Egedal Kommune

Global lædersucces er CO2-neutral og dansk

Del
I et mindre industrikvarter i Ølstykke ligger showroom og hovedkvarter for verdens første CO2-neutral producerende læderfabrik. Produkterne der fremstilles i en fjern egn af Indien, er covers til telefoner, iPads, laptops samt tasker. Alt i kernelæder.
Det første der møder én, når man træder ind i showroomet, er den letgenkendelige og indbydende duft af frisk læder. Bygmarken i Ølstykke er ét klassisk dansk erhvervskvarter, som udefra ikke signalerer luksus eller sender sanserne rundt om jorden. Men her – lidt gemt -  ligger en af Egedal Kommunes internationale erhvervssucceser og stikker hovedet frem. Showroomet er stilsikkert indrettet, fyldt med eksklusive varer, som hensætter en til en af de dyre designforretninger på et internationalt hovedstrøg. Og det er heller ikke helt forkert.

dbramante1928 som virksomheden ganske mundret hedder, sælger nemlig deres varer i en række europæiske lande, samt i markante lande som Rusland, Australien, Sydafrika og De Forenede Emirater. Men den helt afgørende faktor for, at dbramante1928 er en international virksomhed, er virksomhedens læderfabrik, der åbnede 1. marts i år og ligger i Kolkata i Indien.

Verdens første CO2 neutrale lædervirksomhed
Fabrikken der er 5000m2 stor, ligger i en stor læderby med et areal på 3 gange 5 kilometer. Her er hele områdets læderindustri samlet i en slags by. dbramante1928s fabrik er på fem etager og huser 600 ansatte. På taget der er 1000m2, er der placeret væg til væg solceller, hvilket betyder at fabrikken er 100 procent CO2-neutral. Overskudsstrømmen fra solcellerne gemmes, så det er muligt at holde produktionen kørende i døgndrift.

- Vi er verdens første 100 procent CO2-neutrale læderproducerende firma. Det er jeg da stolt af. Selvfølgelig skal det være en god forretning, men det er vigtigt for os, at når vi arbejder i et land som Indien, at både de ansatte har ordnede forhold og at produktionen er miljøvenlig, siger Dennis Dress, der er administrerende direktør og grundlægger af dbramante1928.

Solcellerne er Indisk-producerede, da Dennis Dress og hans partner fandt ud af, at nogle af de bedste solceller i verden produceres i Indien. Samtidig fik de hjælp af den danske stat, da Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), der hjælper danske virksomheder med at etablere sig i udviklingslande, gik ind og medfinansierede den miljøvenlige virksomhed.

Uddannes på læderuniversitet
At dbramante1928 producerer læderprodukterne i Kolkata skyldes at området har en 200 år gammel tradition for læder. 70 procent af alle punge i verden stammer derfra, og over en million mennesker er beskæftiget i læderindustrien i området, hvor der også udbydes en 4-årig uddannelse på det lokale læderuniversitet. Produkterne, der sælges rundt i Europas butikker og herhjemme blandt andet i Elgiganten, er highend-produkter med et eksklusivt design i læder. For at understrege deres miljøbevidste tilgang, har dbramante1928 netop introduceret bionedbrydelige covers, som er blevet taget vel i mod af butikkerne og har allerede genereret mange ordrer i bøgerne. dbramante1928 er de første danske mobilcoverleverandører til at introducere dette.

Kolkatas mange år med læderindustri, betyder også at der skal være ordnede forhold og at virksomheder fra de rigeste lande på kloden, der etablerer sig, har et socialt ansvar overfor befolkningen. Først og fremmest hvad angår løn og arbejdsmiljø, men ofte tages der også et ansvar der rækker længere, på grund af den massive fattigdom i Indien.
 
Alle forhold skal være i orden
- Vi samarbejder med den danske nødhjælpsorganisation LittleBigHelp, hvor vi rekrutterer arbejdskraft fra. Helt konkret ansætter vi kvinder fra området, der ved at arbejde hos os, tjener penge til familierne, så børnene kan sendes i skole og på den måde holdes væk fra gaden. Det er jo win-win for alle. Og det giver da en personlig tilfredsstillelse, at vide at alle forhold på fabrikken, både hvad angår miljø, arbejds- og lønforhold er i orden. Det bruger vi selvfølgelig også i vores fortælling om virksomheden. Også fordi der er så mange skrækhistorier om børnearbejde og farlige arbejdsforhold i udviklingslandene, siger Dennis Dress. 

At dbramante1928 er en virksomhed med vind i sejlene, ses tydeligt på firmaets regnskabstal. Da man startede i 2012 lød omsætningen på 11 mio. kr. Mens man i 2019 ramte en omsætning på 70 mio. kr.

Tilbage i industrikvarteret i Egedal Kommune ligger showroomet med de mange produkter der altså produceres tusindvis af kilometer væk på en CO2-neutral fabrik og vidner stille om, at her er en lille erhvervssucces, som stadig tør drømme om mere.
- Det går godt, men jeg vil da gerne have vi bliver større og kommer ud i flere lande. Så jeg har da en drøm om, at vi inden for få år rammer en omsætning på 100 millioner og at vores produkter bliver tilgængelige i alle europæiske lande, slutter Dennis Dress.
 
For yderligere information kontakt pressetelefonen på: 72596203
 
Eller besøg dbramante1928s hjemmeside: dbramante

Billeder

Information om Egedal Kommune

Egedal Kommune
Egedal Kommune
Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

7259 6000https://www.egedalkommune.dk/

Egedal er en kommune i bevægelse med plads til begejstring. Vi ligger der, hvor storbyen holder op og landet begynder. Med 4 S-togs-stationer i kommunen er du midt i naturen og tæt på hovedstaden, der kun ligger en halv time herfra. Vi vil yde god service for Egedals borgere. Alle skal have en god og velfungerende hverdag, hvor vi, med udgangspunkt i fællesskaber, udvikler de styrker og kvaliteter, der allerede kendetegner Egedal. Læs mere om os på EgedalKommune.dk

Følg pressemeddelelser fra Egedal Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Egedal Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye