et af Danmarks vigtigste eksporterhverv. Ved at nytænke og synliggøre erhvervets bidrag til samfundet sikrer vi vores medlemmer en stærk placering i Danmark og globalt.

Følg pressemeddelelser fra L&F

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra L&F

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum