Fyn får snart Danmarks største lynladestation til elbiler
Danmarks største lynladestation bliver placeret på Fyn og vil kunne lynlade minimum 28 elbiler på samme tid. Landets førende ladeoperatør, Clever, står bag stationen, som kommer til at ligge lige ved motorvejen ved Odense. Lynladestationen bliver opført i Clevers prisvindende stationsdesign udviklet sammen med arkitekterne fra Cobe og forventes at blive et vigtigt knudepunkt for både lokale og besøgende elbilister.

Snart får danske elbilister en ny grøn oase ved den fynske motorvej. Ladeoperatøren Clever etablerer nemlig en lynladestation i det prisvindende design udviklet i samarbejde med arkitekterne fra Cobe. Stationen skal både servicere lokale fynboer samt rejsende på tværs af landet.
”Langt de fleste elbilister kan lade derhjemme eller ved kantstenen natten over. Men når vi skal på de lange ture skal vi sørge for, at der er tilgængelige lynladestationer, der kan lade elbilen på den tid, det tager at få en kop kaffe og trække frisk luft. Vi lægger op til stationsdesign, som giver en mere meningsfuld pause både for de lokale fynboer og for de rejsende på tværs af landet,” siger Clevers direktør, Casper Kirketerp-Møller.
Allerede i sensommeren 2021 forventer ladeoperatøren Clever at kunne tage første spadestik til den nye lynladestation og planen vækker begejstring hos Rådmand for By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune, Christoffer Lilleholt (V), der glæder sig til at stikke spaden i jorden. Stationen spiller godt ind i kommunens klimastrategi, da den vil kunne lynlade minimum 28 elbiler på samme tid. Stationen forventes at stå færdig i første kvartal af 2022.
”Vi har meget ambtiøse klimamål i Odense, og hvis de skal opfyldes, er det nødvendigt, at flere vælger elbilen til. Derfor er det vigtigt, at det er nemt for – lokale og besøgende – at få ladet bilen op. Derfor er det rigtigt positivt, at Clever nu tager initiativ til at etablere Danmarks største lynladestation her i Odense Kommune”, siger Rådmand for By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune, Christoffer Lilleholt.
Lynladestation er den seneste af flere investeringer i Odenses ladeinfrastruktur
Den nye lynladestation er blot den seneste af flere gode nyheder for de fynske elbilister. De seneste to år er antallet af elbilister fordoblet i Odense, og derfor gav By- og Kulturudvalget i april tilladelse til, at Clever kan etablere 50 nye offentlige ladepunkter i kommunen. Dermed går Odense fra 18 til 68 offentlige ladepunkter.
”Heldigvis ser det ud til, at odenseanerne gerne vil vælge elbiler, og det er en positiv udvikling, som vi skal understøtte. Lynladestationen ligger på den måde fint i forlængelse af den øvrige opgradering af ladefaciliteterne, vi er i gang med. Til sammen skal det sikre, at man som elbilist kan lade nemt og ubesværet i hele kommunen,” siger Christoffer Lilleholt.
Hos Clever deler man opfattelsen af, at de forskellige lademuligheder skal spille sammen.
”Det smarte ved elbilen er, at man ikke er afhængig af at stoppe ved en tankstation, men i stedet lader op, når bilen alligevel holder stille. Elbilen kan lade på en ladeboks derhjemme i garagen, på ladestandere ved vejen, på arbejdspladsen eller på ladestationerne, når man er på tur rundt i Danmark og udlandet. Alle de forskellige lademuligheder arbejder vi på at integrere på tværs af landet for at skabe mere tryghed i dagligdagen, så elbilen bliver et stadigt mere indlysende valg,” siger Clevers direktør Casper Kirketerp-Møller.
Lynoplad bilens og dine egne batterier i prisvindende grøn oase
Med lynopladning bliver det muligt at lade elbilen op på cirka 15 minutter, når stationen står klar. Og med det prisvindende design lægger Clever vægt på, at pausen også skal være meningsfuld for de besøgende. Designet har vundet flere internationale design- og arkitekturpriser og er senest blevet nomineret til Mies van der Rohe Award, der er EU's anerkendte arkitekturpris, som hylder moderne arkitektur.
”Vi vil ikke kun køre tingene smartere i hverdagen og sikre masser af ladepunkter til elbilisterne. Vi vil også sikre, at den pause bliver så meningsfuld som muligt. Derfor vil alle vores lynladestationer blive opført i vores design, som er skabt til at give dig en mental pause på farten, hvor både du og bilen kan lade batterierne op i de grønne og rolige omgivelser, inden turen går videre”, siger Casper Kirketerp-Møller.
I efteråret lancerede Clever en mål om at opsætte minimum 500 lynladepunkter i hele landet, men da antallet af elbiler er stærkt stigende, arbejder virksomheden allerede nu på også at øge målet af lynladepunkter markant.
Fakta:
- Byggeriet af lynladestationen fra Clever forventes at starte i sensommeren 2021
- Lynladestationen forventes at stå færdig i første kvartal af 2022
- Minimum 28 biler vil kunne lade på lynladestationen på samme tid
- Lynladestationen og omgivelserne bliver opført i Clevers prisvindende design udviklet i samarbejde med arkitekterne fra Cobe
Kontakt:
- Christoffer Lilleholt (V), by- og kulturrådmand i Odense Kommune, tlf: 30 60 43 56
- Henrik Skyggebjerg, kommunikationschef i Clever, tlf: 60 16 97 14
Kontakter
Henrik SkyggebjergHead of Communications & Public Affairs
Tlf:+4560169714hs@clever.dkBilleder
Information om Clever
Clever er Danmarks førende ladeoperatør. Virksomheden kom til verden i 2009 og har siden da arbejdet på at styrke den offentlige ladeinfrastruktur og lademulighederne hos privatpersoner og virksomheder i hele landet.
Clever tilbyder i dag opladning på Danmarks største ladenetværk med mere end 1.800 åbne, offentlige ladepunkter i hele landet, og inden udgangen af 2025 vil Clever etablere over 10.000 nye, offentlige ladepunkter i Danmark. Det svarer til omkring tre gange så mange ladepunkter, som der findes i Danmark i dag.
Alene i 2020 installerede Clever flere end 15.000 ladebokse hos privatpersoner og virksomheder fordelt i hele landet.
Clever er ejet af de andelsejede energi- og fibernetkoncerner Andel (94,9 procent) og NRGi (5,1 procent).
Følg pressemeddelelser fra Clever
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Clever
Clever og NREP indgår aftale om 400 ladepunkter ved 17 bymidtecentre28.6.2022 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er godt nyt til de elbilister, der fremover planlægger at lægge vejen forbi et af de bymidtecentre, som ejendomsselskabet NREP står bag. I løbet af 2023 opsætter Danmarks førende ladeoperatør, Clever, knap 400 ladepunkter fordelt på 17 lokationer i både Jylland og på Sjælland.
Snart kan du få lynhurtig strøm til din elbil i Maribo21.6.2022 13:47:05 CEST | Pressemeddelelse
Der er godt nyt til elbilisterne i Lolland Kommune og til dem, der lægger vejen forbi. Inden længe tager Danmarks førende ladeoperatør Clever nemlig det første spadestik til det, der i løbet af 2023 bliver til en lynladestation, der kan forsyne 18 elbiler på samme tid med lynhurtig strøm.
Clever mere end fordobler omsætningen og sætter farten op på udrulningen af ladeinfrastruktur14.6.2022 11:21:01 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks førende ladeoperatør, Clever, mere end fordobler omsætningen for fjerde år i træk i det netop offentliggjorte årsregnskab, hvor omsætningen er gået fra 155 til 392 mio. kr. Den positive udvikling skyldes stor kundevækst, stærke partnerskaber og en målrettet og langsigtet strategi for udrulning af ny ladeinfrastruktur i hele landet.
Nu står Danmarks største lynladestation klar2.5.2022 16:58:15 CEST | Pressemeddelelse
Fremover bliver det nemmere at krydse landet i elbil. Mandag eftermiddag indviede Clever Danmarks største lynladestation ved Odense, som kan lade 28 elbiler på samme tid med lynhurtig strøm. Både transportminister Trine Bramsen og Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel var mødt op for at fejre indvielsen og for at dele deres tanker om den grønne omstilling af transporten.
Lynhurtig opladning i Vestjylland7.4.2022 15:10:39 CEST | Pressemeddelelse
Der skal være rigelig, relevant og fuld tilgængelig opladning i hele landet, og lynladestationen i Esbjerg er et skridt på vejen, lød det fra ladeoperatøren Clever, der officielt kunne indvie otte lynladepunkter onsdag med hjælp fra Esbjerg Kommunes viceborgmester, Nicolaj Aarøe.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum