Mission Øst

Gammel tradition truer unge piger i Nepal

Del
Når nepalesiske piger får menstruation, isoleres de i kolde og uhumske hytter – og nogle dør af strabadserne. Mission Øst ruster pigerne til kamp for ligeværd og uddannelse.
18-årige Malati Bhandari blev tvunget til at sove i en stald, hver gang hun havde menstruation med fare for overfald, sygdom og død. I dag får hun hjælp til at stå op for sin ret og gennemføre sin skolegang med fra en af Mission Østs ungdomsgrupper. Foto: Mission Øst

I Nepal bliver kønsmodne piger isoleret i faldefærdige ”menstruationshytter” under deres menstruation. Sidste år døde 13 unge piger i de kolde og uhumske hytter med slanger og kryb. For nylig døde også 21-årige Parwati Budha Rawat. Hun havde tændt bål i hytten for at holde varmen. 

Politiet griber ind

For første gang nogensinde griber de nepalesiske myndigheder nu ind over for den rodfæstede tradition, der går under navnet chhaupadi. Politiet har arresteret pigens svoger, mens de undersøger, om han havde tvunget hende til at overnatte i hytten.

Chauppadi-traditionen bygger på forestillinger, der forbinder blodet fra kvinders menstruation med urenhed og potentiel fare for samfundet. Traditionen forbyder kvinder at røre ved mænd, hellige genstande, fødevarer, husdyr eller vand fra fællesbrønden under deres menstruation. For ellers nedkaldes en forbandelse. 

Chauppadi går også ud over kvinder, der lige har født. Traditionen har været forbudt i Nepal siden 2005, men er svær at få bugt med i afsidesliggende landsbyer i de svært fremkommelige bjergegne, hvor Mission Øst arbejder.

Frygter overfald

Malati Bhandari på 18 år er en af de piger, der har lidt under den ældgamle og groft diskriminerende tradition. Hun blev tvunget til at sove i familiens stald, hver gang hun havde menstruation. Også selvom hun havde smerter og besvimelsesanfald. Men det var ikke det værste:

- Engang prøvede to drenge at bryde ind i stalden om natten. De begyndte at håne og mobbe mig. Jeg var så nervøs og bange! Jeg råbte med det samme efter min lillesøster, og det fik dem til at løbe væk. Den slags chikane og frygt oplever jeg i de fleste menstruationsperioder, fortæller Malati til Mission Øst.

Mænd inddrages

Den danske hjælpeorganisation Mission Øst hjælper Nepals piger til at stå op for deres rettigheder og inddrager deres familier sammen med skoler og lokale myndigheder for at få stoppet den ulovlige praksis. Drenge og mænd oplæres i menneskerettigheder for at blive forandringsagenter for et mere ligestillet familieliv.  

Pigerne mister også vigtig skolegang og dropper ofte ud af skolen på grund af isolation i menstruationsperioderne. Derfor tilbyder Mission Øst også uddannelse og lektiehjælp i ungdomsgrupper.

- Piger må ikke røre bøger eller studere under menstruationen. Jeg gik glip af fire dages undervisning hver måned og endte derfor med at dumpe til eksamen, fortæller Malati.

Forebygger tragedier og katastrofer

Hun har nu kunnet genoptage sin skolegang med hjælp fra Mission Øst.

Den danske hjælpeorganisation har arbejdet i Nepals fattige bjergegne i 12 år. Ud over at kæmpe for pigers og kvinder rettigheder - og dermed forebygge forfærdelige familietragedier med smittefare, overfald og død i menstruationshytter - hjælper organisationen hele landsbysamfund med at forebygge naturkatastrofer ved oversvømmelser og jordskælv.

Samtidig lærer befolkningen at dyrke bæredygtigt og løfte sig selv ud af fattigdom for at skabe en fremtid for den enkelte – ikke mindst for piger og kvinder.

Nøgleord

Kontakter

Pressetelefon 28 707 703

Billeder

18-årige Malati Bhandari blev tvunget til at sove i en stald, hver gang hun havde menstruation med fare for overfald, sygdom og død. I dag får hun hjælp til at stå op for sin ret og gennemføre sin skolegang med fra en af Mission Østs ungdomsgrupper. Foto: Mission Øst
18-årige Malati Bhandari blev tvunget til at sove i en stald, hver gang hun havde menstruation med fare for overfald, sygdom og død. I dag får hun hjælp til at stå op for sin ret og gennemføre sin skolegang med fra en af Mission Østs ungdomsgrupper. Foto: Mission Øst
Download

Links

Information om Mission Øst

Mission Øst
Mission Øst
Postboks 149, Skt. Lukas Vej 13
2900 Hellerup

+ 45 39 61 20 48http://www.missioneast.org/

Mission Øst er en international hjælpeorganisation grundlagt i Danmark. Organisationen arbejder for at hjælpe sårbare mennesker og støtte lokalsamfunds kapacitet til at hjælpe sig selv gennem aktiviteter fra nødhjælp under katastrofer til langsigtet udviklingshjælp. Mission Øst arbejder direkte eller gennem lokale partnere i Afghanistan, Armenien, Irak, Myanmar, Nepal, Nordkorea og Tadsjikistan. Mission Øst er certificeret af Core Humanitarian Standard.

Følg pressemeddelelser fra Mission Øst

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Mission Øst

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye